Det bæredygtige samfund kræver, at vi lader os begrænse
Idéen om ubegrænset frihed til at gøre, som man vil, er med til at undergrave vores muligheder for at skabe et bæredygtigt samfund. For både kloden og vi mennesker har begrænsninger, men dem vil vi ikke tale om. Tør COP28 bryde med det, skriver Jesper Dalgaard Pøhler og Steen Hildebrandt.
Steen Hildebrandt
Foredragsholder, professor emeritus, Institut for Marketing og Organisation, Aarhus Universitet, adj. professor i lederskab, CBS og Aalborg Universitet, medlem af 2030-panelet, forfatterJesper Dalgaard Pøhler
Bæredygtighedskonsulent, forfatter, projektleder, Aalborg UniversitetDet er endnu engang tid til at samles for at lægge en bæredygtig plan for fremtiden. Til COP28 samles verdens lande for at vende de mange store kriser og give et bud på vejen frem.
Men herhjemme i det danske samfunds politiske diskussion er der sket noget mystisk: Vi er omgivet af kriser, men regeringen vil væk fra kriseretorikken. Ingenting må gøre ondt på nogen.
Klimakrisen kommer hverken til at koste arbejdspladser eller røde bøffer – kun hvis vi selv vil. Biodiversitetskrisen løses med nogle naturparker, men vi er bekymrede for, om folk nu også har plads nok til at køre på mountainbike og lufte hunde. Og fiskene i havene dør på grund af manglende ilt, fordi vi vil gøde vores marker.
Stigningen i antallet af voksne borgere med alvorlig stress ignoreres, for vi skal arbejde endnu mere for at skaffe flere penge til statskassen. Onde tunger vil sige, at pengene går til krig og skattelettelser, mens unges trivsel og børneinstitutionernes ressourcer er for nedadgående. Samtidig med at statsministeren er børnenes statsminister.
Uærlig politisk retorik
Der er meget at diskutere her; noget er politisk, mens andet er fakta. Det er eksempelvis uomtvisteligt, at de globale temperaturer stiger, og at arter udryddes i et hidtil uset omfang.
Idéen om et bæredygtigt samfund – repræsenteret ved verdensmålene – kan langt hen ad vejen vise os, hvilke muligheder vi rent faktisk har, fordi de også viser alle de begrænsninger, der er.
Jesper Dalgaard Pøhler, Steen Hildebrandt
Det er en politisk samtale, hvordan det skal forstås, fortolkes, prioriteres og løses. Men disse samtaler om bæredygtighed finder ikke sted; i stedet er der en øget polarisering.
Vi savner, at politikerne tager denne diskussion på sig – både herhjemme og til COP28.
Det er helt i orden at overgå ambitionerne i regeringsgrundlaget i forhold til eksempelvis skattelettelser, når man har fundet ekstra penge. Men så skal det meldes klart og tydeligt ud, hvorfor pengene bliver brugt her og ikke andetsteds.
I stedet oplever vi en politisk retorik, hvor det konstant lyder, som om alle får de bedst mulige løsninger, og ingen må eller bør være utilfredse. Ingen af os skal ændre adfærd; intet skal ændres på uønskede måder. Det er uærligt.
Vi borgere har ret til det hele og pligt til intet, og idéen om den personlige frihed har taget overhånd. Vi kan ikke leve seks millioner mennesker sammen, uden at nogen må gå på kompromis, klippe en hæl og hugge en tå – og da slet ikke, når vi kigger ud over landets grænser.
Men hvem skal det være? Her kan verdensmålene give nogle retninger. Vi kan ikke skabe en bæredygtig verden, hvis ingen mennesker eller virksomheder skal ændre adfærd. Det lader sig ikke gøre.
En falsk frihed
Idéen om ubegrænset frihed til at gøre, som man vil, er med til at undergrave vores muligheder for at skabe et bæredygtigt samfund. Det er en frihed, som vi bliver nødt til at gøre op med, hvis vi skal nå verdensmålene og leve op til klimaloven.
I virkeligheden er det også en falsk frihed. For det første fordi vi mennesker ikke kan forholde os til et uendeligt antal muligheder. Det i adfærdsteorien velkendte "marmeladeeksperiment" viste, at vi er ti gange mere tilbøjelige til at købe marmelade, hvis vi kun har seks marmelader at vælge imellem frem for 24.
Marmelade er et ret simpelt og ufarligt valg. Det er intet under, at unge bliver stressede over 117 karriereveje, der skal tages stilling til allerede i folkeskolen, og at de voksne stresser over speltboller, karrierer, husprojekter og paddeltennis.
Vi kan ikke rumme at skulle forholde os til så meget på én gang hele tiden. Slet ikke, hvis det hele skal være perfekt.
For det andet er det en falsk frihed, fordi vi rent faktisk ikke har mulighed for at vælge frit. Ikke alle kan vælge en lederstilling, et hus på landet eller at sige, hvad de vil.
Alle valg er begrænset af økonomisk formåen, social klasse, køn eller andre ting, der gør, at vi reelt ikke har de muligheder, vi får at vide, at vi har.
FN’s 17 verdensmål giver os til gengæld en mulighed for at begrænse os selv og hinanden.
Fokus på begrænsninger
Idéen om et bæredygtigt samfund – repræsenteret ved verdensmålene – kan langt hen ad vejen vise os, hvilke muligheder vi rent faktisk har, fordi de også viser alle de begrænsninger, der er.
Verden er begrænset i tid og sted, og planeten har begrænsede ressourcer. Der er ganske enkelt råstoffer, vi ikke kan blive ved med at hive op af jorden.
I dag er næsten alt tilladt, hvis bare du har pengene – uanset om de er arvet, tjent eller vundet. Bør det være sådan? Kan det være sådan?
Jesper Dalgaard Pøhler, Steen Hildebrandt
Der er steder, hvor vi ikke kan bygge, fordi der også skal være plads til andre arter end os. Der er menneskelige behov, vi ikke kan indfri, fordi det vil gå for hårdt ud over den biologiske kapacitet eller udlede for mange drivhusgasser.
Verdensmålene viser et mulighedsrum for at lade os begrænse og blive bedre borgere. Borgere, der tager hensyn til os selv og bliver mindre stressede og deprimerede. Borgere, der tager hensyn til hinanden og højner trivsel, ligestilling og sundhed. Borgere, der tager hensyn til andre arter og fremmer biodiversitet og dyrevelfærd.
At begrænse os selv og hinanden kan umiddelbart blive opfattet som forringelser i livskvalitet og livsudfoldelsesmuligheder. Som reduceret velfærd. Men det er ikke rigtigt. Et samfund kan indrettes på mange andre måder end det kendte danske velfærdssamfund.
Her påstår vi, at verdensmålenes kan hjælpe os frem til et endnu bedre – og anderledes – samfund. Den vigtigste politiske diskussion lige nu bør derfor handle om dette grundlæggende spørgsmål: Hvilket samfund ønsker vi at arbejde hen imod?
Nye normer
Mange virksomhedsledere kommer til sveden over at skulle forholde sig til 17 bundlinjer, når det er svært nok med én. Og i husstanden kan det være svært at se ens ansvar for at stoppe sult og fattigdom og kæmpe for livet i havet, når man i forvejen kæmper for at få hverdagen til at glide med boliglån, Aula, serviceeftersyn og fødselsdage.
Det er her, vi skal hæve blikket op over hverdagen og næste årsregnskab. I stedet skal vi spørge os selv, hvorfor vi har indrettet et samfund, hvor det er acceptabelt at flyve langt væk på ferie flere gange om året, have én bil til hver voksen, have mere end ét hus med mange flere rum end beboere, spise kød, drikke vin og købe habengut på wish.com?
Vi overskrider de planetære grænser i forsøget på at mætte alle menneskelige behov på måder og i et tempo, som ingen kan holde til.
Selv om det også er et behov at nyde livet og gøre mere, end hvad der er strengt nødvendigt for vores basale overlevelse, bør vi kigge kritisk på det niveau, vi har nået og praktiserer.
I dag er næsten alt tilladt, hvis bare du har pengene – uanset om de er arvet, tjent eller vundet. Bør det være sådan? Kan det være sådan?
Verden kalder på kæmpestore forandringer. Systemiske forandringer. Det kræver fokus på bæredygtighed i både børn, unge og voksnes uddannelses- og arbejdsliv. Og det kræver handling.
Selv om vi hver især blot repræsenterer en lille brik i "systemet", kan vi alle præge det. Enhver forandring starter lokalt i det små. Det handler om det lokale i det globale, og der er ingen grund til at udskyde forandringen til i morgen. Der er til gengæld mindst 17 grunde til at starte i dag.