Psykologformand: Børn lærer ikke bedre, fordi de piskes til det

Af Eva Secher Mathiasen
Formand, Dansk Psykolog Forening 

Når jeg kigger på uddannelsessystemet, som det ser ud i dag, slår det mig, hvor enøjet systemet ser på børnene og de unges tilblivelse som mennesker. I hvert fald ud fra et udviklingspsykologisk perspektiv.

Hele vejen op gennem folkeskolens klasser har vi skabt et system, som lægger en del vægt på at veje, teste, analysere og evaluere vores børn. Deres faglige præstationer forstås.

Logikken beror tilsyneladende på en antagelse om, at det, vi måler, får vi mere af. Og det er såmænd heller ikke skudt helt ved siden af. Problemet er snarere, at vi mister noget andet i farten, som er vigtigere, lige nu, at få mere af.

Mulighed for og støtte til fordybelse er en afgørende forudsætning for, at mennesker kan tilegne sig ny viden, nye kompetencer og erhverve sig færdigheder til at sætte det hele i spil på en kreativ, kritisk og værdiskabende måde, der er gavnlig for os alle sammen.

Man kan gå så langt som til at sige, at det må være endemålet med uddannelsessystemet: at danne befolkningen. Til at være arbejdskraft såvel som samfundsborgere. Til at være bærere af værdier, holdninger og handlinger, der udvikler os som individer og som samfund. Og til at trives i den tilværelse vi får og skaber for os selv.

Er global konkurrence vigtigere end trivsel?
Et argument, der gentages, når testkulturen skal forsvares, er hensynet til den globale konkurrence om arbejdspladser: at vores materielle velstand og økonomiske levevilkår afhænger af vores evne til at løbe hurtigere og arbejde mere intelligent end andre befolkninger.

Det er isoleret set en sand pointe, om end det er en sandhed med modifikationer. For dels kommer det an på, hvilket samfund vi ønsker os, dels kommer det an på, om det er lige meget i regnestykket om vi har det godt, mens vi haster afsted.

Men sandheden i pointen udfordres også af, at mål og forudsætning i argumentet ikke følges ad i den skinbarlige virkelighed. Man lærer nemlig ikke bedre, når man er pisket til det.

Netop dér træder udviklingspsykologien ind og står og beskuer de lidt besynderlige hændelsesforløb fra sidelinjen. Den er i hvert fald ikke inviteret med som et ligeværdigt grundlag for de beslutninger, der træffes. 

Det er ærgerligt, for udviklingspsykologien fortæller os, at netop et barns trivsel i de første leveår, herunder også folkeskoleårene, skaber grundlag for den voksne, som det lille menneske en dag bliver til.

At barnet får rammerne til at tilegne sig personlige færdigheder, udvikle en stærk personlighedsstruktur, opnå en hensigtsmæssig frustrationstolerance, mønstre behovsudsættelse og kan reflektere over egne og andres virkelighed med videre. Alt det bliver skabt lige dér.

Og alt det bliver der ikke mere af, fordi vi måler på, hvornår barnet kan læse og hvor godt. Og alt det er langt vigtigere, end hvornår barnet kan læse og hvor godt. Ikke bare fordi barnet får et bedre liv ud af det, men også fordi vi andre får en stærkere samfundsborger ud af det. Og for så vidt formentlig også en bedre arbejdskraft.

Vi ser allerede nu et samfund, hvor flere og flere unge fortæller os, at de ikke trives, når vi spørger dem i nationale trivselsundersøgelser eller foretager andre kortlægninger af, hvordan børn og unge har det. 

Fællesskaber er udfordret i vores kultur
Vi er ikke født som dem, vi bliver til. Vores gener determinerer langt fra alt, hvad der folder sig ud i os som psykologiske individer. Derfor er det lige så langt fra ligegyldigt, hvilke rammer et barn har for at blive til et helt menneske.

Det er efterhånden snublende nært at antage – og indrømmet, en lidt polemisk antagelse – at vores børns selvværd, frustrationstolerance, behovsudsættelse og empatiske kapacitet tilsidesættes af hensynet til behovet for et overblik over, hvordan de klarer sig som gruppe. 

Lige så snublende nært er det tillige at antage, at også fællesskabet udfordres yderligere i en kultur, hvor individuelle præstationer, test og konkurrence fylder tale og handlinger. Selvom ingen formentlig er interesseret i netop dét resultat.

Det er en bekymrende udvikling, fordi vi også ved, at sociale fællesskaber spiller en afgørende faktor i menneskers trivsel og psykiske velbefindende.

Det er derfor glædeligt for mig, at jeg møder politikere hele vejen rundt - uanset partifarve, uanset om de sidder på Christiansborg, i kommuner eller regioner – der gerne vil handle for at stoppe den udvikling, hvor alt for mange af vores børn og unge ikke har det godt.

Det er vigtigt, fordi vi også skal være sammen om at anerkende, at det er svært at finde løsninger, der flytter udviklingen hen på ret spor. Et sted at lede efter de muligheder er dog i spørgsmålet om, hvorvidt den værdi testresultater giver os, står mål med de omkostninger det måske også har?