Ekspertudvalg skal rådgive regering og ministerier om genåbningen af Danmark
En gruppe af fire professorer og den tidligere faglig direktør for Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, skal rådgive om konsekvenser for sundhed, trivsel, samfundsøkonomi og erhvervslivet i genåbningsfasen.
Max Læbo Wulff
RedaktionsassistentRegeringen udpeget en ekspertgruppe, der skal rådgive regeringen og ministerier om blandt andet smittehåndtering og samfundsøkonomiske konsekvenser af coronakrisen i genåbningsfasen.
Det skriver Finansministeriet i en pressemeddelelse.
Det blev besluttet i april måned som en del af genåbningsaftalerne, at der skulle nedsættes en ekspertgruppe. Gruppen skal indsamle viden ”om udviklingen og bekæmpelsen” af coronapandemien.
Ekspertgruppens formand bliver Torben M. Andersen, der er professor ved Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet.
Derudover er Michael Svarer, professor ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet, Astrid Iversen, professor i virologi og immunitet på Oxford Universitet, Jens Lundgren, professor ved infektionsmedicinsk klinik på Rigshospitalet en del af gruppen sammen med Kåre Mølbak, der indtil december måned var faglig direktør for Statens Serum Institut.
Gruppen skal arbejde på, hvordan man kan udvikle en langsigtet genåbningsstrategi, hvilke indsatser, der skal sættes ind på i de kommende år og fremlægge forskellige scenarier for genåbningen.
I kommissoriet for ekspertgruppen lyder det, at der skal udvikles en strategi, så ”Danmark er velforberedt til at håndtere udfordringerne fra pandemien også på et halvt til et toårigt sigte. Samfundet skal kunne håndtere smittebølger på en holdbar og effektiv måde, så nationale nedlukninger undgås”.
Gruppen skal udarbejde anbefalinger med fokus på både sundhed, men også økonomien, erhvervslivet og befolkningens trivsel.
”Den nye ekspertgruppe skal give os viden om, hvordan vi kan lægge en samlet coronastrategi for de kommende år på tværs af de mange forskellige indsatser som test, vaccine og epidemiovervåning. På den måde kan vi sikre kontrol med smitten, tryghed og en stabil økonomi”, lyder det fra finansminister Nicolai Wammen (S) i pressemeddelelsen.
Ekspertgruppens arbejde fortsætter foreløbigt frem til august 2021.