Rokade i Venstre: Mads Fuglede bliver ny medieordfører
ORDFØRERROKADE: Mads Fuglede bliver ny medieordfører for Venstre. Det sker som led i større ordførerrokade. Se hele rokaden her.
Christina Houlind
JournalistMads Fuglede bliver ny medieordfører for Venstre.
Det oplyser Venstre i en pressemeddelelse.
Han overtager ordførerskabet fra Venstres Britt Bager, der i sidste uge blev politisk ordfører for Venstre i kølvandet på regeringsrokaden.
Det er stadig planen, at den afgående medieordfører, Britt Bager, skal stå for medieforhandlingerne. Dog med Fuglede som sin højre hånd.
Fugledes nye ordførerskab er en del af en større rokade i Venstres ordførerhold, der også giver nye poster til Bertel Haarder og det nye folketingsmedlem, Martin Geertsen, der har fået Søren Pinds plads i Folketinget.
Mads Fuglede har nu to ordførerskaber, da han stadig er uddannelses- og forskningsordfører. Posten som ligestillingsordfører overgår til partikollegaen Martin Geertsen.
Sådan fordeler de nye ordførerskaber sig:
- Mads Fuglede: Film- og medieordfører
- Bertel Haarder: Kulturordfører
- Martin Geertsen: Bolig-, ligestillings- og innovationsordfører
Blå bog: Mads Fuglede
Født 23. august 1971 i Nordjylland
Medlemsperiode
- Midlertidigt folketingsmedlem for Venstre i Københavns Omegns Storkreds fra 5. oktober 2017 (stedfortræder for Jakob Engel-Schmidt)
- Kandidat til Folketinget i Gladsaxekredsen i Københavns Omegns Storkreds siden 2014
Ordførerskaber
- Film- og medieordfører
- Uddannelses- og forskningsordfører
Uddannelse og erhverv
- Cand.mag. i filosofi og historie fra Aarhus Universitet
- Har tidligere undervist i international politik og USA's historie på Grundtvigs Højskole, Københavns Universitet og en række andre højskoler
- Har været benyttet som USA-ekspert på DR og TV 2, hvor han blandt andet var med til at dække præsidentvalget i 2008, 2012 og 2016 på TV 2