Rosa Lund: Dansk udlændingepolitik er som at pisse på mennesker og brokke sig over lugten

At asyl- og indvandringspolitik ikke står øverst på de fleste partiers dagsorden i dag – fra SF på den ene side af regeringen til Liberal Alliance på den anden – giver et falsk indtryk af fravær af problemer og bred enighed.

Sandheden er, at den politik, som flertallet står bag, har skabt enorme problemer for integrationen på det arbejdsmarked, der efterlyser arbejdskraft, og for muligheden for at hjælpe forfulgte mennesker i en nødsituation.

I skal hjem, ikke videre

Den tidligere VLAK-regering gennemførte i 2019 sammen med Dansk Folkeparti og med opbakning fra Socialdemokratiet det såkaldte paradigmeskifte. Med paradigmeskiftet blev alle målsætninger om integration erstattet med mantraet ’I skal tage tilbage, hvor I kommer fra hurtigst muligt’.

Vi fodres med påstande om, at vores land var blevet rendt over ende, hvis det ikke havde været for Inger Støjbergs berømte og lagkage-fejrede 114 udlændingestramninger

Rosa Lund (EL)
Integrations- og udlændingeordfører

I stedet for at motivere flygtninge til at integrere sig, skal udlændingepolitikken motivere flygtninge til at tage hjem.

Ordet ’integration’ var blevet et fyord, der blev udrenset fra officielt sprogbrug. Det særligt lave integrationsydelse måtte ikke længere hedde sådan, men blev af ideologiske årsager omdøbt til ’selvforsørgelses- og hjemrejseydelse’.

Som det ofte er med den slags ideologiske navneskift er også dette nye navn fuldt af løgn. Det bygger på en påstand, at flygtninge skal forsørge sig selv, indtil de hurtigst muligt kan rejse ”hjem”.

Men paradigmeskiftet gjorde det endnu sværere og mere meningsløst for flygtninge at integrere sig og blive selvforsørgende, og bidrog ikke til, at nævneværdigt flere rejste ”hjem”.

For ændringerne i den danske udlændingelov fjernede – sjovt nok – hverken diktatoren Assad i Syrien eller det brutale præstestyre i Iran.

Sænkede tærsklen for hjemsendelse af krigsflygtning

Allerede i 2015 indførte Thorning-regeringen en ny bestemmelse i udlændingeloven – paragraf 7, stk. 3. Paragraffen var beregnet til at give opholdstilladelse til krigsflygtninge, men blev indført, samtidig med, at man sænkede tærsklen for, hvornår en opholdstilladelse kunne inddrages.

Det har ramt mange hundrede somaliske og syriske flygtninge, der siden har måtte opleve, at der blev sat spørgsmålstegn ved deres ret til fortsat at bo i det land, hvor de havde fået beskyttelse.

Og mange af dem fik faktisk frataget opholdstilladelsen og besked om, at de skulle forlade job, uddannelse og bolig og forlade landet. For syrernes vedkommende er situationen den, at de ikke kan udsendes med tvang, så de færreste af dem rejser ”hjem”.

Mange af dem rejser derimod til Tyskland eller andre lande i Europa, hvor de søger asyl og samtidig udbreder budskabet om Danmark som et ugæstfrit og uansvarligt land, der ikke yder krigsofre beskyttelse.

En afspejling af et uattraktivt Danmark

I Danmark trives myten om, at vi omkring 2015 blev overrendt af flygtninge, men at vi nu har fået styr på ”tilstrømningen”. Antallet af nye asylansøgere i Danmark nåede i 2015 et højdepunkt med godt 21.000 mennesker.

Der hersker en fortælling om, at hvis det alene står til Enhedslisten, så vil vi åbne grænserne for alle. Sådan er det selvfølgelig ikke

Rosa Lund (EL)
Integrations- og udlændingeordfører

De seneste fem år har antallet svinget mellem 1500 og knap 5000. Men disse tal afspejler ikke på nogen måde den globale flygtningesituation, hvor antallet af tvangsmæssigt fordrevne mennesker i 2022 ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat passerede 100 millioner.

Tallene afspejler først og fremmest, at Danmark siden 2015 har anstrengt sig til det yderste for ansvarsfralæggelse og for at gøre vores land uattraktivt for forfulgte mennesker.

Fra Socialdemokratiet og hele vejen ud mod højre er der opbakning til denne tilgang. Vi fodres med påstande om, at vores land var blevet rendt over ende, hvis det ikke havde været for Inger Støjbergs berømte og lagkage-fejrede 114 udlændingestramninger, hvoraf de senere S-ledede regeringer stort set ikke har rullet nogen tilbage.

Påstanden om, at vi nær var blevet overrendt, bruges som legitimering af paradigmeskiftet og de utallige andre stramninger. Men debatten er skæv og den hænger ikke sammen.

At pisse på mennesker og brokke sig over lugten

Uanset at SVM-regeringen i sit regeringsgrundlag introducerer en ny ambassadør, der skal arbejde med ”uhensigtsmæssigheder” ved internationale konventioner og de alt for ”snævre rammer” for at sende folk ud af landet, så er Danmark fortsat bundet af både FN’s Flygtningekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Vi er altså stadig forpligtet til at beskytte de forfulgte, der kommer til os og søger asyl. Det kan hverken paradigmeskiftet eller yderligere stramninger lave om på.

Det, stramningerne gør, er at skabe umenneskelige forhold for dem, der kommer hertil, for at skubbe på, så flest muligt rejser ud igen hurtigt.

Det er ikke kun inhumant og skadeligt for flygtningene og deres børn, det er hamrende usolidarisk over for resten af Europa, og det fratager flygtningene deres incitament til at integrere sig her og blive gode skatteydere.

Samtidig med, at flygtninge bor i Danmark på usikre og kortvarige opholdstilladelser og ellers rådner op på udrejsecentre, skal vi høre på, at det da også er for dårligt, at flygtninge ikke gider integrere sig eller bidrage til samfundet.

Det er at pisse på mennesker og brokke sig over, at de lugter.

I 2022 var der 490.964 mennesker over 18 år uden dansk statsborgerskab. Det er mere end 10 procent af den voksne befolkning og afspejler en hård udlændingepolitik, hvor det er blevet stadig sværere at få en permanent opholdstilladelse eller et dansk statsborgerskab – og tallet vokser.

Blandt de 490.964 mange, der er født og opvokset i Danmark, og alt for mange, som må se i øjnene, at de med de strenge regler aldrig kan få et dansk pas.

Det er et kæmpe demokratisk problem, som skaber et samfund med andenrangsborgere uden de samme rettigheder som andre.

Ikke mere A- og B-hold

I den forgangne folketingssamling, hvor vi i folketingssalen endnu engang diskuterede, hvorvidt det er rimeligt at beskære minoritetsetniske danskeres rettigheder, blev jeg af DF’s Peter Kofod spurgt, om ikke jeg ville fortælle, ”hvor slap jeg vil gøre udlændingepolitikken, hvis jeg bestemte i Danmark”.

Der hersker nemlig en evindelig fortælling om, at hvis det alene står til Enhedslisten, så vil vi åbne grænserne for alle. Sådan er det selvfølgelig ikke, men vi kæmper for en retfærdig migrationspolitik, som ikke opdeler mennesker i A-hold og B-hold med vidt forskellige rettigheder og muligheder.

Hvis det alene stod til Enhedslisten ville vi som noget af det første blandt andet sørge for:

1. At sikre, at ingen flygtnings opholdstilladelse kan inddrages, før der er sket fundamentale, stabile og varige ændringer i det land, hun kommer fra.
2. At øge udviklingsbistanden og styrke sikkerhed, demokrati og fred i Det Globale Syd, så færre må flygte.
3. At tage flere kvoteflygtninge, så Danmark kan tage et større ansvar for at løse verdens flygtningeproblemer. Mens Mette Frederiksen har været statsminister, har regeringen år efter år meddelt, at den kun var klar til at tage 200 flygtninge per år – et latterligt lavt tal.
4. At lette adgangen til permanent opholdstilladelse væsentligt – blandt andet skal uddannelse tælle med ved optjening af ret til permanent ophold, så ingen presses ud af uddannelsessystemet og over i ufaglærte lavtlønsjob.
5. At ændre reglerne, så alle, der er født i Danmark eller er vokset op her i landet, får en meget lettere adgang til dansk statsborgerskab.

Så nej. Der er ikke ”enighed” om dansk udlændingepolitik. Enhedslisten er her stadig, og vi holder ikke op med at kritisere de uretfærdige og inhumane regler, der hver eneste dag skader vores land og alt for mange af de mennesker, der bor her.

Uanset hvor enige de andre partier så er om de regler, som Socialdemokratiet, Inger Støjberg og deres meningsfæller har skabt.