S finder vikar for Henrik Sass Larsen som statsrevisor
NAVNE: Flemming Møller Mortensen (S) vil på ubestemt tid fungere som statsrevisor, mens Henrik Sass Larsen er sygemeldt.
Sine Riis Lund
Journalist og redaktørSocialdemokratiets medlem af statsrevisorerne har siden 5. august heddet Flemming Møller Mortensen.
Her trådte han ind som stedfortræder for Henrik Sass Larsen, der i juni meddelte, at han sygemelder sig fra Folketinget og dermed heller ikke har kunnet passe jobbet som statsrevisor.
Flemming Møller Mortensen, der også er ny gruppeformand for Socialdemokratiet, fungerer som stedfortræder på ubestemt tid.
Den nye statsrevisor har været folketingsmedlem siden 2007, og han har blandt andet fungeret som sundhedsordfører tidligere.
Henrik Sass Larsen har fungeret som statsrevisor siden januar 2017, og det var oprindeligt Dan Jørgensen, der var hans stedfortræder. Dan Jørgensen er blevet ny klima-, energi- og forsyningsminister, og da jobbet som minister og statsrevisor er to uforenelige størrelser, har Socialdemokratiet i stedet udpeget Flemming Møller Mortensen til posten.
Stillingen som statsrevisor er normeret til en halvtidsstilling, og lønnen udgør cirka 300.000 kroner om året.
De seks statsrevisorer er:
Henrik Thorup (DF), formand
Klaus Frandsen (R), næstformand
Villum Christensen (LA)
Frank Aaen (EL)
Britt Bager (V)
Flemming Møller Mortensen (S), stedfortræder for Henrik Sass Larsen.
Blå bog: Flemming Møller Mortensen
Født 3. juli 1963 i Store Brøndum.
Uddannelse
Lederuddannelse, Novartis, 2005-2007
Salgsuddannelse, AstraZeneca, 2001-2004
Specialuddannelse til anæstesisygeplejerske, Nordjyllands Amt, 1994-1996
Sygeplejeskolen i Aalborg 1984-1988
Højere forberedelseseksamen, Aalborghus Statsgymnasium, 1980-1982
LiF-eksamen 2002
Civilforsvarets gruppeføreruddannelse, Næstved, 1983.
Beskæftigelse
Salgschef 2005-2007
Hospitalsspecialist 2001-2005
Afdelingssygeplejerske 1997-2000
Souschef 1996-1997
Anæstesisygeplejerske 1994-1996
Sygeplejerske i Grønland 1994
Sygeplejerske på Aalborg Sygehus 1992-1994 og 1988-1991
Sygeplejerske ved spedalskhedshospital i Indien, 1992.