S-næstformand i København bliver enhedschef for genbrug i kommunen
Jonas Bjørn Jensen har været medlem af borgerrepræsentationen i København siden 2009. Nu siger han dog endegyldigt farvel til politik og starter i stedet som enhedschef i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning.
Cecilie Fischer
RedaktionsassistentOnsdag satte Jonas Bjørn Jensen punktum for sin tid i Socialdemokratiet på Københavns Rådhus.
"Mit farvel til Københavns Rådhus er et farvel til mit liv som politiker, men ikke et farvel til København og min interesse for byens udvikling," skrev han på LinkedIn.
Nu har den tidligere politiker meldt ud, hvordan han fortsat vil engagere sig i hovedstadens byudvikling. Han starter nemlig som enhedschef i Genbrug og Adfærd i Københavns Teknik- og Miljøforvaltning. Her skal han lede en nyoprettet enhed med omkring 30 medarbejdere og understøtte, at kommunen når sine målsætninger i forhold til genbrug, klima og grøn omstilling.
Jonas Bjørn Jensen har siddet i borgerrepræsentationen i København de sidste 14 år, senest som næstformand i partiets gruppeledelse. Han har desuden en række bestyrelsesposter i hovedstaden, han sidder blandt andet som bestyrelsesnæstformand i Metroselskabet & Hovedstadens Letbane og er medlem af Nationalmuseets museumsråd.
Den tidligere socialdemokrat tiltræder sin nye stilling 1. februar.