S-profil: Det er ikke Københavns Rådhus, der er noget galt med. Det er dig, Emil Sloth
Det havde klædt Emil Sloth Andersen at reflektere over sit eget etiske kompas i forbindelse med sit partihop i stedet for at skyde skylden på alle andre, skriver Jonas Bjørn Jensen (S).
Jonas Bjørn Jensen
Enhedschef, Teknik- og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune, fhv. medlem af Borgerrepræsentationen (S), Københavns KommuneI sidste uge oplevede vi den måske mindst overraskende nyhed siden kommunalvalget på Københavns Rådhus: Radikale Venstres nyvalgte borgerrepræsentant, Emil Sloth Andersen, forlod sit parti til fordel for Alternativet. Ja, det mest overraskende ved det partiskifte er faktisk, at det først kommer nu.
På sin vej ud ad døren fra det radikale gruppeværelse får Emil Sloth Andersen smækket godt og grundigt med døren. I Altinget skriver han, at det er "en syg kultur" på rådhuset, der får ham til at vende de tusindvis af radikale vælgere, der sikrede ham et mandat i Borgerrepræsentationen, ryggen.
Det er alle vi andre på rådhuset, den er gal med, må man forstå.
Emil Sloth Andersen fortsætter sin forklaring med, at han ikke etisk kan forsvare, at han "med en pistol for panden blindt og i frygt" skal blåstemple byggeriet på Amager Fælled og kystsikringen med Lynetteholm.
Alligevel finder han intet etisk problematisk i, at han ikke var i nærheden af at få personlige stemmer nok til sit eget mandat, og at han derfor hovedsageligt sidder på et mandat af radikale listestemmer. Det vil sige københavnere, der har sat deres kryds ud for Radikale Venstre – ikke Emil Sloth Andersen eller Alternativet.
Det er dit kompas, den er gal med, Emil
Der er ikke noget galt i at være modstander af byggeriet på Amager Fælled, Lynetteholmen eller en østlig ringvej. Men Radikale Venstre har støttet alle tre ting i årevis.
Det havde været mere etisk forsvarligt at lade mandatet blive hos Radikale Venstre, der sikrede Emil Sloth Andersen en plads på rådhuset
Jonas Bjørn Jensen (S)
Medlem af Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune
Sidstnævnte blev nærmest foreslået af Klaus Bondam og Margrethe Vestager for mere end ti år siden – længe før Emil Sloth Andersen valgte at stille op for partiet.
Så hvis man skal snakke om at gøre noget blindt, så må det være, at Emil Sloth Andersen meldte sig under de radikale faner uden at have læst hverken partiprogram eller de aftaler, partiet er en del af. Og det er faktisk her, at den dårlige kultur kommer ind i billedet. En kultur, hvor det altid er alle andres skyld, når noget ikke går efter ens eget hoved.
Det stod lysende klart fra starten, at Emil Sloth Andersen ikke hørte hjemme hos Radikale Venstre. Forskellene på de ting, han sagde i valgkampen, og den politik, partiet førte både inden og efter valget, er simpelthen for store.
I den situation er det selvfølgelig fair nok at tage sit gode tøj og gå. Men det havde været mere etisk forsvarligt at lade mandatet blive hos Radikale Venstre, der sikrede Emil Sloth Andersen en plads på rådhuset. Og det havde klædt ham ikke at skyde skylden for sit partihop på kulturen på Københavns Rådhus, når det åbenlyst er Emils eget kompas, der har været kalibreret dårligt fra starten.