Samuelsen: Vi bliver aldrig stuerene

TALE: Liberal Alliance er i kamp mod den socialdemokratiske ide om et velfærdssamfund. Og partiet vil derfor blive dæmoniseret af den store stats fortalere, advarede partiformand Anders Samuelsen (LA) i sin landsmødetale.
Foto: Scanpix / Nils Meilvang
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Liberal Alliance skal sikre, at der bliver ført rigtig liberal politik, men det er ikke det samme som, at vi vil lade de svage ligge i rendestenen og dø.

Sådan lød et par af de centrale budskaber fra Liberal Alliances partiformand, Anders Samuelsen, til partiets landsmøde lørdag den 5. april i Tivoli Congress Center i København.

Foran de 630 deltagere tordnede en veloplagt Anders Samuelsen mod den socialdemokratiske velfærdsstat.

"For vi er ude i en kamp. En kamp på ideer. Den liberale idé overfor den socialdemokratiske idé. Det Venlige Samfund overfor Den Store Stat," slog Anders Samuelsen fast til landsmødet, der blev indledt med at hylde de 33 nyvalgte regions- og byrådsmedlemmerne på landsmødesalens podie. 

Liberale ideer, tanker og idealer er ikke velanskrevne - i visse kredse nærmest ikke stuerene. Men hvis det ikke er stuerent at være liberal, så vil jeg blot sige: Vi bliver aldrig stuerene.

Anders Samuelsen
Formand, Liberal Alliance

Men kampen for en mindre stat vil ikke gå stille af, forudså Anders Samuelsen i sin tale.

"...den socialdemokratiske kolos ejer den offentlige mening, og man skal kæmpe for at få plads til en anden fortælling. Det oplever I i hverdagen. Det oplever vi inde på Christiansborg. Liberale ideer, tanker og idealer er ikke velanskrevne - i visse kredse nærmest ikke stuerene. Men hvis det ikke er stuerent at være liberal, så vil jeg blot sige: Vi bliver aldrig stuerene," sagde Anders Samuelsen og høstede et stor bifald.

Og i sin tale huskede han medlemmerne og særskilt de nyvalgte lokalpolitikere på, hvad der er liberal politik: Færre regler, lavere skat og generelt mindre statslig indgriben i borgernes liv.

Han slog i sin tale fast, at partiet ikke vil skabe et samfund, "hvor de svage skal ligge i rendestenen og dø".

Samuelsen: Vi skal være uundværlige
Faktisk er Liberal Alliance mere social end de partier, der netop kritiserer Liberal Alliance, forklarede han.

"Jeg vil gerne forsøge at blive bedre til at få folk til at forstå, at vores økonomiske politik er langt mere social end politikken hos dem, der kalder sig noget med social - og at den er langt mere social end politikken hos alle de andre partier, der fører nøjagtig den samme politik som dem, der kalder sig noget med social."

I talen varmede Anders Samuelsen også op til den kommende valgkamp. Her slog han fast, at Liberal Alliance skal have en størrelse, så ingen kan regere uden Liberal Alliances mandater. Så skal de nemlig levere på partiets fire mærkesager: Lavere skat, mere vækst, mere frihed og mindre bureaukrati for alle.

Anders Samuelsen gik ikke i detaljer om partiets eventuelle ultimative krav til en mulig borgerlig statsminister. Men der skal leveres på partiets fire mærkesager.

"Hvis ikke dét kommer på dagsordenen, så kan det faktisk være lige meget, hvad statsministeren hedder," fastslog Anders Samulensen, der fik et stående bifald efter sin tale. 

Dokumentation

DET TALTE ORD GÆLDER: 

Kære alle sammen.

Velkommen alle sammen.

Velkommen til den amerikanske ambassadør, velkommen til vores gæstetaler Lars Tvede - jeg glæder mig meget til dit foredrag.
Velkommen til dig Lars Seier. Til dig Søren Kenner. Til Mateuz. Som de foregående år har I hjulpet LA videre. Fantastisk at være omgivet af folk som jer - år efter år!
Speciel stor tak til Sekretariatet!

Da vi for lidt siden kom skridende op ad gulvet her, hele 42 mand - og kvinde - høj, så er det ikke, fordi vi er blevet 42 i Liberal Alliances folketingsgruppe.

Endnu...

Men det er det håndgribelige bevis på, hvor vi er på vej hen. Nemlig til at blive flere og flere.

Det er dejligt at se ud over salen her i dag. Aldrig før har vi været så mange til et landsmøde.
Tak, fordi I er kommet. Og TAK for den indsats, I yder.

Vi havde et rigtig godt kommunalvalg. Ingen andre partier kunne mønstre en fremgang på HELE 800 PROCENT!
I samtlige 5 regioner og i 28 kommuner blev vi repræsenteret. Disse 33 engagerede LA'ere, som netop fulgte med her op ad gulvet, dem stemte I og befolkningen ind - til at tale vores sag, overalt i landet.

Vores sag, befolkningens sag.

Disse 33 mennesker har lagt et utroligt stykke arbejde i at blive valgt, og de har haft gode folk omkring sig, der hjalp og bakkede dem fuldt op, og alle fortjener de en stor hånd.
TIL LYKKE. OG TAK!

Det fortjener dog også de af jer, som stillede op, og som det ikke i DENNE omgang lykkedes for at blive valgt. Jeg opfordrer jer til, at I ikke giver op, men fortsætter kampen. Vi har brug for jer. Jeres kommuner har brug for jer.

Det VAR et flot kommunalvalg. Men det slutter ikke ved valget. Det begynder dér. Det er nu, vi skal vise, at man godt kan føre liberal politik i en dansk kommune. Til jer nye byrådsmedlemmer landet over: Det er vigtigt, at I bliver ligeså gode repræsentanter for den linje, som vi i folketingsgruppen kæmper så meget for inde på Christiansborg: DEN RENE LIBERALE POLITIK! Så vi ALLE om fire år kan komme tilbage til vælgerne og sige: Vi holdt, hvad vi lovede. Vi holdt den linje, vi gik til valg på.

Dét har man ikke kunnet sige om andre partier...
Men det SKAL man kunne sige om os.

I LA UDFØRER vi det, som vi siger, at vi mener.
Vi GØR, hvad vi SIGER, at vi vil gøre.

Dét kan man ikke sige om andre partier...

I 33 nyvalgte kommunal- og regionalpolitikere! Husk, at uanset om borgmesteren lokker eller truer, så står vi i LA fast på det grundlag, vi er valgt på.
I kan stole på os i Folketingsgruppen. Og vi skal kunne stole på jer ude i kommunerne og regionerne.

Stemmer man på os, så skal man vide, hvad man får. LA kommer aldrig til bare at blive medløbere. Vi er fakkelbærere.

Og der er brug fakkelbærere. Der er brug for dem, der tør gå forrest. Der er brug for dem, der tager kampen op og aldrig giver op.
Vi er gjort af det stof.

For vi ER ude i en kamp. En kamp på ideer.

Den liberale idé overfor den socialdemokratiske idé. Det Venlige Samfund overfor Den Store Stat.

Vores idé, den liberale idé - er båret af friheden, den er næret af virkelyst, og den peger fremad mod et samfund,
- Hvor den enkelte får ansvaret for sit eget liv tilbage
- Hvor staten fylder meget mindre
- Hvor love og regler forenkles
- Hvor kontrol erstattes af tillid
- Hvor enhver bliver bedømt som den, han er, og ikke ud fra hvilken gruppe, han tilhører.

Et samfund, som er menneskeligt og rummeligt. Dét er det liberale samfund. Og det er det, vi vil. Det er det, vi drømmer om. Det er det samfund, som vi gennem vores politiske arbejde i Folketinget, i regionerne, i kommunerne og ude blandt folk i foreninger, klubber og virksomheder hver dag skal forsøge at bringe os et skridt tættere på.

Men der er modstand mod liberale ideer i Danmark. For på den modsatte side af vores idealer står en socialdemokratisk stat, som gennem et halvt århundrede er vokset sig til en kolos og har filtret sine grene ind i samtlige aspekter af vores daglige liv, begyndt som beskyttende, men endt som begrænsende, stærkt begrænsende, og den har ikke i sinde at give selvbestemmelsen tilbage til borgerne frivilligt.

Det er derfor, der tales grimt om OS, vi stemples som de dårlige, begærlige mennesker, vores politik nedgøres, og vores visioner forvrænges.

JA, vi udstiller det hykleriske og bedrageriske i den socialdemokratiske velfærdsstat. Men det, som de siger, at vi siger, eller tror, at de hører os sige, det er IKKE vores budskab!

Det liberale samfund er IKKE ét,

- hvor de svage skal ligge i rendestenen og dø.
Det er et samfund, der faktisk vil give værdigheden tilbage til mennesker! Der har respekt for det enkelte menneske.

Men den socialdemokratiske kolos ejer den offentlige mening, og man skal kæmpe for at få plads til en anden fortælling. Det oplever I i hverdagen. Det oplever vi inde på Christiansborg. Liberale ideer, tanker og idealer er ikke velanskrevne - i visse kredse nærmest ikke stuerene. Men hvis det ikke er stuerent at være liberal, så vil jeg blot sige: Vi bliver ALDRIG stuerene!

Jeg vil gerne gøre op med, at visse folk tillægger os et menneskesyn, der er meget langt fra det, som vi har.

Det må være slut med, at folk fordømmer os for at ville lade arbejdsløse og svagtstillede sejle deres egen sø og bare skulle "oppe sig".

Men vi må også gribe i egen barm og til en vis grad forsøge at forbedre, så folk ikke HØRER noget andet, end det, vi REELT siger. Det vil jeg gerne opfordre til, helt generelt!

Jeg vil gerne forsøge at blive bedre til at få folk til at forstå, at vores økonomiske politik er langt MERE social end politikken hos dem, der kalder sig noget med social - og at den er langt MERE social end politikken hos alle de andre partier, der fører nøjagtig den samme politik som dem, der kalder sig noget med social.

Ville Thyra Frank være hos os, hvis vi ikke vil tage vare om de svageste?
Ville Mette Bock være hos os, hvis vi talte til den laveste fællesnævner?
Ville Merete Riisager være hos os, hvis vi lod hånt om de værdier, der får samfundet til at hænge sammen?

Den største socialpolitiske katastrofe ER altså skabt af den socialdemokratiske stat:

800.000 mennesker i Danmark er ikke i arbejde.

800.000 mennesker i den arbejdsduelige alder er reduceret til klienter.

Det er i sandhed en katastrofe - Økonomisk, ja. Men ISÆR menneskeligt!

Det bliver tydeligere og tydeligere, at denne kolos af en socialdemokratisk velfærdsstat ikke kan opretholde sig selv meget længere.
Finansieringer skranter, skatter og afgifter er blevet så høje, at provenuet falder, hvis man strammer skruen yderligere.

Absurditeter:

 - Topskat
 - Registreringsafgift
 - Selskabskat
 - Skat før du har råd til dit eget liv.

Den såkaldte Velfærdsstat ER kommet ud over sidste salgsdato.
Det går ikke længere.

Systemet er under nedbrud, og under det stigende pres begynder velfærdsstaten at vise sit sande ansigt. Og det er ikke kønt...

Man sparer man på kerneydelserne. Det kan Thyra snakke med om.

I stedet for at skære ned på konsulenterne, administratorerne, projektmagerne, forvalterne, så sparer man på plejehjemmene, så de gamle ikke kan komme på toilettet, men må gå med ble.

I stedet for at forenkle lovene og reglerne og give ansvaret tilbage til de mennesker, der skal udføre arbejdet, så laver man hele tiden nye paragraffer og sparer på hjælpen til de handicappede, så de ikke kan komme ud i den friske luft og få nogle oplevelser. Har de selv sparet penge op, så de kan betale deres hjælpere for at komme med på f.eks. den traditionsrige Musikfestival i Sølund - ja, så får de et forbud stukket i næsen.
Det er umenneskeligt. Det vil vi ændre. Vi er klar til at tage et opgør med systemtænkningen!

I stedet for at lade skolerne og forældrene om at lede skolerne og tilrettelægge undervisningen, sparer man specialundervisning væk og kalder det Inklusion, mens børnene bliver undervist af folk, der ikke er uddannede lærere.

Det er dødsdans om skatteborgernes pengekiste.
Det er den stat, som vi i Liberal Alliance vil gøre op med.

Det er derfor, vi siger mindre stat, mere menneske!

En mindre stat vil give os et mere menneskeligt samfund. Et samfund, bygget på empati og respekt - et samfund, hvor man ikke klientgøres, men opfordres og udfordres til at yde en indsats. Et samfund, der ja, belønner de flittige og stræbsomme, men som også tager hånd om de svageste. Dem, der ER svage. Ikke dem, som staten GØR svage!

Jeg vil ikke beskyldes for at svigte de svageste, når jeg siger, at vi skal skære det offentlige forbrug ned med 1,5% om året de næste syv år. For med vores politik vil der komme flere timer til kernevelfærden: Mere tid til at passe de syge, de ældre, børnene og dem med behov for en kærlig hånd.

Vi siger: Mere tid til omsorg, mindre tid til bureaukrati.

Jeg vil ikke beskyldes for at svigte de svageste, når jeg siger at vi skal fjerne topskatten, halvere selskabsskatten og lette skatten for ALLE i arbejde med 20.000 kroner om året, fordi vi i LA mener, at man ikke skal betale skat, før man kan forsørge sig selv. Med vores politik vil lavere skat give flere i arbejde og give flere, der kan forsørge sig selv.

Jeg vil ikke beskyldes for at svigte de svageste, fordi vores politik gør de rige rigere og giver flere mod på at investere og bruge deres formue i Danmark.

Vores politik kan gøre uligheden større. Ja. Men det nytter ikke, kun at se det som noget galt. For det trykker ikke nogen yderligere NEDAD! At der er en Messi på holdet, gør da ikke holdet som helhed svagere, gør det? Nej, tværtimod. Med vores politik vil mange af de 800.000, der i dag ikke er en del af fællesskabet, få et arbejde, blive selvforsørgende og vinde deres selvrespekt tilbage, deres værdighed, deres frihed.

Dét er det gode samfund.

Stigende ulighed vil være et sundhedstegn. For vi hæver jo også bundlinjen! Kommer der vækst, kommer folk i arbejde, investeres der i handel og produktion, ja, så bliver samfundet dynamisk og udvikler sig - så vi ALLE sammen bliver rigere!

Forleden var jeg i en TV-debat med fagforeningbossen Dennis Kristensen, som faktisk gav mig ret i, at det IKKE ville skade det danske samfund, at den sociale ulighed blev større, hvis en mand som Bill Gates valgte at flytte til Danmark - og flytte sin virksomhed med sig. Med et trylleslag ville den sociale ulighed jo forværres! MEN med samme trylleslag ville der blive tusinder og atter tusinder nye arbejdspladser. Til folk, der nu er uden arbejde. Samlet ville det være en kæmpe gevinst for Danmark. Det måtte Dennis Kristensen faktisk give mig ret i.

Bill Gates flytter ikke til Danmark. Ikke med det styre, vi har nu. Men VORES politik går ud på at byde initiativrige, arbejdsomme, kreative virksomheder og mennesker VELKOMNE!

Vi skal give dem gunstige vilkår, så de vil plante noget hos os, investere deres penge hos os, bygge deres virksomheder op. Skabe arbejdspladser.

Det vil den socialdemokratiske kolos ikke. Derfor mister Danmark arbejdspladser, vi taber velstand, bureaukratiet vinder - og vi betaler ALLE prisen. De stærke af os klarer sig - på trods, men de svageste, DE betaler i sandhed prisen! De bliver sat udenfor. Børn med problemer får ikke den hjælp, de burde have. De ældre bliver ikke passet ordentligt og med respekt. Lærere, pædagoger, hjemmehjælpere får frataget deres arbejdsglæde i regeltyranni og mistillidserklæringer.

Det kan vi ikke være bekendt. Det kan den socialdemokratiske velfærdsstat og dens tilhængere ikke være bekendt.

Det er derfor jeg kalder til ideologisk kamp. De liberale værdier SKAL vinde frem. Vores politik er skabt for FOLKS, ikke for STATENS skyld.
SÅ STØT OS!!!!
--------------

Vores mandater skal bruges til at gennemføre de liberale mærkesager:

Lavere skat - for alle!
Mere vækst - for alle!
Mere frihed - for alle!
Mindre bureaukrati - for alle!

Hvis ikke dét kommer på dagsordenen, så kan det faktisk være lige meget, hvad statsministeren hedder.

Derfor er vores kamp frem mod næste folketingsvalg er så umådelig vigtig. Liberal Alliance skal være stærkere. Vi skal have flere med ombord. Vi skal nå længere ud med vores budskaber.

For vi vil have indflydelse. Vi vil ikke stå på sidelinjen og se til, mens den socialdemokratiske kolos kører os alle sammen over og kører Danmark videre i sænk.

Og vi kan få større opbakning. Der er mange venstrevælgere og konservative-og faktisk også socialdemokrater og radikale og DF'ere, som vil det samme som os, og som er på vej over til os. Vi skal byde dem velkomne! VELKOMMEN! 

Når Venstre går til valg på intet at forandre, at den offentlige sektor ikke må blive mindre, og at topskatten er fin som den er (hov, sagde jeg det?), at det er OK at lægge stemmer til nye energiafgifter og stemmer til en skandaløs offentlighedslov, ja SÅ er det tid til at handle for alle, som vil noget andet! Kom over til os! Præcis som vi alle her i salen har handlet, da vi forlod dét parti, vi før stemte på. Velkommen!

Vi skal være så mange, at ingen, der vil regere dette land, fremover kan komme udenom Liberal Alliance.

Sammen med resten af LA er vi klar til at vinde næste folketingsvalg! For vi taber ikke valg i LA. Vi vinder. Vi går frem.

Lad os huske, hvad vi er her for.
Lad os tage vare på os selv, så vi kan tage vare på hinanden.

Lad os give os selv og hinanden et anstændigt liv, så vi kan være noget for hinanden. Alle sammen.

Ha´ et godt landsmøde! Og en GOD fest efterfølgende. Der er MEGET at feste for!
Tak for ordet!


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024