Se listen: Regeringens spinfolk får bonus
NY OPGØRELSE: Fem af regeringens særlige rådgivere har i 2017 fået et engangsvederlag. Se den nyeste oversigt over spindoktorernes løn her.
Emma Qvirin Holst
JournalistDer er blevet udbetalt fem bonusser til regeringens særlige rådgivere i 2017.
Det viser en ny opgørelse af deres lønninger fra Moderniseringsstyrelsen.
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) tro væbner Mark Thorsen har fået det største engangsvederlag på 60.000 kroner, mens den særlige rådgiver i Statsministeriet, Jacob Bruun Christensen, får den mindste sum på 25.000 kroner.
Andreas Thyrring, der er særlig rådgiver for energi-, forsyning- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V), har fået en bonus på 50.000 kroner, hvilket er ”begrundet i resultater, særlig indsats og merarbejde i 2016,” oplyser ministeriet i en mail til Altinget.
Derudover har to andre fået en bonus:
- Marie Hjortdal, særlig rådgiver for miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V): 50.000 kroner.
- Kim Bové, særlig rådgiver for beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V): 32.000 kroner.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Statsministeriet, Beskæftigelsesministeriet eller Miljø- og Fødevareministeriet. Udlændinge- og Integrationsministeriet vil heller ikke kommentere på begrundelsen for udbetalingen af engangsvederlaget, men ministeriet oplyser, at det er blevet udbetalt i januar 2017.
Se alle rådgiverne på regeringens spinhold og deres lønninger samt pension her.