Seks vil være departementschef i Børne- og Undervisningsministeriet

Der er seks ansøgere til at overtage nøglestillingen som departementschef i Børne- og Undervisningsministeriet. Det er tredje gang på få år, ministeriet skal have ny topchef.

Kent Harnisch holdt tale, da Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i december overdrog Børne- og Undervisningsministeriet til Mattias Tesfaye (S). Umiddelbart efter flyttede han selv til det nyoprettede Økonomiministerium, så nu leder Tesfaye efter en ny øverste chef.
Kent Harnisch holdt tale, da Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i december overdrog Børne- og Undervisningsministeriet til Mattias Tesfaye (S). Umiddelbart efter flyttede han selv til det nyoprettede Økonomiministerium, så nu leder Tesfaye efter en ny øverste chef.Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Signe Løntoft

For tredje gang på få år skal de ansatte i Børne- og Undervisningsministeriets departement have ny topchef.

Ministeriet har nu fundet ansøgerfeltet til at overtage posten som ministerens nærmeste faglige rådgiver. Seks personer har ansøgt, oplyser ministeriet i et svar til Altinget.

Det er dermed et lille ansøgerfelt til at finde en afløser for Kent Harnisch, der efter regeringsdannelsen flyttede til det nyoprettede Økonomiministerium med øjeblikkelig virkning. Siden har afdelingschef Kasper Warrer været konstitueret i stillingen.

Ministeriet oplyser derudover, at lige mange mænd og kvinder har søgt stillingen.

Den rette kandidat skal kunne sikkerhedsgodkendes og vil blive ansat som tjenestemand. Den årlige løn udgør ifølge stillingsopslaget fra januar cirka 1,38 millioner kroner årligt med mulighed for forhandling af et personligt tillæg.

I Børne- og Undervisningsministeriet var der stor udskiftning i staben under Pernille Rosenkrantz-Theils ministertid, hvor også to departementschefer nåede at fratræde:

I slutningen af 2019 stoppede Søren Hartmann Hede for at blive administrerende direktør i Københavns Kommune. Han blev afløst af Birgitte Hansen, som i 2021 fratrådte for at blive ny rigsrevisor. For præcis et år siden blev Kent Harnisch – som kom fra Finansministeriet – ny førstemand i Frederiksholms Kanal.  

Hvornår det bliver afgjort, hvem der skal bære ansvaret som den nye departementschef, kan Børne- og Undervisningsministeriet endnu ikke oplyse.

Børne- og Undervisningsministeriet er udset til at spille en nøglerolle i regeringsgrundlaget, da regeringen blandt andet vil styrke erhvervsuddannelserne og gøre folkeskolen mere praksisnær.

Altinget logoUddannelse
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget uddannelse kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
Seneste fra Uddannelse

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024