SF’s comeback er imponerende, men er lektien fra 2014-mareridtet lært?

Den daværende formand Villy Søvndal havde med sin markante værdipolitik og sit "skrid ad helvede til" henvendt til islamisterne i Hitz-ut-Tahrir ført SF til ny storhed. Partiet havde igen fået et link ind til arbejdervælgerne og i en enkelt måling scorede SF hele 20 procent af stemmerne. Med sin kombination af skarphed og humor blev Søvndal landets suverænt mest populære partileder.

Socialdemokraternes stærke mand, Henrik Sass Larsen, skrottede snart Radikale som primær samarbejdspartner til fordel for SF, og op til valget i 2011 kørte Socialdemokratiet og SF et helt tæt parløb.

Alt gik SF’s vej. Men allerede før valget begyndte noget at gå galt.

SF forvekslede mål og midler, så regeringsdeltagelse blev et mål i sig selv.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Forvekslede mål og midler
Samarbejdet med socialdemokraterne tog overhånd i en sådan grad, at Søvndal ikke kunne redegøre for forskellen på S og SF under selve valgkampen. Søvndal og den øvrige SF-ledelse forvekslede mål og midler, så det at få SF i regering blev målet i sig selv.

Det førte til nedturen i det sorte tårn, hvor SF accepterede et regeringsgrundlag med "en videreførelse af VK-regeringens økonomiske politik i bred forstand". Et grundlag, der burde have fået SF’erne til at løbe skrigende bort.

Frem til High Noon i DGI Byen gik det fra slemt til værre for SF.

Den inkompetente og uprøvede Annette Vilhelmsen blev valgt som ny SF-formand af et oprørsk bagland, der ville have en klar SF-profil. Vilhelmsen blev valgt på at "udfordre regeringsgrundlaget", men den ambition holdt kun et par dage, inden hun blev banket på plads af Helle Thorning-Schmidt (S), Margrethe Vestager (R) og Bjarne Corydon (S).

Vilhelmsen legede også med planen om at finde den rette sag til at trække SF ud af regeringen, og Søvndals tidligere rådgiver Claus Perregaard og kollegaen Henrik Larsen blev ansat til at føre den ambition ud i livet.

Men også her var Vilhelmsens oprørstrang af kort varighed.

Kamel på kamel
Da Dong-sagen eksploderede i december 2013, var målet fuldt. I forvejen var SF martret af dagpengeforringelser, en skattereform med de borgerlige og indgreb i lærerkonflikten.

Så da Karsten Hønge (SF) kom ind som "vikaren fra Helvede" og udtalte, at "SF efterhånden har slugt så mange kameler, at vi er blevet helt tørre i halsen", ramte han et meget bredt segment. Det samme gjorde han, da han førte an i Dong-oprøret.

Dagen efter det natlige opgør i DGI Byen trak en afmægtig Annette Vilhelmsen SF ud af regeringen og gik af som formand.

Forlod den synkende skude
Efter flere tidligere ministre som Ida Auken, Astrid Krag og Ole Sohn havde forladt partiet, stod Pia Olsen Dyhr som favorit til at tage over. Hun havde allerede lagt billet ind på formandsposten ni år tidligere, men tabte dengang til Villy Søvndal.

I vinteren 2014 var det ikke helt oplagt, at Pia Olsen Dyhr skulle være den næste SF-formand. Hun havde energisk kæmpet for, at SF skulle blive i det regeringsprojekt, der var ved at tage livet af partiet. Så var hun virkelig den rette til at stå i spidsen for SF’s genopstandelse, blev der spurgt i dele af partiet.

Da det kom til stykket, var der ingen modkandidater, og Pia Olsen Dyhr kunne begynde den lange march for at hele partiets modsætninger og igen gøre SF troværdig over for partiets skuffede vælgere.

Men i første omgang truede nye tilbageslag.

Få måneder efter formandsvalget blev der afholdt valg til Europa-Parlamentet. Og med under fem procent i meningsmålingerne var en generobring af SF-mandatet alt andet end givet.

Men da europaparlamentsmedlem Margrete Auken (SF) førte en stærk valgkamp, og Enhedslisten ikke stod på stemmesedlen – og i stedet opfordrede til at støtte Folkebevægelsen mod EU – fik SF alligevel mandatet i hus.

"En præmatur tilgivelse af SF’s regeringsdeltagelse," lød det skumlende fra Enhedslisten.

Gamle stridigheder begravet
SF fik dog læsterlige klø ved folketingsvalget i 2015, hvor det kun blev til 4,2 procent, men så var regningen for den fejlslagne regeringsdeltagelse også betalt. Folketingsgruppen var skrumpet til kun syv mandater, men den var funktionsdygtig.

Pia Olsen Dyhr var en god frontfigur, og hun fik efterhånden etableret en effektiv daglig ledelse med den nyvalgte Jacob Mark som gruppeformand og hendes modpol fra Dong-striden, Karsten Hønge, der blev politisk ordfører.

De gamle stridigheder blev lagt til side. Med i gruppen var også den gamle formand Holger K. Nielsen, der oprindelig ikke havde været særlig begejstret for Pia Olsen Dyhr, men som alligevel blev en solid støtte. Holger K. var frem for alt partiets mand.

Efter Helle Thorning-Schmidts afgang som S-formand fandt Pia Olsen Dyhr igen en høj grad af fodslag med socialdemokraterne under den nye S-formand Mette Frederiksen, som havde en politisk linje, der var anderledes populær i SF. 

Til manges overraskelse fastholdt – og udbyggede – Pia Olsen Dyhr samtidig Villy Søvndals kontante værdipolitiske linje med skarp kritik af islamisme og reaktionære patriarkalske normer i indvandrerkredse. Hun støttede aktivt dissidenter inden for indvandrermiljøet som Halime Oguz og Ahmad Mahmoud.

Pia Olsen Dyhr fastholdt og udbyggede Søvndals kontante værdipolitiske linje.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Lang vej hjem
Alligevel var der lang vej tilbage for SF. Under SF’s nedtur var Enhedslisten blevet styrket, og partiet var efter valget i 2015 markant større end SF. Noget, der gjorde meget ondt på SF’ernes selvforståelse.

Oven i hatten havde SF fået en ny konkurrent på det grønne område i form af Alternativet, der frem til slutningen af 2017 buldrede derudad.

SF var blevet slagtet ved kommunalvalget tilbage i 2013, men der var håb om, at partiet ville høste fremgang i 2017. Partiet scorede da også lidt flere pladser rundt om i kommunerne, og det blev solgt som en stor sejr. Men de ekstra sæder var et resultat af valgmatematik og valgforbund, for på landsplan var SF’s fremgang på sølle 0,1 procent.

Først fem år efter nedsmeltningen var SF tilbage på noget, der mindede om normal styrke.

Ved EP-valget i maj 2019 scorede SF til partiledelsens store overraskelse to mandater; en situation der bragte den politiske ordfører Karsten Hønge ud på tynd is.

SF havde besluttet proforma at sætte Hønges navn på EP-kandidatlisten for at sikre det ene mandat, men det havde aldrig havde været meningen at sende ham til Bruxelles på det tidspunkt. Da Hønge sagde nej til EP-mandatet, blev han kølhalet i offentligheden, men Jacob Mark har siden erkendt, at han havde presset på for, at Hønge skulle blive i Folketinget.

Gyldne år for SF
Ved det efterfølgende folketingsvalg fik SF fordoblet mandattallet, og selvom Pia Olsen Dyhr var skuffet over, at Mette Frederiksen insisterede på en socialdemokratisk et-parti regering, blev de næste tre år politisk givtige for SF.

Her blev der for alvor rykket på klimadagsordenen, SF fik sine minimumsnormeringer i daginstitutionerne igennem, og selvom Arne-pensionen og Blackstone-indgrebet havde socialdemokratiske labels på sig, var det klassisk venstrefløjspolitik. 

Pia Olsen Dyhr og den øvrige SF-ledelse valgte klogt at rejse politiske krav, som Mette Frederiksen havde en chance for at opfylde. Dermed blev SF's optræden som parlamentarisk grundlag en succesfortælling i modsætning til Radikales mere konfrontatoriske og stadig mere frustrerede optræden i samarbejdet.

SF fik under Mette Frederiksens første regering langt større indflydelse, end partiet på noget tidspunkt havde haft i regering. Dermed blev det endnu en understregning af, at det ikke per definition øger et partis politiske magt at have ministerposter. Det kommer helt an på styrkeforholdet og regeringsgrundlaget.

SF fik som støtteparti langt større indflydelse end, partiet på noget tidspunkt havde haft i regering.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

En farlig vej
Mette Frederiksens overraskende ambition om et midterprojekt satte SF i en vanskelig situation, og for første gang siden 2014 kom der efter valget i 2022 en murrende uro i folketingsgruppen.

Det skabte ikke i sig selv uenighed, at Pia Olsen Dyhr indskibede sig i forhandlingerne om en midterregering - det gjorde selv partier som LA og Nye Borgerlige, på trods af alle vidste, at de ikke kom med i en ny regering. Der var en klar taktisk idé i at blive i forhandlingerne og få airtime på Marienborg.

Men SF-formanden realitetsforhandlede for åbent at undersøge mulighederne for en regering over midten med SF’s deltagelse. Ikke med Løkke (M) ganske vist, ham havde SF’erne absolut ingen tillid til, men med Venstre-folk som Jakob Ellemann-Jensen og Troels Lund Poulsen, som Pia Olsen Dyhr havde langt større tiltro til. Vurderingen var, at SF i modsætning til 2011 stod i en stærk position efter endnu et godt valg, mens både Venstre og Konservative forhandlede på ryggen af et valgnederlag.   

Mens Pia Olsen Dyhr og en del af folketingsgruppen ikke på forhånd afviste en regering med de borgerlige, mente andre dele af gruppen, at alene symbolværdien af at gå i regering med V-K ville være katastrofal for SF.

Her var vurderingen, at de borgerlige skulle betales politisk for løftebruddet ved at gå i regering med Mette Frederiksen, og at der alene af den grund ville blive tale om et regeringsgrundlag, der var helt uspiseligt for SF. Det kunne blive 2014 om igen, lød advarslerne.

Mobilisering bag facaden
Bag den fredelige facade blev fronterne i SF trukket op i en sådan grad, at det kunne være endt med en stormfuld og knivskarp afstemning i partiets landsledelse, hvis SF-formanden var vendt tilbage med en anbefaling om at gå med i en midterregering. I partiet er der meget forskellige vurderinger af, hvad resultatet var blevet af en sådan afstemning.  

Nu kom det aldrig så vidt. I slutspillet trak den stærkt svækkede Søren Pape Poulsen (K) sit parti ud af forhandlingerne, og Venstre kunne ikke holde til at være i regering med både S og SF uden Konservative som buffer. Så i samme sekund Søren Pape trak stikket, var SF ude – selvom Pia Olsen Dyhr formelt selv traf beslutningen.

Hvor havde SF stået i dag, hvis Pape ikke havde trukket sit parti ud af regeringsforhandlingerne?

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Dermed drejede historiens hjul i en anden retning. Tilbage står spørgsmålet:
Hvor havde SF stået i dag, hvis Pape ikke havde trukket sit parti, og SF var endt i regering med S, V og K (og eventuelt R), hvor slagtningen af store bededag havde været en del af pakken?

Perfekt miks
Som det nu gik, har de seneste måneder været en ren fest for SF. Folkesocialisterne har med et perfekt miks af kras kritik og pragmatisk forhandlingsvilje gjort sig til et attraktivt alternativ for den folkevandring af socialdemokratiske vælgere, der var på vej væk fra SVM-regeringen.

SF kunne stå rent i diskussionen om store bededag, give den fuld gas i striden om seniorpensionen og male en klar grøn linje op. I værdipolitikken har SF haft en meget principiel afstandtagen fra koranloven og en entydig fordømmelse af terrororganisationen Hamas, traditionelt svære diskussioner for SF, men nu med meget begrænset dissens. 

Der er ikke nogen i SF, der forventer, at de vilde meningsmålinger med 13-14-15 procent af stemmerne materialiserer sig fuldt ud ved næste folketingsvalg. Mindre kan også gøre det, og usædvanlig meget skal gå galt, hvis SF ikke kan notere sin tredje valgsejr på stribe.

Hvis isbjørnen er ude
Pia Olsen Dyhr er tilmed blevet landets mest populære partileder. Hun synes at have fået fornyet gejst, og alle forventer hun i hvert fald er i spidsen for SF ved næste folketingsvalg.

Spørgsmålet er, om Jacob Mark i det hele taget ønsker at blive formand.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Hvis uheldet er ude – og SF-formanden bliver ædt af en isbjørn under et besøg hos det grønlandske søsterparti – er Jacob Mark stadig absolut favorit som ny formand. Vurderingen er, at han vil kunne blive valgt med applaus som den næste formand.

Spørgsmålet er bare, om han vil. Mark har været nede med alvorlig stress, han er lige blevet far, og det er usikkert, hvordan hans personlige prioriteter vil være, den dag det bliver aktuelt.

Vælger Mark at sige fra, er den politiske ordfører – og tidligere næstformand i SF – Signe Munk et alternativ. På lidt længere sigt fremhæver flere SF’ere den nyvalgte Sigurd Agersnap, der – helt usædvanligt – høster så mange roser, at han allerede nu nævnes som et fremtidigt formandsemne. 

SF kommer på ingen måde til at stå i et ledelsesmæssigt limbo, den dag Pia Olsen Dyhr stopper, og i modsætning til de fleste tidligere formandsvalg i SF, står der heller ikke to fløje over for hinanden.

SF står lige nu det bedste sted i de sidste 14-15 år, og fremtiden tegner lys. Men SF'erne bør sende en venlig tanke til Søren Pape Poulsen, der gjorde SF's beslutning om at forlade regeringsforhandlingerne til en given sag.