Skal vi arbejde, til vi er 74 for at holde sammen på velfærdsstaten?

I 1956, året efter Folkeforsikringskommissionens endelige betænkning - og ved indledningen af et halvt århundredes socialdemokratisk dominans, blev den store forsikring endelig indfriet.

Sammen med Radikale, Konservative og Venstre afskaffede H. C. Hansen aldersrenten og vedtog en af efterkrigstidens tungeste reformer: Lov om ændring i lov om folkeforsikring.

Alle danskere over 67 år var nu berettiget til folkepensionens grundydelse. Otiummet var styret af alder – ikke behov. Folkepensionen blev således den første universelle velfærdsydelse - og har siden udgjort en hjørnesten i vores velfærdsmodel.

Men Danmark har ændret sig siden 1956, hvor den forventede middellevetid var 69 år. I dag er den 81,6.

Vi spoler hurtigt frem til foråret 2022, hvor vi nærmer os det, der kan blive et nyt vendepunkt i historien om folkepensionen. Pensionsalderen er netop blevet skruet i vejret med et halvt år mere - så den nu er 67 år. Frem til 2035 er det allerede besluttet, at pensionsalderen skal stige til 69 år. Og følger vi fremskrivningerne, har vi udsigt til en pensionsalder, som rammer 74 år i 2070.

Logikken har ligget fast siden 2006, hvor et bredt politisk flertal med Velfærdsforliget besluttede, at folkepensionsalderen skulle stige i takt med levealderen for at demontere den bombe under statens finanser, som stigende udgifter til pension og ældrepleje udgør.

Men når Pensionskommissionen senere på foråret afleverer sin rapport, får vi svar på, om det er muligt at trække grænsen ved 70 år, eller om pensionsalderen fortsat skal stige for at bære sin egen vægt.

Engang fik et lignende scenarie dramatiske følger. Spørgsmålet er, hvad der sker denne gang, når partierne konfronteres med alvoren og pensionsalderens bitre dilemma, hvor den fortsatte stigning betinger velfærden for et støt stigende antal ældre, men samtidig kolliderer frontalt med forventningen til arbejdslivets længde hos et bredt udsnit af vælgerne?

Fælleserklæringen

Fra 1957 til 1970 blev folkepensionens mindstebeløb udvidet, indtil det til sidst udlignede maksimumbeløbet og var ens for alle. I 1963 oprandt et højdepunkt i pensionens udbredelse med indførelsen af Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) – et lovpligtigt supplement til folkepensionen finansieret af alle lønmodtagere og arbejdsgivere.

Ifølge Niels Wium Olesen, lektor i politisk historie, katalyserede det samfundsudviklingen.

”Man var vant til ulighed i 50’erne og kunne leve med åbenlyse forskelle i pensionsforhold mellem LO-arbejdere, funktionærer og tjenestemænd, men med velfærdsstigningen og Socialdemokratiets større indflydelse opstod et pres for at forbedre systemet. Selvom det i begyndelsen var meget, meget små beløb, som blev skudt ind i ATP, satte det gang i en bestræbelse fra S og især fagbevægelsen for at holde det på dagsordenen,” siger han.

Der er en tvangstanke om, at man kan skrue på knappen uendeligt og piske folk til at arbejde videre, uanset hvilket liv de lever.

Karsten Hønge
Politisk ordfører, SF

Som understrøm i slægtskabets fortælling løb tanken om økonomisk demokrati, der skulle garantere lønmodtageres medbestemmelse på arbejdspladsen. I 1973 blev idéen fremsat som lovforslag, og skønt den aldrig blev ophøjet til lov, skabte den i mange år udbredt nervøsitet hos mange arbejdsgivere. Ikke desto mindre flød forestillingen om økonomisk demokrati videre.

”Idéen om omfordeling gennem store pengetanke og afgivelse af løndele trivedes i debatten langt ind i 80’erne, var løftestang for socialistiske ambitioner og fik også stor indflydelse på pensionssystemet. Selv borgerlige politikere som Henning Christophersen, Per Stig Møller og Anders Fogh i sin VU-tid mente alle, at der var noget om tanken,” siger Niels Wium Olesen.

I 1987 kom det store hamskifte, da Poul Schlüters firkløverregering og arbejdsmarkedets parter – i skyggen af en skæv betalingsbalance, høj arbejdsløshed og problemer med at finansiere pensionssystemet – underskrev Fælleserklæringen og indstillede sigtekornet mod obligatoriske arbejdsmarkedspensioner til samtlige erhvervsgrupper. 20 procent af danskerne havde dengang en arbejdsmarkedspension til at supplere folkepensionen.

Implementeringen begyndte på offentlige arbejdspladser i 1989, fortsatte på de private i 1991 og er en vigtig grund til, at det danske pensionssystem kaldes af et af verdens mest robuste, fordi vi selv sparer op til pensionen og i mindre grad belaster statskassen.

Arbejdsmarkedspensionerne blev dog også kilde til fornyet ulighed i alderdommen på grund af vores forskellige indbetalingsperioder og varierende tilknytning til arbejdsmarkedet.

Gennem 90’erne intensiverede skiftende politiske flertal derfor indtægtsgradueringen i folkepensionens grundbeløb samt den sociale udligning i form af flere og større pensionstillæg under hensyn til de svageste samfundsgrupper uden formue eller anden pension optjent gennem et stabilt arbejdsliv. Men grundlæggende har der, mener Niels Wium Olesen, været en gradvis udviskning af en af velfærdsstatens grundtanker.

”I et ideologisk og velfærdspolitisk perspektiv er den væsentligste udvikling pensionens individualisering og det ganske betragtelige skridt væk fra universalismen,” siger han.

En grundpille i velfærdsstaten

Folkepensionen er karakteriseret ved, at skatteydere betaler for pensionister, og er dermed følsom over for forandringer i generationers relative størrelse. Det blev allerede åbenbaret sidst i forrige århundrede; 1983 er den mindste fødselsårgang i 100 år.

Efter årtusindeskiftet fortsatte de demografiske forskydninger, mens forholdet mellem erhvervsaktive danskere og folk i pensionsalderen blev yderligere forrykket; 50 års reformer af pensionssystemet var ikke tilstrækkeligt til, at pengene passede.

Med Velfærdsforliget i 2006 besluttede Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Radikale og Socialdemokratiet, at pensions- og efterlønsalderen skulle indekseres og fremover stige i takt med den accelererende gennemsnitslevealder.

Konkret betød aftalen, at pensionsalderen frem til 2027 skulle hæves fra de hidtidige 65 til 67 år. En forhøjelse, som efterfølgende blev fremskyndet med fem år i forbindelse med Tilbagetrækningsreformen i 2011, hvor Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Radikale nu uden om Socialdemokratiet vedtog, at pensionsalderen i stedet årligt skulle stige med et halvt år fra 2019 til 2022.

Tallet er derfor nu 67 og bliver reguleret til 68 i 2030 og 69 i 2035. Og regningen bliver stor, hvis ikke det sker. Finansministeriet anslår, at den offentlige saldo falder med 50,6 milliarder kroner, hvis ikke pensionsalderen som allerede vedtaget hæves til 69 år i 2035. Og ifølge Det Økonomiske Råd vil det undergrave den finanspolitiske holdbarhed, hvis stigningen standser ved 70 år i 2040, som er den næste planlagte stigning, der skal vedtages politisk i 2025.

Torben M. Andersen, der er professor i økonomi på Aarhus Universitet, var formand for den tidligere pensionskommission, som blev nedsat af SR-regeringen - men nedlagt igen af Løkke-regeringen i 2015.

”Det er ikke en alvorlig krise eller brandslukning endnu, men robustheden i systemet hænger sammen med, at vi øger tilbagetrækningsalderen, når vi lever længere. Gør vi ikke det, får vi problemer, der skal finansieres på en anden måde,” siger han.

Torben M. Andersen beskriver pensionssystemet som en trekant, hvor tilbagetrækningsalderen er krumtappen:

”Den ene side er, hvor meget vi bidrager, den anden hvor meget vi får, den tredje hvor længe. Når levealderen stiger, udfordres balancen, hvilket i princippet kan løses ved at sætte udbetalingen ned eller bidragene op, eller, som vi har valgt at gøre, at udskyde pensionen. I Sydeuropa har man en lav og attraktiv pensionsalder, men også kæmpe finansieringsproblemer. Det er et fatamorgana, at vi kan klare os uden handling.”

Hvis vi skal være nyttige som økonomer, må vi skille mekanik og værdipolitik fra hinanden, men vi kommer ikke udenom, at der også er moralfilosofi og værdipolitik i de her ting.

Carl-Johan Dalgaard
Overvismand

Overvismand Carl-Johan Dalgaard følger fodsporet fra sin kollega og betoner også den samfundsøkonomiske vigtighed af en fortsat stigende pensionsalder.  
Han har dog godt fornemmet, at den økonomisk set snusfornuftige mekanisme møder modstand hos politikere og befolkning.

”På den ene side er levetidsindekseringen afgørende, hvis vi skal opretholde vores nuværende velfærdsstat, men omvendt er det meget upopulært i visse kredse. Hvis vi skal være nyttige som økonomer, må vi skille mekanik og værdipolitik fra hinanden, men vi kommer ikke udenom, at der også er moralfilosofi og værdipolitik i de her ting.”

Effektiv symptombehandling

At pensionsalderen er et mægtigt, men også ekstremt følsomt politisk redskab, stod klart i 2017, da VLAK-regeringen foreslog at skrue pensionsalderen op med et halvt år mere end allerede planlagt fra 2025.

En umage alliance mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti spændte ben for Løkkes planer, som ellers havde til hensigt at øge det finanspolitiske råderum.

Med 3F som giftekniv blev fornuftsægteskabet beseglet, da Mette Frederiksen (S) og Kristian Thulesen Dahl (DF) sammen gik på scenen i Cirkusbygningen. Den fælles modstand mod en yderligere eskalering af pensionsalderen blev første skridt ind i et nyt politisk landskab, hvor Frederiksen fraskrev sig arven fra Poul Nyrup og gjorde DF stuerene, så hun selv kunne blive anerkendt som udlændingestrammer, mens Thulesen Dahl lagde afstand til VKO-flertallets velfærdsafviklinger – herunder udfasningen af efterlønnen – og rokkede ved DF’s placering som fast skruetvinge i blå blok.

LÆS OGSÅ: Ny debat: Hvordan skal politikerne indrette et nyt pensionssystem?

Politisk kommentator Lars Trier Mogensen kalder forslaget naturligt, men blokeringen betegnende for den virkelighed, 00’ernes store reform i 2006 har ført med sig.

”Pensionsalderen er det største og politisk set mest bekvemme håndtag, fordi der er så store økonomiske effekter, ligesom den er fjern for mange vælgere, men ændringerne begynder med tiden også at blive mere håndgribelige i folks hverdag og mere end et simuleret fremtidsscenarie. Derfor får det også en anden politisk betydning.”

Ved at udfordre tempoet i Velfærdsforliget kan Lars Løkke siges at have banet vej for den dagsorden, som kostede ham regeringsmagten i 2019. 
Modstanden mod en stigende pensionsalder blotlagde en politisk kraft, som Socialdemokratiet efterfølgende kanaliserede ind i et nyt fokus på tidlig pension for nedslidte.

”Arne-pensionen og seniorpensionen adresserede skævheden, der er, når stigningen rammer alle, selvom arbejdslivet slider forskelligt. DF truede hele kernen – den løbende stigning i pensionsalderen – og man indså, at det var mere end bare et korrektiv og en afbødning for særlige grupper. Hele grundprincippet var kommet på spil,” siger Lars Trier Mogensen.

Hverken Arne-pensionen eller den seniorpension, som VLAK-regeringen med støtte fra Radikale og DF vedtog som modtræk til Mette Frederiksens centrale valgløfte, var nok til at forhindre turbulens, da Folketinget i 2020 skulle stemme om stigningen i pensionsalderen til 69 år i 2035.

Socialdemokratiet fik bøvl med baglandet i fagbevægelsen, hvor både 3F, HK og FOA gik på barrikaderne for at suspendere stigningen. 
Pensionskommissionen, som egentlig var et barn af VLAK-regeringens seniorpension, blev derfor en bekvem måde for S-regeringen til at skyde diskussionen til hjørne.

”Regeringens store frygt var at stå alene tilbage med de klassiske borgerlige partier og bære ansvaret og byrden for at hæve pensionsalderen,” siger Lars Trier Mogensen og indvender:

”Men den står styrket tilbage, fordi den har stabiliseret reformpolitikken ved at sukre den ind i social balance og gøre den socialdemokratisk legitimeret. Og jeg tror også, at de politiske kræfter, der har båret reformpolitikken igennem, vil erkende, at de her to små ordninger, Arne-pensionen og seniorpensionen, har været nødvendige ventiler.”

Regeringens store frygt var at stå alene tilbage med de klassiske borgerlige partier og bære ansvaret og byrden for at hæve pensionsalderen.

Lars Trier Mogensen
Politisk kommentator

Har ordningerne været et forsøg på at undgå at træffe ubekvemme beslutninger?

”Ja, for begge er nogle forholdsmæssigt enormt billige lappeløsninger, som har bevaret sigtelinjerne i pensionssystemet og samtidig gjort det væsentligt sværere for DF og venstrefløjen igen at rejse en debat om, at den generelle pensionsalder ikke skal hæves helt så meget som planlagt, fordi man nu har lavet de her undtagelser for nedslidte.”

Venstrefløjen vil slå bremsen i

Internt i regeringen er der ingen ansatser til flere reformer af pensionssystemet.

Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Henrik Møller, fortæller, at man hverken har ønsker om at sætte pensionsalderen længere op eller ned. Som udgangspunkt vil man holde fast i levetidsindekseringen, og ellers afventer man kommissionens arbejde.

Føler I, at Arne-ordningen har løst den strukturelle og demografiske udfordring?

”Jeg synes, at det er et gevaldigt skridt derhenad. Det er en erkendelse af, at vi lever og arbejder længere, og at nogle får begrænsninger på, hvor længe de kan fortsætte. Og lige nu ligger der i hvert fald ikke planer hos os om yderligere initiativer,” siger han.

Støttepartierne og Arne-pensionens forligspartier – SF, Enhedslisten og DF – mener dog ikke, at det rækker; Enhedslisten og SF vil låse pensionsalderen på 68 år, mens Radikale foretrækker fleksibiliteten i seniorpensionen. Også DF er tilhænger af en differentieret, individuel pension og har desuden sin egen barriere for den kontinuerlige stigning på 70 år.

Beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF, men som siden sin medvirken i denne artikel har meldt sig ud af Dansk Folkeparti) kalder det uforsvarligt at sætte loftet højere, selvom der er klare økonomiske argumenter for at videreføre stigningen.

”Alle er altså ikke lige raske og rørige, når de bliver 70 år. De økonomer, du har talt med, har jo aldrig haft et hårdt fysisk arbejde som mig, der har arbejdet på et skibsværft, eller mange af dem, jeg kender, som tager piller for at klare sig. De tænker kun i økonomi og ikke på det menneskelige aspekt, men det er vi som politikere nødt til,” siger han.

Karsten Hønge (SF) fortsætter i et højere toneleje, men med et lignende budskab.

”Der er en tvangstanke om, at man kan skrue på knappen uendeligt og piske folk til at arbejde videre, uanset hvilket liv de lever, hvilket er totalt rædselsfuldt, egenrådigt og snæversynet. Man tror, det er en guldkalv i et fantasiunivers, der kan råmalkes, og at tømrersvende med skavanker allerede som 30-40-årig kan fortsætte til evig tid.”

Ifølge Hønge underminerer den stigende pensionsalder essensen i velfærdsstaten.

”Det er uværdigt, at flere og flere ender arbejdslivet med at være bange og usikre på, om de kan redde sig over stregen, fordi man bliver ved med at flytte snoren og tvinge den sidste teoretiske arbejdsevne ud af dem. Hvis velfærd ikke er tryghed og værdighed for dem, ved jeg ikke, hvad det er,” siger han og imødekommer det oplagte spørgsmål:

”Ja, det kommer til at koste penge, men mange af dem kan man finde ved at lade dem, som kan, arbejde videre, og lave nogle vilkår for ældre og nedslidte, der giver dem lyst og mulighed for at fortsætte. Man behøver ikke pinedød at sætte pensionsalderen op.”

Skal alle have ret til folkepension?

Enhedslistens Jette Gottlieb lader sig ligeledes ikke kue af økonomernes enslydende bekymringer. Hun henviser til arbejdsmarkedspensionernes større dækningsgrad, og at flere pensionister på sigt har sparet op.

37 procent af folkepensionisterne fik i 1995 penge fra arbejdsmarkedspensioner eller private pensioner, mens det nu er to ud af tre. Og tallet vil formentlig stige, lyder hendes belæg for, at pensionsalderen skal blive på 68.

"Alle beregningerne glemmer nogle forudsætninger. Mange seniorer har ikke haft en arbejdsmarkedspension, men om ti år er systemet meget tættere på selvforsørgende.”

Hvad vil I sige, hvis kommissionen vurderer, at det bliver svært at stoppe ved 70 år?

”At det er en politisk beslutning om kampen om vores tid, og at vi med arme, ben og så meget aktivisme som muligt vil kæmpe for at forhindre, at den bliver 69. Der skal være en fast og respektfuld pensionsalder, som tager højde for, at mange bliver nedslidt i deres arbejde, og sikrer bedre muligheder for at arbejde videre for dem, der kan”, siger hun.

Overvismand Carl-Johan Dalgaard advarer dog imod at skrive arbejdsmarkedspensionerne ind i ligningen.

”Statskassen bliver ramt, hvad enten man trækker sig tilbage for sine egne opsparede penge eller ej, fordi man ikke betaler samme skat som tidligere,” siger han.

Spørgsmålet er, om folkepensionen skal forblive en ret for enhver, når ikke alle har de samme behov? Penge er der i hvert fald at hente, hvis ydelserne og omfanget – ikke alderskravet – justeres, og alle nye folkepensionister ikke længere automatisk kan hæve grundbeløbet.

Men, som Torben M. Andersen tilføjer, kommer også det med en pris.

”Det vil medføre en besparelse, men vil samtidig betyde, at tillæggene og modregningen øges for at undgå, at de dårligst stillede bliver ramt. Og det vil forstærke de negative effekter af tilbagetrækning og danskernes færre muligheder for opsparing,” siger han.

Ifølge Torben M. Andersen flugter det heller ikke med velfærdsstatens underliggende målsætninger at udfase eller helt afskaffe folkepensionen.

”En stor gruppe vil være ilde stedt, hvis ikke de får offentlige pensioner, fordi de har haft kort eller marginaliseret tilknytning til arbejdsmarkedet eller på anden vis er havnet uden indkomst og opsparing. Det vil være forbundet med betydende stigende ulighed.”

Vi har en vision om at indrette systemet, så det rummer, at vi ældes forskelligt i forskellige brancher. Det kræver solid finansiering, hvilket kommissionen gerne skal give svar på.

Samira Nawa
Beskæftigelsesordfører, Radikale

Og så er vi tilbage ved elefanten i rummet; Velfærdsforliget.

Da bølgerne gik højt under debatten om pensionsalder i 2020, foreslog Radikale at standse stigningen ved 70 år. Men det har partiet siden droppet.

Den aldersindekserede pensionsalder er fundamentet under velfærden, og det kræver en drastisk omstrukturering, hvis man vil standse den gradvise stigning, men samtidig fremtidssikre økonomien, understreger beskæftigelsesordfører Samira Nawa.

”Vi har en vision om at indrette systemet, så det rummer, at vi ældes forskelligt i forskellige brancher. Det kræver solid finansiering, hvilket kommissionen gerne skal give svar på, men jeg synes, at det er trist, hvis regeringen mener at have gjort, hvad der kan gøres. Arne-pensionen er for os ikke løsningen på noget som helst,” siger hun.

Er det blevet mere politisk betændt at ville fortsætte stigningen i pensionsalderen?

”Det kan man godt sige, men det har nu aldrig ligget til os at lefle for bestemte vælgergrupper. Vi kigger bredt på økonomien og de velfærdsudfordringer, vi har foran os, og så udvikler vi politik derefter, ikke efter hvordan vi får flest stemmer.”

Venstre åbner porten på klem

Hos de gamle borgerlige partier, der står fadder til både aldersindekseringen og kommissionen, er der umiddelbart intet ønske om at sænke det hellige tal. 
Venstre og Konservative vil begge udvide seniorpensionen samt afskaffe retten til tidlig tilbagetrækning og understreger på skift i en nærmest synkron reservation, at det ikke er en gratis omgang at trykke på hovedafbryderen og skrue på pensionsalderen.

Liberal Alliance går et skridt længere, og vil have folkepensionen til at fylde mindre til fordel for private pensioner, mens Nye Borgerlige vil have en klar grænse, bedre opsparingsmuligheder og frigøre danskerne fra ikke kun det nuværende system, men også dets forvaltere.

”Alt for mange er i politikernes vold. Jo mere detaljeret og differentieret systemet er, jo mere kan det bruges til at henvende sig til udvalgte grupper. Derfor ser vi en strategisk, uskøn diskussion, hvor pensionen bliver et magtmiddel til at få stemmer,” siger beskæftigelsesordfører Lars Boje Mathiesen (NB).

Venstres Hans Andersen afviser dog ikke at begrænse den foreskrevne stigning – en lempelse, der er sød, pragmatisk musik i mange partiers ører, og som kommissionen har som sin fremmeste opgave at undersøge implikationerne af.

”Vi siger ikke, at den brolægger, der er 23 år i dag, skal arbejde, indtil han er 74, men der stilles alt andet lige større krav til vores sammenhængskraft” siger han og fortsætter:

”Jeg vil ikke skrive konklusionen, før kommissionen er færdig, men hvis økonomien kan holde til det, og vi forsvarligt kan træffe et andet valg, mener vi ikke, at det vigtigste overhovedet er, at pensionsalderen bevidstløst fortsat stiger 1:1 med levetiden.”

Både Venstre og Konservative knytter dog diskussionen om pensionsalder tæt til det arbejdsudbud, som partierne har gjort til kardinalpunkter at få skabt mere af.

Ifølge Carl-Johan Dalgaard bør manglen på arbejdskraft holdes ude af debatten.

”Det er en helt separat problemstilling. Selv hvis vi fortsætter tingenes tilstand og vedligeholder levetidsindekseringen, vil det ikke udelukke, at vi i fremtiden ender i samme usædvanlige konjunktursituation som nu,” siger han og opsummerer:

”I livets yderpunkter trækker vi på de offentlige kasser, i midten betaler vi ind, og skal kasserne stemme, givet at vi vil bevare vores kendte form for velfærd, må der være en balance mellem livsfaserne. Ellers hænger regnestykket ikke længere sammen.”

Ømt punkt for regeringen 

Pensionskommissionens afrapportering er højspændt stof for regeringen, der vil rette op på ældreplejen og har iført sig arbejdshandsker på en ny kampplads, hvor rød og blå blok har hver deres definitioner af solidaritet.

Arne-ordningen er et foreløbigt svendestykke, men kommissionen er en boomerang med potentiale til at flosse regeringens troværdighed, mener Lars Trier Mogensen.

”Hvis kommissionens arbejde skaber mere debat om, at pensionsalderen er for høj, og hvad man derudover kan gøre, bliver det et meget ømt punkt for regeringen, fordi præmissen vil være, at Arne-pensionen ikke har inddæmmet problemerne. Regeringen kommer til at gå til valg på at have sikret social retfærdighed og økonomisk holdbarhed, men det vil blive kompromitteret af en ny stor debat om pensionssystemet,” siger han.

Det bliver langsomt erfaringen, at kroppen trods alt har en biologi, og at pensionsalderen ikke kan stige uafladeligt. Derfor er det et ubekvemt, men tiltrængt virkelighedstjek, som kommer med kommissionen.

Lars Trier Mogensen
Politisk kommentator

Regeringen vil formentlig prøve at skubbe dåsen længere ned ad vejen, og kan blive hjulpet af, at der er et bredt og opportunt politisk synspunkt om at afvente, vurderer Trier Mogensen.

"De fleste vil nok acceptere, at man først i løbet af næste valgperiode forholder sig til, hvordan fremtidsmusikken skal lyde efter 2040.”

Er det en politisk tabersag at tale for at beholde stigningen i pensionsalderen?

”Det bliver det på sigt, når mange oplever stigningen og modsætter sig den faktiske pensionsalder, men indtil da er det stadigvæk nogle abstrakte modeller, som ikke griber dybt ind i hverdagen. Det vil først for alvor slå gnister, når man har venner og familie, der ikke kan klare sig, men heller ikke trække sig. Men det er så mange politiske postgange væk, at det i praksis ikke er noget, partierne behøver at ligge søvnløse over.”

Så det er altså ikke et spørgsmål om, hvorvidt ikke alene ældre og sundhed, men også folkepensionen kan afgøre valg, men snarere hvornår?

”Ja, for det bliver langsomt erfaringen, at kroppen trods alt har en biologi, og at pensionsalderen ikke kan stige uafladeligt. Derfor er det et ubekvemt, men tiltrængt virkelighedstjek, som kommer med kommissionen,” siger Lars Trier Mogensen og afslutter:

”Det betyder ikke nødvendigvis, at man, så snart rapporten kommer, rokker ved de bærende søjler i systemet, for det har store politiske omkostninger, man gerne vil vige udenom, og der er fortsat tid at gå på. Men før eller siden er det uundgåeligt.”

Pensionskommissionen forventes at offentliggøre sine anbefalinger i starten af april.