Støttepartier presser regeringen til at genstarte forhandlinger om minimumsnormeringer
FORHANDLINGER: EL og R har ikke hørt noget nyt om forhandlingerne siden marts. De opfordrer børne- og undervisningsministeren til at få gang i forhandlingerne om en model for minimumsnormeringer inden sommerferien.
Simon Lessel
RedaktørFå sat gang i forhandlingerne om minimumsnormeringer inden sommerferien.
Sådan lyder den klare opfordring fra Enhedslisten og Radikale til børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S). Støttepartierne har ikke hørt noget fra ministeren, siden forhandlingerne i marts blev udskudt på ubestemt tid på grund af coronavirus. Og det haster med at få lovgivningen på plads, lyder det fra partierne.
”Det er på høje tid, at ministeren får indkaldt til en drøftelse om, hvad vi skal fra 2021,” siger Enhedslisten børneordfører, Jakob Sølvhøj.
Samme budskab kommer fra Radikales børneordfører, Anne Sophie Callesen.
Vi skal have lagt en plan for, hvad vi gør. Det bliver vanskeligt at have lovgiviningen på plads til 1. januar 2021.
Jakob Sølvhøj
Børneordfører, Enhedslisten
”Vi har sagt til ministeren, det er vigtigt at komme i gang med modellen for minimumsnormeringer. Det er rigtigt ærgerligt, at der stadig ikke er meldt datoer ud for det videre forløb,” siger Anne Sophie Callesen.
Enhedslisten regner med ny midlertidig aftale
Lige før coronavirussen ramte Danmark landede regeringen og støttepartierne den første delaftale om fordelingen af de første 500 millioner til flere voksne i dagtilbuddene.
Partierne nåede dog aldrig at gå i gang med de svære forhandlinger om, hvorvidt normeringerne skal opgøres på institutionsniveau eller som et gennemsnit for kommunen.
Kombinationen af, at sommerferien nærmer sig med hastige skridt, og at de svære forhandlinger fortsat venter forude, gør ifølge Enhedslisten, at parterne kan blive nødt til at indgå en ny midlertidig aftale. Det kan udskyde arbejdet med at få lovgivningen på plads med yderligere et år, forudser Jakob Sølvhøj.
”Det bliver vanskeligt at have lovgivningen på plads til 1. januar 2021. Jeg tror, vi ret hurtigt skal have lavet en aftale om, hvordan det ser ud fra årsskiftet,” siger Jakob Sølvhøj og konkluderer:
“Jeg tror, vi er nødt til at lave en midlertidig aftale igen.”
Udsigten til en ny midlertidig aftale, der skal fastlægge, hvordan de næste 600 millioner, der er afsat til flere voksne i 2021, er noget, Radikale gerne vil undgå, forklarer Anne Sophie Callesen.
”Så kan vi blive ved med at lave midlertidige løsninger. Det er ikke nogen hemmelighed, at det bliver svære forhandlinger. Men derfor er der så meget desto mere grund til at komme i gang med dem, så der kommer en afklaring, og daginstitutionerne ved, hvad de skal indstille sig på,” siger Radikales børneordfører.
Brug for yderligere præcisering af aftale
Kommunernes fordeling af pengene fra den første midlertidige aftale har allerede skabt polemik blandt flere af støttepartierne. I Sønderborg og Faaborg-Midtfyn Kommune har man nemlig valgt at målrette pengene fra puljen til henholdsvis de mindste børn og institutioner med mange børn i udsatte positioner, skriver DR. Og det er i strid med intentionen bag minimumsnormeringerne ifølge Jakob Sølvhøj.
Han henviser til det brev, der er sendt til kommunernes økonomiforvaltning i marts. Her står der, at formålet med puljen er ”at påbegynde arbejdet med det normeringsløft, der skal føre til lovbundne minimumsnormeringer”.
Derfor mener Enhedslistens børneordfører, at der fra Christiansborgs side er brug for yderligere at præcisere reglerne for, hvordan kommunerne fordeler pengene.
”Hvis vi ikke snart får lovgivningen på plads, så risikerer vi at stå med det problem, at kommunerne har disponeret pengene til noget andet end det, der var formålet. Det vil gøre udmøntningen af lovgivningen meget besværlig, hvis kommunerne først har lagt sig fast på at anvende pengene på en anden måde end den, som var vores udgangspunkt. Nemlig at løfte normeringerne generelt,” siger Jakob Sølvhøj.
Altinget har forsøgt at få en kommentar fra børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, men det har ikke været muligt.