Tænketanken Europa: EU’s kommende Kina-strategi kommer nok mere til at handle om os selv

På et bagtæppe af krigen i Ukraine og Kinas voksende indflydelse i verden lancerede udenrigsministeren den 16. maj en ny udenrigspolitisk strategi med pragmatisk idealisme som det nye slagord.

Også i Tyskland er der længe blevet arbejdet på en sikkerhedspolitisk strategi samt en ny Kina-strategi, der forventes at komme i sensommeren.

I Bruxelles er EU-Kommissionen også i fuld sving med en revision af EU’s hidtidige Kina-strategi fra 2020. Dengang var mantraet en treenighed: Kina er en strategisk partner, økonomisk konkurrent og systemisk rival.

Kina er ikke Rusland 

Med Ruslands invasion af Ukraine er al diskussion om samhandlens fredsskabende egenskaber praktisk talt forstummet. Kritiske afhængigheder er et forhold alle lande i verden ser på, og ikke længere noget EU-landene kan leve med.

Det bliver hverken nemt eller billigt at få styrket den strategiske autonomi

Anders Overvad
Chefanalytiker, Tænketanken Europa

Derfor er der også behov for en ny vurdering af EU’s forhold til Kina. Alle EU-lande, selv Tyskland, er nemlig for små til selv at kunne gøre noget virkningsfuldt. Det er imidlertid en omfattende afhængighed, som EU skal adressere.

På lidt over 20 år er EU’s samhandel med Kina gået fra at være i samme størrelsesorden som EU’s samhandel med Rusland til i dag at være i samme størrelsesorden som EU’s samhandel med USA. Og sammenlignet med Rusland er den kinesiske samhandel ikke bare 3 gange større, den er også langt mere komplekst sammenfattet end den russiske, der overvejende koncentrerede sig om gas og olie.

Særligt i produktion af grønne teknologier og levering af kritiske råstoffer har Kina placeret sig som en afgørende spiller. Det har blandt andet været muligt på grund af en langt mere strategisk brug af statsstøtte, end vi hidtil har benyttet i Vesten.

Vi kan ikke leve uden

Zoomer vi ind på landene, skiller blandt andet Tyskland sig ud, hvor næsten 7 procent af samhandlen er med Kina. Ser vi mod Danmark, er vi også i den høje ende med 5,5 procent af vores samhandel, og derved er vi det land i EU, der relativt handler fjerde mest med Kina.

EU kan ikke bare forlade det kinesiske marked – dertil er eksportinteresserne og importafhængighederne for store

Anders Overvad
Chefanalytiker, Tænketanken Europa

Netop de nationale forskelle i afhængighed en af årsagerne til, at det er vanskeligt for de 27 lande at blive enige.

Vanen tro har Ungarn valgt en anden vej end de resterende EU-lande og forsøger aktivt at udbygge sine relationer til Kina. Der er omvendt ikke nogen EU-lande, der ønsker en decideret afkobling fra Kina. For EU kan ikke bare forlade det kinesiske marked – dertil er eksportinteresserne og importafhængighederne for store.

Skulle EU afkoble sig fuldstændigt, ville det få uoverskuelige økonomiske konsekvenser, som på ingen måde kan sammenligne med, da EU afkoblede sig fra Rusland.

Beregninger lavet af det tyske IFO-institut viser, at en afkobling fra Kina vil medføre et langsigtet BNP-tab på 0,4 pct. for EU som helhed. Andre tal fra Kiel instituttet viser, at Tyskland forventes at få et langsigtet fald på 1 pct. af BNP og derved rammes hårdere end gennemsnittet.

EU vil øge modstandsdygtigheden

Men hvad kan EU-landene så overhovedet blive enige om? Det nye mantra har vi allerede fået løftet sløret for: EU skal ’deriske’ frem for afkoble. Altså Europa skal mindske sine afhængigheder til Kina frem for at stoppe samkvemmet. Det udestår dog stadig, hvad det konkret betyder.

Med Ruslands invasion af Ukraine er al diskussion om samhandlens fredsskabende egenskaber praktisk talt forstummet

Anders Overvad
Chefanalytiker, Tænketanken Europa

Danmark har allerede via sin egen udenrigspolitiske strategi kommet med et indspark. Ifølge strategien skal Danmark, sammen med de øvrige EU-lande, tænke mere strategisk, når det gælder vores eksportkontrol.

Øget modstandsdygtighed kræver ligeledes, at vi i endnu højere grad systematisk ”screener” udenlandske investeringer og øger opmærksomheden på risici ved sat samarbejde om forskning og innovation inden for samfundsvigtige sektorer. Med andre ord: Det er ufarligt at sælge legetøj og fødevarer men risikabelt at benytte kinesiske teknologi i vindmøller eller 5G-netværket.

Dette er gode ideer, som EU-kommissionen også for længst har gjort sig til talsmand eller måske snarere talskvinde. Det der nemlig Kommissionsformand von der Leyen, der står bag udtrykket ”derisking”.

Industrien og USA viser vejen

Udfordringen er imidlertid, at implementering i sidste instans ligger hos medlemslandene, og at de kan agere ganske forskelligt.

For eksempel har Nederlandene fulgt USA’s linje ved at indføre eksportforbud for mikrochipsproduktionsteknologi til Kina, mens Tyskland har valgt at sælge en del af en havneterminal i Hamborg til kineserne – og det på trods af at EU allerede havde søsat flere værktøjer, for at begrænse de kinesiske investeringer i EU.

Når EU-landene ikke er enige om den udenrigs- og handelspolitiske kurs, er EU-Kommissionens mandat begrænset. Derfor må EU-Kommissionen tage fat i de dele af politikken, som falder under dens kompetence så som for eksempel industripolitikken. Her er der for øvrigt også enighed om, at EU skal kunne mere selv.