Thorning advarede selv mod finansspekulanterne
Erik Holstein
Journalist og politisk kommentatorDet er ikke kun forhenværende socialdemokratiske toppolitikere som Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard og Poul Nielson, der har advaret mod udsalg af statens aktiver til kapitalfonde og kortsynede investeringsfirmaer som Goldman Sachs.
Den samme holdning har statsminister og S-formand Helle Thorning-Schmidt (S) givet udtryk for. I bogen "Den første" fra 2007 var Thorning endog meget restriktiv i sin opfattelse af, hvem den danske stat burde sælge statslige aktiver til.
"Den første" er skrevet af Thornings nuværende særlige rådgiver, Noa Redington, og bogen betragtes som en autoritativ politisk biografi om Helle Thorning-Schmidt. I bogen kritiserer Thorning "den globale finanselite" for at "have mistet kontakten til og ansvaret for det samfund, den er en del af".
Thorning fremdrager salget af TDC som et eksempel på et fejlslaget salg af offentlige virksomheder, og hun erkender i den forbindelse, at "Socialdemokraterne i en periode ikke har stillet tilstrækkelige krav til liberaliseringen af de statslige virksomheder i den globale økonomi".
Socialdemokraterne har i en periode ikke stillet tilstrækkelige krav til liberaliseringen af de statslige virksomheder i den globale økonomi. Partiet vil fremover være langt mere kritisk, inden fællesskabets værdier sættes til salg.
Helle Thorning-Schmidt
Formand for S i bogen "Den første" fra 2007
Men det vil der blive rettet op på, lovede Thorning. For som det videre lyder i bogen "vil partiet fremover være langt mere kritisk, inden fællesskabets værdier sættes til salg".
Fortrød salg af TDC
Det løfte passer meget dårligt med, hvad der sker i disse dage, mener Enhedslisten.
"Thornings udtalelser passer fint med udtalelser fra Nyrup og Lykketoft (S) og flere borgerlige, der har fortrudt salget af TDC. Men udtalelserne er naturligvis helt i modstrid med regeringens plan om at sælge DONG-aktier til Goldman Sachs. Det gør det ikke mere forståeligt," siger Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen.
Statsministeren ønsker ikke at udtale sig om, hvorvidt hun står ved sine udtalelser fra 2007, og hvordan det i givet fald harmonerer med salget af en andel af DONG til en spekulativ finansgigant.
Men Socialdemokraternes politiske ordfører Magnus Heunicke mener ikke, der er nogen modsætning mellem Thornings udtalelser dengang og salget til Goldman Sachs:
"Jeg er helt enig i, at det var en fejl at sælge TDC. Men dengang solgte man også hele infrastrukturen, ligesom man afgav aktiemajoriteten. Ingen af delene er tilfældet, når det gælder salget af DONG-aktier," siger Heunicke.
Han tilføjer:
"Det er rigtigt, at finansverdenen har et stort ansvar for krisen, og Goldman Sachs har et medansvar. Men de gav det økonomisk bedste tilbud, og i Finansministeriet skal de vogte bedst muligt over statens finanser."