Tidligere formand for Radikal Ungdom stiller op som EP-spidskandidat
Sigrid Friis melder sig på banen som mulig spidskandidat for Radikale til Europa-Parlamentsvalget. Pladsen er blevet ledig, efter Morten Helveg Petersen i juni meldte ud, at han ikke ønsker at genopstille.
Cecilie Fischer
RedaktionsassistentSigrid Friis stiller op som spidskandidat for Radikale til Europa-Parlamentsvalget i sommeren 2024.
Det skriver hun i en pressemeddelelse.
Meldingen kommer i forlængelse af Morten Helveg Petersens exit, der efterlader Radikale uden spidskandidat til næste Europa-Parlamentsvalg.
Ved seneste valg i 2019 blev Morten Helveg og Karen Melchior valgt ind i Europa-Parlamentet for Radikale, men i 2022 forlod Karen Melchior partiet som konsekvens af kritik af arbejdsmiljøet under hende.
Der skal derfor helt nye kandidater på banen til valget næste sommer. Udover Sigrid Friis har også Anne Sophie Callesen, der er tidligere EU-ordfører for Radikale, meldt sit kandidatur til rollen som spidskandidat.
Sigrid Friis var formand for Radikal Ungdom i 2017-2019 og er i dag ansat som politisk konsulent i Dansk Fjernvarme. I 2018 modtog hun ”Women of Europe”-award fra European Movement International for sit europæiske engagement
Det bliver besluttet, hvem der skal være partiets nye spidskandidat i EU på partiets landsmøde 16.-17. september.