Irma-segmentet har fået nok. Politikerne bør indse, at de kan blive fremtidens svingvælgere

De må have undret sig noget i Jylland. Hvorfor i al verden græder københavnerne snot over et angiveligt temmelig dyrt supermarked, der skal lukke, når der er to eller tre andre supermarkeder indenfor gåafstand, der vel kan være lige så gode?

Fordi det handler om mere end dagligvarer. Det handler om en identitetsmarkør, der bliver taget fra en gruppe mennesker, der ikke føler, de får lov at have noget. En gruppe, der oplever, at politikerne altid vil gøre alt muligt for alle andre end dem.

Som når uddannelser og offentlige arbejdspladser skal rykkes ud af byerne. Eller da S-regeringen under valgkampen fandt på, at butikker i byer med under 2.500 indbyggere skulle have en check på 100.000 kroner. Eller når politikerne holder hånden over de mest forurenende brancher, fordi enhver grænse for miljøsvineri ville betyde færre arbejdspladser i provinsen.

Lukningen af Irma handler om mere end dagligvarer. Det handler om en identitetsmarkør

Morten Reimar

Og her handler det ikke udelukkende om dem, der slog fredsring om Irma i Ordrup og sang fællessange. Det handler om alle dem, der identificerer sig som Irma-kunder. Dem, der gerne betaler lidt ekstra for, at det er lækkert og økologisk, og som under sig selv en god bøf engang imellem, hvis pakken er dækket af grønne mærkater. Dem, der er grunden til, at der ligger flere Weekendavisen end Ekstra Bladet ved kassen i Irma. Dem, som enten bor i København eller i den umiddelbare forstad.

Det handler om byvælgere. Den progressive, uddannede middelklassevælger for hvem pasta ikke bare er pasta og en indkøbstur ikke bare er et praktisk gøremål. Dem, som politikerne har glemt at tale til. Ja, som nogle endda har gjort en karriere ud af at slå på.

Der er åbenlyst et overlap mellem Irma-kunden og 'Mads i Midten' – den nye vælgerprofil, valganalytiker Sune Steffen Hansen har præsenteret i blandt andet Politiken og Slotsholmen og som ifølge ham kommer til at afgøre fremtidens valg.

Tidligere blev den magt pålagt svingvælgeren 'Blå Bjarne'. Han var nemlig mulig at lokke over den politiske midte og sikre magten til den ene eller den anden blok. Og derfor har særligt Venstre og Socialdemokratiet gjort deres for at appellere til Bjarne: den midaldrende, faglærte provinsbo, der ønsker en hård og konsekvent udlændingepolitik og billig hakket okse.

Nu tyder meget altså på, det er Mads i Midten, de skal finde ud af at please i stedet. Mads har en videregående uddannelse og bor i en større by. Mads ser skattelettelser som en af de vigtigste politiske opgaver, men han har dog intet ønske om at afmontere velfærdssamfundet.

Der er åbenlyst et overlap mellem Irma-kunden og 'Mads i Midten'. Og nu tyder meget på, det er det segment, politikerne skal finde ud af at please

Morten Reimar

Han har et positivt syn på private velfærdsaktører, men er efterhånden træt af at høre om grænsebomme og udlændingestramninger. Han er globalist. Han er ikke nødvendigvis liberal, men slet ikke venstreorienteret. Han er med andre ord typen, der enten handler i Irma eller som minimum har en dybblå mulepose som statement, og så bare går derind, når det skal være lidt ekstra godt.

Og i takt med, at partierne har bejlet til Blå Bjarne, har de skubbet Mads i Midten fra sig. Og det bliver en tung manøvre at vende om nu, selvom den er nødvendig. For her står en stor gruppe mennesker, der bliver endnu større i de kommende år, som ikke aner hvem de skal stemme på.

Ikke så mærkeligt, for hvem er det, der taler deres sag?

Hvor var for eksempel det politiske ramaskrig, da forskere for et par uger siden fortalte, at luftforureningen i metroen nogle steder er 20 gange større end på H.C. Andersens Boulevard – den mest trafiktunge vej i landet? Eller i sensommeren, da en rapport kunne konkludere, at 12 procent af alle københavnske dødsfald kunne tilskrives luftforurening? Hvem stillede sig for alvor op og forsvarede 'de københavnske saloner'?

Hver gang en politiker siger ordene 'sammenhængskraft', tænker borgere i byerne "åh nej, hvad skal vi nu betale for?"

Egentligt burde det jo være Radikale, der sugede de her stemmer til sig. Men selv café-partiet over dem alle tager byvælgerne for givet. På deres hjemmeside under mærkesager, har de et punkt for landdistrikter, men ikke et for byer.

Under valgkampen blev den daværende leder, Sofie Carsten Nielsen, sendt ned og sidde i kassen i Rema1000 på Lolland. Ikke til Irma på Østerbrogade. Og Martin Lidegaard havde dårligt sat sig bag rattet, før han af to jyske lokalpolitikere blev bedt aflægge et offentligt løfte om, at Radikale under hans ledelse ikke ville blive et storbyparti.

For her står en stor gruppe mennesker, der bliver endnu større i de kommende år, som ikke aner, hvem de skal stemme på. Ikke så mærkeligt, for hvem er det, der taler deres sag?

Morten Reimar

Mange bystemmer gik til det nye parti Moderaterne, men er det et byparti eller bare de eneste på midten, der ikke leflede for provinsen under valgkampen?

Hos Venstre kan Jakob Ellemann, eller for den sags skyld Jan E. Jørgensen, Marie Bjerre og Linea Søgaard-Lidell, virke tillokkende, men lige bag dem står en hær af landmænd og svinger taktstokken. Du stemmer på by-Venstre, men risikerer at støtte land-Venstre.

Socialdemokratiet har traditionelt siddet på de større byer, men de går tilbage dér, hver gang de går frem i provinsen. Eksempelvis da tidligere beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard klandrede borgere på Østerbro for arbejdsforholdene i Nemlig.com i et absolut mislykket forsøg på at snobbe nedad. Ved kommunalvalget i 2021 fik S da også en ordentlig by-lussing som tak for alt.

Enhedslisten er dem, der både i valgresultater og kommunikation stort set entydigt er et parti for byen, men det virker uspiseligt for Irma-kunden, at hvis man vil stemme på det eneste parti, der fuldtonet agerer som et byparti, skal man samtidigt æde en afskaffelse af kapitalisme og indførelse af socialisme. Og i den anden ende af spektret ligger Liberal Alliance, som en spejling med omvendt fortegn.

Nej, Irma-kunden er midtervælger. Og ligesom med Irma, savner de noget, der taler til dem. Noget, der ikke snobber nedad, men tør at være en smule elitært og smart, fordi det er bedre. Noget, der er økologisk og biodynamisk uden at være hønsestrikket, københavnsk og internationalt på samme tid. Progressivt, men med dybe rødder.

Dét omsat til et politisk projekt har vi endnu til gode. Og det vil ellers nok være en salgbar vare, ikke bare i København, men også i Aarhus, Odense og Aalborg. Steder hvor Irma ironisk nok ikke kunne bide sig fast.

Dét omsat til et politisk projekt har vi endnu til gode. Og det vil ellers nok være en salgbar vare, ikke bare i København, men også i Aarhus, Odense og Aalborg

Morten Reimar

Men 'midte' betyder ikke intetsigende og smagsløst, som nogle politiske partier fuldstændigt har fejltolket. I stedet skal de fortælle byvælgerne, hvordan de vil gøre deres liv bedre. Tegne og fortælle, at det liv dé drømmer om – hente børnene på cykel, have tid sammen, både have økonomisk overskud og en velfungerende offentlig sektor, kunne trække vejret uden at dø – det vil de levere til dem.

Det behøver ikke være kedelig procespolitik, når det handler om midten. Ligesom med Irma, så handler det både om indpakningen og om de varer, der er på hylden.