Kommentar af 
David Trads

Trads: Hvis briterne siger farvel, begynder Vestens kollaps

KLUMME: Hvis briterne stemmer for et farvel til EU, vil freden og velstanden i Europa i al almindelighed og i Danmark i særdeleshed blive udfordret. Storbritannien har altid været vores vigtigste allierede. Vi skal være på samme hold, skriver David Trads. 

Foto: Justin Tallis/Scanpix
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er så meget på spil, når briterne på torsdag skal beslutte, om de vil blive i eller forlade EU:

Et ’remain’ – at forblive – vil være en lettelse. Så vil EU ånde lettet op. Det fredens projekt, som via stadigt tættere forbindelser mellem Europas lande har hjulpet os, vil fortsætte. Der vil komme diskussioner om reformer, herunder at rulle noget tilbage, men rammen vil fortsætte.

Det er ok. Til at leve med.

Et ’leave’ – at forlade – vil derimod være historisk. EU vil være rystet som aldrig før. Det tredjestørste land efter Tyskland og Frankrig vil melde sig ud. Andre lande, måske endda Danmark, vil begynde at flirte med tanker om at sige farvel til solidarisk samarbejde.

Et ’remain’ – at forblive – vil være en lettelse. Så vil EU ånde lettet op.

David Trads

Det er en katastrofe. Ikke til at holde ud.

Der er to organisationer, som mere end noget andet har sikret os fred og velstand – nemlig NATO, som blev oprettet i 1949, og EU, der blev etableret i 1951:

EU er garanten for vækst og stabilitet.

David Trads

NATO, forsvarsalliancen, binder USA og Europa sammen. Artikel 5, som fastslår, at et angreb på et medlemsland er et angreb på alle medlemslande, er garanten for, at alle tænkelige fjender holder sig tilbage. NATO var et bolværk mod Sovjetunionen. I dag mod Rusland.

EU, det politiske og økonomiske samarbejde, knytter Europa sammen. Adgangsbilletten er at etablere demokrati. Gevinsten er så stor, at først Sydeuropas og siden Østeuropas diktaturer blev elimineret af deres folk, så de kunne være med. EU er garanten for vækst og stabilitet.

Konsekvenserne er enorme
Hvis Storbritannien ender med at forlade EU, ja, så vil Vesten, som vi har kendt den siden Anden Verdenskrig, begynde at falde fra hinanden. Konsekvenserne, som blandt andet er ridset op af polsk-amerikanske forfatter Anne Applebaum i Washington Post, er enorme:

#1: Storbritannien vil officielt meddele, at det agter at træde ud af EU.
En historisk negativ udmelding, som er på niveau med de historisk positive melding, da Øst-udvidelsen kom på plads i 2002. Briterne vil iværksætte Artikel 50 – om et lands udmeldelse – i EU-traktaten. Det er aldrig sket før. Det vil være en kølle i ansigtet på Europa.

#2: Storbritannien vil selv blive kastet ud i en politisk krise af usete dimensioner.
David Cameron, den konservative premierminister, vil med en vis sandsynlighed falde. Spradebassen og superopportunisten Boris Johnson, som afskyr EU, vil sikkert tage over. Et valg i utide kan give Jeremy Corbyn, Labour-lederen, magten. Han er stærkt anti-amerikansk.

#3: Nationalister i resten af Europa vil lugte blod og angribe alt internationalt.
I Frankrig, EU’s næststørste land, vil Marine Le Pen fra Front National få yderligere vind i sejlene. Hun kan sagtens blive sit lands næste præsident ved valget næste forår. Hun har lovet at melde Frankrig ud af EU og NATO. Modet til at samarbejde på tværs af grænser vil erodere.

#4: I USA vil Donald Trump, den republikanske præsidentkandidat, få øget styrke.
Trump, hvis hidtidige succes er baseret på modstand mod globalisering, har allerede sagt, at han vil trække stikket til en handelsaftale mellem EU og USA, og at Europas sikkerhed er noget, som Europa selv må klare. Ved et britisk EU-farvel vil hans holdning stå stærkere.

#5: I Rusland vil Vladimir Putin, semi-diktatoren, løfte sine arme i begejstring.
Putins hedeste drøm – om at ’genetablere den geo-politiske virkelighed’ fra før Murens fald – vil blive opmuntret. Når Vesten svækkes, står Moskva stærkere. Et EU og NATO, som er svagt, vil opildne Kreml til at slå til mod Baltikum og Østeuropa. Den Kolde Krig ringer os op igen.

Scenariet er med andre ord rædsomt, hvis briterne stemmer for et farvel og tak. For freden og velstanden i Vesten og i Europa i al almindelighed og for Danmark i særdeleshed vil blive udfordret. Storbritannien har altid været vores vigtigste allierede og ven. Vi skal være på samme hold.

--- 
David Trads har hver mandag klummen 'Hos Trads' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024