Trads: Løkke er kommet flyvende fra start

Om man kan lide statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) eller ej, ja, så må man objektivt set anerkende, at han virkelig har leveret varen i de to uger, der er gået siden valget – og lad mig beskrive sejrene en for en og i den kronologiske rækkefølge:

For det første: Valgaftenen
Ikke bare fik Venstre en forfærdelig ydmygelse af vælgerne, idet partiet tabte hver fjerde stemme – nej, endnu værre, så gik partiet fra at være landets største til nu blot nummer tre. Dansk Folkeparti blev større – og alle talte om, at Kristian Thulesen Dahl var blå bloks leder.

Trods udsigt til at blive statsminister fastslog Løkke alvorligt, at Venstre havde fået et dårligt valg, og at han var hovedansvarlig. Han understregede, at der var en ’mulighed’ for at danne regering. Det ville blive svært, sagde han. Han droslede forventningerne ned.

For det andet: Kongelig undersøger
Det var en noget forpjusket Venstre-leder, der indledte forhandlingerne om at danne regering. Han havde alt andet end et folkeligt mandat bag sig – og da det kom frem, at han personligt havde tabt næsten hver anden stemme, sled det yderligere. Han så træt ud.

I dag – to uger efter valget, fem dage efter regeringsdannelsen – må man derfor konstatere, at Løkke er kommet flyvende fra start. En god begyndelse er langtfra nok til at sikre succes – men det er dog en god begyndelse…

David Trads

Men Løkke spillede sine svage kort tæt på perfekt. Han forhandlede åbent på Christiansborg, hvor han lod de øvrige partier mødes med pressen før og efter møderne. På den måde fik han udstillet, at Dansk Folkeparti ikke turde tage ansvar. Det gjorde kun han selv.

For det tredje: Regeringsdannelsen
Der var noget professionelt, noget næsten Fogh’sk, over den måde, som Løkke formelt trådte ind i rollen som statsminister på. Regeringsgrundlaget anerkendte den parlamentariske virkelighed – væk var eksempelvis nulvækst – men man kunne sagtens genkende Venstre.

Da Løkke præsenterede sin politik i Statsministeriet, havde han en tydelig mission – nemlig at understrege, at nu er han i den grad den, der bestemmer. Han var seriøs, smilte næsten ikke, talte i blot seks minutter, og tillod spørgsmål i 14 minutter. Ydmyg, men langt fra ydmyget. I kontrol.

For det fjerde: Fremrykning af folkeafstemning
De traditionelle ja-partier havde indgået en aftale om, at uanset hvem der vandt valget, så forpligtede de sig til en folkeafstemning, der fjerner dele af retsforbeholdet. Det var ventet, at afstemningen ville komme en gang næste år. Løkke fremrykkede den til december i år.

Det var smart: Dels fjernede regeringen enhver tvivl om, at DF får afgørende indflydelse på EU-politikken. Dels sikrede en afstemning i år reelt Løkke et halvt års nogenlunde ro, idet de øvrige ja-partier ikke har interesse i for meget ballade før afstemningen.

For det femte: Ministerudnævnelserne
For bare et år siden var Løkke tæt på at miste sit formandshverv. En gruppe tro væbnere – anført af finansordfører Peter Christensen og eks-minister Søren Gade – strakte deres loyalitet til det alleryderste for at hjælpe ham. Andre dolkede ham. De fleste troede, der ville blive betalt tilbage.

Løkke overraskede, da han køligt valgte de personer til ministre, som han vurderede, var de bedste. Kristian Jensen, som udfordrede ham for et år siden, er udenrigsminister og regeringens nummer to. Gade og Christensen droppet. Han har samlet sit parti igen.

For det sjette: Indfrielse af valgløfterne
I valgkampen var Venstre meget påpasselig med valgløfter – fordi Løkke vidste, at det ville blive svært at indfri dem. Faktisk kom han kun med tre konkrete løfter – et straks-indgreb mod asylsøgere, en genindførsel af håndværkerfradraget og en besparelse på udviklingsbistanden.

Alle tre løfter er reelt indfriet. Først håndværkerfradraget med et overrumplende flertal med blandt andre SF og Alternativet. Det viste Løkkes manøvredygtighed. Så en hurtig aftale med DF, K og LA om ringere vilkår for asylsøgere. Det er fermt parlamentarisk arbejde. Professionelt.

For det syvende: Pia Kjærsgaard som formand
Intet er vigtigere for Løkkes mulige succes end et rigtigt godt forhold til Dansk Folkeparti. Det ved han fra 2000'ernes VK-regeringer, hvor DF var den centrale samarbejdspartner. DF skal vide, at de er hans foretrukne partner – klart vigtigere end Liberal Alliance.

Derfor var det afgørende at sikre, at Pia Kjærsgaard fik posten som Folketingets formand, fordi det er så vigtigt for DF. Da Liberal Alliance strittede imod, satte Løkke dem på plads. LA kunne godt få noget for at stemme ja, men de skulle lære at begrænse sig. Det gjorde de.

I dag – to uger efter valget, fem dage efter regeringsdannelsen – må man derfor konstatere, at Løkke er kommet flyvende fra start. En god begyndelse er langtfra nok til at sikre succes – men det er dog en god begyndelse …

---
David Trads skriver klummen 'Hos Trads' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.