Translatører: Ingen vil tage ansvar for at sikre bedre tolkning

Af Carina Graversen
Medlem af Translatørforeningens tolkeudvalg

Der dukker jævnligt historier op i medierne om sager, hvor tingene er kørt skævt, fordi tolken var inkompetent.

Det er let at pege fingre ad tolken, men hvem har egentlig ansvaret for at sikre, at tolke, der arbejder i det offentlige, har de nødvendige kompetencer til at tolke?

I Danmark findes der reelt ingen mulighed for at uddanne sig til tolk. Det betyder, at mennesker, der ønsker at arbejde som tolk, enten skal erhverve sig tolkekompetencer på anden vis eller arbejde som ufaglærte.

Alvorlige følger for borgerne
Hver eneste dag anvender retsvæsenet, sundhedsvæsenet og sociale instanser tolke. Det siger sig selv, at det arbejde, som offentligt ansatte udfører, har eller kan have alvorlige følger for borgerne. Fagpersoners arbejde og kommunikation skal tolkes korrekt, præcist og på det fagsprog, som den offentligt ansatte taler, så borgeren, patienten eller den tiltalte får samme forståelse for situationen, som hvis denne havde talt og forstået dansk. Det er bare ikke altid tilfældet.

I de senere år har rapporter, undersøgelser og indlæg i den offentlige debat gang på gang påpeget overfor regions- og folketingspolitikere samt overfor skiftende justits-, sundheds- og socialministre, at der jævnligt er alvorlige problemer, når tolke, der skal bistå uddannede fagfolk som læger, sygeplejersker, psykologer, advokater, dommere, politibetjente, sagsbehandlere, pædagoger og så videre, ikke har de nødvendige sproglige, tolketekniske og faglige kompetencer.

Der er et tvingende behov for at højne den faglige standard hos broderparten af tolkekorpset, ikke mindst i de klassiske indvandrersprog, hvor behovet for tolkning er størst.

Carina Graversen
Medlem af Translatørforeningens tolkeudvalg

Samtlige rapporter og undersøgelser har draget enslydende konklusioner: Der er et tvingende behov for at højne den faglige standard hos broderparten af tolkekorpset, ikke mindst i de klassiske indvandrersprog, hvor behovet for tolkning er størst. Det gælder f.eks. arabisk, tyrkisk, somali og pashto, men også tolkning på de europæiske sprog halter.

Ingen tager ansvar
Det skorter med andre ord ikke på dokumentation for problemets eksistens og omfang. Ej heller er der tale om en ukendt problematik. De seneste to rapporter fra Institut for Menneskerettigheder og Translatørforeningens tolkeudvalg anbefaler, at der etableres en certificeringsordning for tolke, der arbejder i den offentlige sektor, et nationalt tolkeregister samt en tolkeuddannelse.

Selvom problemet med inkompetent tolkning har været kendt af politikerne i årevis, er der endnu ikke taget initiativ til at afhjælpe situationen. Det kan undre, da man i både Norge og Sverige for længst har anerkendt, at tolkning er en profession, og har indført certificeringsordninger for tolke. I Norge findes der desuden et nationalt, offentligt tilgængeligt register over certificerede tolke samt en tolkeuddannelse.

Perspektiverne for konkrete tiltag på området er lovende. Som situationen er nu, betaler det offentlige hvert år flere hundrede millioner kroner for tolkning, uden at kontrollere kvaliteten af tolkeydelserne. Der er i de nævnte rapporter flere eksempler på, at inkompetent tolkning ikke blot er til fare for rets- og patientsikkerheden, men også besværliggør offentligt ansattes og myndighedspersoners arbejde. Med andre ord: Spild af offentlige midler.

Brug for national løsning
Det bør fra politisk hold prioriteres, at tolke, der arbejder i hele den offentlige sektor, har en faglig kvalitet, der matcher de fagpersoner, de skal bistå, så anklageren, lægen eller sagsbehandleren kan udføre sit arbejde– over for både dansktalende og ikke-dansktalende borgere. Med politisk vilje vil man kunne mindske ressourcespildet i det offentlige betydeligt. Man undgår at aflyse retsmøder, fordi tolken ikke har tilstrækkeligt kendskab til juridisk sprog, man undgår fejlbehandlinger og forsinkelser, fordi der ved korrekt tolkning er større sandsynlighed for, at patienten forstår og følger lægens anvisninger, man undgår misforståelser i sociale sager med deraf følgende alvorlige menneskelige konsekvenser, fordi tolken ikke formår at formidle forvaltningens bestemmelser, begrundelser og så videre.

Ser man på hele integrationsaspektet, vil det uden tvivl bidrage positivt til integrationen af ikke-dansktalende borgere i Danmark, hvis nytilkomne fra starten fuldt ud forstår, hvad der formidles og kommunikeres om det samfund, de skal være en del af.

Når der er så mange oplagte fordele ved en national løsning, synes forklaringen på manglende politisk handling at være, at området ikke er forankret i noget ressortministerium. I dag er der forskellige ad hoc-løsninger på forskellige ministerielle områder. Konsekvensen er, at ministrene skubber ansvaret rundt mellem sig. For at kunne iværksætte og implementere den anbefalede nationale løsning er det derfor en absolut nødvendighed, at man fra politisk side udviser ansvarlighed og lederskab og en gang for alle beslutter, hvilket ministerium der skal have ansvaret for tolkningen i den offentlige sektor.