Trepartsforhandlingerne er en balancegang kombineret med forhindringsløb

Som formand for forhandlingsfælleskabet er det FOA's formand, Mona Striib, der står med hovedansvaret for at finde en løsning på det kommunale og regionale område. Med statsministerens udmelding er det åbenlyst for enhver, at FOA har endog meget store organisationsinteresser i trepartsforhandlingerne.

Mona Striib kommer derfor til at udvise balancekunst på højt niveau, hvis succeskriteriet for trepartsforhandlingerne også er et styrket sammenhold organisationerne imellem.

Løn er en motivationsfaktor, men uindfriede lønforventninger og oplevelsen af at være blevet forfordelt er på den anden side stærkt demotiverende. Regeringen melder ud, at de mener, at de medarbejdere, der skal tilgodeses, skal have en lønstigning på 2500 kroner om måneden, men de glemmer behændigt at varedeklarere, at det først er indfaset i 2030 – om seks år.

De lønstigninger, der bliver tale om her og nu – før skat – kan skrives med tre cifre. Og hver gang beskæftigelsesministeren forsikrer andre grupper om, at de måske også kan komme med, bliver beløbet mindre.

Socialdemokratiet lancerer i disse dage en kampagnevideo, hvor statsministeren tager æren for at hjælpe sosu-assistenten, pædagogen og sygeplejersken, men de bliver nok også nødt til at tænke i et budskab til den skuffede politibetjent, soldat og jordemoder. Oplevelsen af, at Socialdemokratiet og statsministeren bruger trepartsforhandlingerne i et partitaktisk profileringsprojekt, er som at vifte med en rød klud for mange offentligt ansatte.

Kampen om arbejdskraften er benhård, og derfor falder det bestemt ikke i god jord hos virksomhederne, at regeringen nu rykker balancen til fordel det offentlige arbejdsmarked.

Anders Bondo

Med en flertalsregering bag løftet om en lønpulje til de offentlige ansatte har kritikken af forslaget været begrænset. Der er imidlertid næppe tvivl om, at arbejdsgiverorganisationerne og formentlig også nogle af lønmodtagerorganisationerne på det private arbejdsmarked uden for mikrofonernes rækkevidde har givet udtryk for deres store bekymringer.

Forud for forhandlingerne på det offentlige arbejdsmarked præsenterer de private arbejdsgivere så sikkert som amen i kirken kampagner, der advarer mod for høje lønstigninger. Og nu lancerer regeringen så offentlige lønforhøjelser helt uden for overenskomsterne.

Kampen om arbejdskraften er benhård, og derfor falder det bestemt ikke i god jord hos virksomhederne, at regeringen nu rykker balancen til fordel det offentlige arbejdsmarked.

Skal trepartsforhandlingerne bidrage til at styrke den offentlige sektor, kræver det stor dygtighed og behændighed af forhandlernes ageren såvel i forhandlingslokalet, baglandet og offentligheden. Forhandlerne krydser uden tvivl fingre for, at politikerne og regeringen ikke gør opgaven vanskeligere, end den er i forvejen.