Tyskland-kendere før klimavalg: De tyske politikere får svært ved at indfri deres grønne løfter

Meget kan planlægges i valgkampe. Men onsdag den 14. juli trumfede virkeligheden på tragisk vis de dyrt indkøbte strategier og fancy kampagner i den tyske valgkamp. De ekstremt voldsomme oversvømmelser, der i løbet af natten havde ødelagt hele landsbyer og kostet skræmmende mange menneskeliv langs floderne i Nordrhein-Westfalen og Rheinland-Pfalz, satte scenen for resten af valgkampen. Fordi stort set ingen er i tvivl: de voldsomme og ødelæggende oversvømmelser, det vestlige Tyskland oplevede i midten af juli, er et resultat af klimaforandringerne.

Emnet stod dog også allerede tidligere overraskende højt på den politiske prioriteringsliste. For Tyskland har det sidste år taget et kollektivt spring på klimafronten, som sjældent set før – men udgangspunktet har også været lavt.

For at forstå, hvorfor det er noget mere kompliceret end som så at føre en progressiv klimapolitik i Tyskland, bliver vi nødt til at se på Tyskland erhvervsstruktur og på, hvor arbejdspladserne i Tyskland er. Det er nemlig ikke nødvendigvis nemt for politikerne at sætte gang i den grønne omstilling, når der er så store erhvervsinteresser og så mange arbejdspladser på spil.

Det er ikke overraskende, at båndene mellem de store tyske bilmærker og det politiske system er ekstremt tætte

Anne Sina & Nora Sina
Hhv. Politisk konsulent, Dansk Erhverv og Statskundskabsstuderende

Biler og kul

For at starte med det vigtigste: Bilindustrien har 833.000 ansatte i Tyskland. Det kan mærkes, især i nogle af de byer med store bilfabrikker. Se eksempelvis den socialdemokratiske højborg Bremen med sit Mercedes-Benz-Werk, der er på størrelse med en hel bydel og med mere end 12.500 ansatte er regionens største private arbejdsgiver. Det er ikke overraskende, at båndene mellem de store tyske bilmærker og det politiske system er ekstremt tætte. 

En anden industri, der stadig har en stærk lobby, er kulindustrien – selvom Tyskland har vedtaget at de skal udfase brugen af kul. Armin Laschet, kandidat til kanslerposten for det konservative CDU, startede sin tale til partiets konvent med en historie om hans far, der var minearbejder. Alene i Laschets delstat Nordrhein Westfalen er der 27 kulkraftværker. Når Tyskland fra senest 2038 kommer til at slukke sit sidste kulkraftværk, kommer det til at gøre ondt og koste mange arbejdspladser.

Derudover er rygraden af den tyske økonomi ikke – og har aldrig været – de store tyske selskaber, der har kapital og know-how til at gennemføre den grønne omstilling.

Nej, det er højtspecialiserede små og mellemstore virksomheder i den tyske provins, der går under fællesbetegnelsen ”Der Mittelstand”. Det er dem, der gør, at Tyskland kan kalde sig Eksport Weltmeister igen og igen. Og det er dem, som man gerne vil lave politik for. For der er mange af dem. De benægter bestemt ikke klimaforandringerne, men deres muligheder for at lægge alt om hurtigt og radikalt er begrænsede.

Den 'magiske' dom

Så det har været stærke kræfter, der har haft et fast greb om Merkel og hendes klimapolitik de sidste 16 år. Også på dette politikområde har Merkel æraen især været karakteriseret af reaktion fremfor aktion – ikke så hensigtsmæssigt, når det gælder klimakrisen. 

Også på dette politikområde har Merkel æraen især været karakteriseret af reaktion fremfor aktion – ikke så hensigtsmæssigt, når det gælder klimakrisen

Anne Sina & Nora Sina
Hhv. Politisk konsulent, Dansk Erhverv og Statskundskabsstuderende

Men så skete der noget: En gruppe unge mennesker fra forskellige ngo’er og bevægelsen Fridays for Future klagede mod den tyske klimalov fra 2019 ved forfatningsdomstolen. Anklagen lød, at den nuværende klimalov ikke var ambitiøs nok, og de unges frihedsrettigheder vil blive voldsomt indskrænket i fremtiden, hvis ikke klimaloven effektivt ville sætte en stopper for klimaforandringerne. De vandt sagen.

Forfatningsdomstolen pålagde den tyske regering at forhandle en mere indgribende klimalov.

Og siden er det gået hurtigt. Dommen virker som en trylledrik og alle partier overstiger nærmest hinanden med klimaløfter om en skat på CO2, klimaneutralitet før 2045 og at lukke det sidste kulkraftværk allerede i 2030. Senest har De Grønne foreslået et klimaministerie, der har vetoret mod samtlige lovforslag, der ikke er i overensstemmelse med Paris aftalen.

For CDU og spidskandidaten Armin Laschet er det dog efter 16 år med partiet ved magten svært for alvor at virke progressiv her, uagtet de gode intentioner og forslag i valgprogrammet. Og hans ubehjælpsomme og nølende håndtering af oversvømmelserne, der jo især ramte den delstat, som han selv er ministerpræsident for, har ikke givet ham et grønnere image – tværtimod.

Grøn fremtid

På den ene side understøtter vandmasserne deres budskaber om behovet for grøn nytænkning

Anne Sina & Nora Sina
Hhv. Politisk konsulent, Dansk Erhverv og Statskundskabsstuderende

Partiet De Grønne, der jo i sin tid voksede ud af 80’ernes miljøbevægelse, har imidlertid profiteret af det nye fokus på klimaet og har leveret de mest ambitiøse krav til den grønne omstilling. Heldigt for dem er, at det nok ikke er særlig mange af de 12.500 ansatte på Mercedes-Benz-fabrikken i Bremen, der stemmer på dem i forvejen. 

Det er imidlertid en balancegang for partiet at håndtere sommerens oversvømmelseskatastrofe og dens konsekvenser: på den ene side understøtter vandmasserne deres budskaber om behovet for grøn nytænkning.

På den anden side må de for alt i verden ikke få det til at se ud som om, at de vil fiske stemmer på en dybt tragisk hændelse. Hvorvidt den balancegang lykkes for det ikke helt driftssikre parti og deres mildest talt hellere ikke driftssikre kanslerkandidat Annalena Baerbock har vi stadig for alvor til gode at se.

Sommerens oversvømmelser har gjort det klart for selv den sidste tysker, at klimaforandringerne er her. Den kommende regering skal levere løsninger - og det kan kun gå for langsomt.