Udenrigsministeren overtager formandskabet for Europarådets Ministerkomité
Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) overtager 15. november formandskabet for Europarådets Ministerkomité.
Kristian Tolbøll
RedaktionsassistentUdenrigsminister Anders Samuelsen vil fra 15. november og frem til 18. maj 2018 repræsentere det danske formandsskab for Europarådets Ministerkomité.
Det skriver Udenrigsministeriet.
Danmark overtager officielt formandssædet ved komitéens møde 15. november i Strasbourg. Her vil Europarådets generalsekretær Thorbjørn Jagland og ambassadørerne for Europarådets øvrige 46 medlemslande blandt andet deltage.
”Jeg ser frem til at overtage formandskabet i dag. Europarådet er en vigtig organisation, der spiller en central rolle i forhold til håndhævelsen af frihedsrettighederne i Europa. Vi håber at få sat nogle tydelige danske fingeraftryk på arbejdet i organisationen. Det gælder i forhold til det fortsatte reformarbejde på menneskerettighedsområdet, fremme af ligestilling og LGBTI-rettigheder, uddannelse i demokrati, beskyttelse af rettighederne for personer med handicap og den løbende indsats mod tortur,” udtaler udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).
Ministerkomitéen er det øverste politiske organ i Europarådet, der ledes af formandskabet, som hvert halve år går på skift mellem de i alt 47 medlemslande i Europarådet. Danmark varetog sidste gang formandsskabet i 1996.