Debat

Hvordan skal Israel vinde over en fjende, der allerede har tabt, Ehrenreich?

Israels angreb vil næppe betyde enden på Hamas, men kun forarme det palæstinensiske folk yderligere. Vi bør som internationalt samfund tage ved lære af 20 års fiasko i Afghanistan, skriver Malene Sønderskov til Michael Ehrenreich.

Siden krigen i 1967 har palæstinenserne været de evige tabere, skriver Malene Sønderskov.<br>
Siden krigen i 1967 har palæstinenserne været de evige tabere, skriver Malene Sønderskov.
Foto: Mahmud Hams/AFP/Ritzau Scanpix
Malene Sønderskov
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I Altinget 11. oktober argumenterer forhenværende hofmarskal, kammerherre og bestyrelsesmedlem Michael Ehrenreich for, at Hamas' angreb på Israel meget vel kan ændre Mellemøsten for altid. Og muligvis vil betyde enden på Hamas' eksistens.

Jeg vil argumentere for det stik modsatte. For mens Israel nu lader bomberne regne ned over almindelige mennesker i Gaza, og israelerne tæller deres døde civile i hundreder, rejser spørgsmålet sig: Hvordan kan Israel vinde over en fjende, der allerede har tabt?

Siden krigen i 1967 har palæstinenserne været de evige tabere. Og Israel har ikke – som Michael Ehrenreich skriver – forsøgt sig med forskellige strategier i forhold til Gaza og Vestbredden.

Israel har systematisk forsøgt sig med én strategi: at "håndtere konflikten", udvide staten Israels territorie og inddæmme palæstinensernes eksistens i Gaza og på Vestbredden.

Taler man med palæstinenserne, vil man finde ud af, at de for længe siden har tabt troen på og tilliden til det internationale samfund

Malene Sønderskov
Partner og seniorkonsulent, Strategyhouse

Palæstinenserne årelange tab af rettigheder

Den israelske premierminister Benjamin Netanyahus seneste optræden på FN's generalforsamling bekræfter den påstand: Her optrådte han med et kort, hvor palæstinensernes eksistens var udeladt. Ligeledes taler FN's rapporter gennem de sidste 30 år deres tydelige sprog.

Her kan man læse, at palæstinenserne har tabt adgang til det land, det internationale samfund sagde, skulle udgøre en palæstinensisk stat.

De har tabt kontrol over det vand i undergrunden, der skal vande deres afgrøder. De har tabt muligheden for at bevæge sig frit imellem palæstinensiske byer. De har tabt retten til et statsborgerskab og til at vende tilbage til de områder, de blev fordrevet fra.

I Gaza har palæstinenserne mistet muligheden for at fiske fra det farvand ud fra kysten, der er deres. De har tabt landbrugsland langs muren til Israel. De har tabt muligheden for at tjene penge, fordi den 15 år lange blokade forhindrer transport af varer ind og ud af Gazastriben og mennesker i at søge arbejde udenfor Gazastriben.

80 procent af Gazastribens indbyggere modtager i dag humanitær hjælp. Og selv om palæstinenserne er et af de folkeslag i verden, der modtager mest bistand per indbygger, så bliver fattigdommen kun dybere.

Læs også

Taler man med palæstinenserne, vil man også finde ud af, at de for længe siden har tabt troen på og tilliden til det internationale samfund.

For godt nok bliver det internationale samfund ved med at gentage, at palæstinenserne har ret til deres eget land, at bosættelserne er ulovlige, og at Israel – ligesom Hamas – bør overholde folkeretten.

Men herefter sker der intet.

Så palæstinenserne har tabt. Og i en grad, hvor der ikke er meget mere at tabe – andet end deres tro på, at de har ret til at bo, hvor de bor, og nyde de samme rettigheder som andre mennesker.

Vi skal lære af Afghanistan

Måske er det den tro, Israel nu vil banke ud af dem ved at sende raketter ind over Gaza?

Jeg tvivler på, at Israelerne får held med det, medmindre de da – med Vestens velsignelse – vil slette dem fra jordens overflade, sådan som vi fejlagtigt troede, vi kunne slette Taliban fra landkortet i Afghanistan.

Hvordan vinder man så over en fjende, der allerede har tabt? Det indlysende svar kunne være at bringe dem i en position, hvor de rent faktisk har noget at tabe: Rettigheder

Malene Sønderskov
Partner og seniorkonsulent, Strategyhouse

Det kunne vi som bekendt ikke, fordi Taleban hele tiden har været nogens barn, bror, onkel, ægtefælle eller fætter, og ikke "bare" en afgrænset rede af terrorister.

Derfor måtte USA og dets allierede opgive kampen og forlade 20 års investeringer i landet, ydmygede og for rullende kameraer.

Men hvis ikke det er en mulighed, hverken moralsk eller praktisk at udslette palæstinenserne, hvordan vinder man så over en fjende, der allerede har tabt?

Det indlysende svar kunne være at bringe dem i en position, hvor de rent faktisk har noget at tabe: Rettigheder. Muligheder for at leve et liv som alle andre. 

Jeg har ingen forhåbninger om, at vi som internationalt samfund vælger den vej.

Derfor har vi næppe set det sidste angreb fra Hamas – eller noget, der ligner. Der er nemlig intet overraskende ved, at palæstinenserne gør modstand.

Måske andet end styrken, hvormed de gør det. Og at vi som internationalt samfund fortsat benytter en retorik, der viser, at vi har lært meget lidt af 20 års fiasko i Afghanistan.

Et ordsprog siger, at hvis man vil ændre verden, må man starte med sig selv. Måske er det på tide, vi starter der?

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Michael Ehrenreich

Fhv. hofmarskal og chefredaktør, kammerherre
journalist (DJH 1979)

Malene Sønderskov

Partner og seniorkonsulent, Strategyhouse
cand. scient. soc. i udviklingsstudier (Roskilde Uni.), master i evaluering (Melbourne Uni.)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024