Ugen i dansk politik: Pia Olsen Dyhr samler SF til landsmøde
Ugen i dansk politik byder på udgivelsen af en ny menneskerettighedsrapport, åbent samråd om Syrien-børn og SF's landsmøde. Få overblikket over de vigtigste politiske begivenheder her.
Cindy Shummontien Green
ResearcherGodmorgen og velkommen til en ny uge i dansk politik.
Lørdag afholdt Moderaterne sit første ordinære årsmøde, og i denne uge drager SF's medlemmer fra nær og fjern mod Kolding, når partiets årlige landsmøde løber af stablen.
Folketinget kan se frem til at behandle en lang række forslag i løbet af ugen, heriblandt regeringens finanslovsudspil. Derudover er udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) indkaldt til åbent samråd om Syrien-børnene.
Få overblikket her.
Mandag
- Ugens starter stille ud med et regionsrådsmøde i Region Syddanmark. Det finder sted i Vejle klokken 15.00.
Tirsdag
- Amnesty udgiver sin menneskerettighedsrapport og gør status på menneskerettighederne globalt og i det enkelte lande.
- Det er lovbehandling i folketingssalen, hvor Folketinget skal tage stilling til mulighederne for at pågribe militært ansatte, der er narkopåvirket i tjeneste. Derudover er der en udvidet partilederdebat. Det starter klokken 13.00.
- Transportminister Thomas Danielsen (V) er indkaldt til samråd om borgersamling om Lynetteholms delanbefalinger. Det sker klokken 14.00.
- Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) er indkaldt til åbent samråd om omlægningen af kandidatuddannelser til 1-årige uddannelser. Samrådet begynder klokken 14.00.
- Der er regionsrådsmøde i Region Sjælland i Sorø klokken 16.00.
- Beboerne på Christiania forventes at holde et møde om, hvordan aftalen om almene boliger skal realiseres.
Onsdag
- Klokken 9.00 er der møde i salen, hvor finansloven skal i første behandling.
- Rigshospitalet og Danish Life Science Cluster inviterer til Fremtidsdage på Rigshospitalet. I løbet af dagen vil der være en række forskellige paneldebatter og virtual reality-udstillinger om fremtidens sundhedsvæsen. Det starter klokken 8.00 på Rigshospitalet.
- Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er indkaldt til åbent samråd om regeringens holdning til Syrien-børnene. Det starter klokken 11.45.
- EU-Parlamentet mødes til plenarsamling i Bruxelles. Håndtering af pfas og generel produktsikkerhed er på dagsordenen. Plenarsamlingen starter onsdag klokken 15.00 og afsluttes torsdag.
Torsdag
- En række lovforslag skal behandles, heriblandt forslaget om et midlertidigt solidaritetsbidrag, ekstra økonomisk støtte til modtagere af ældrecheck og arbejdsmiljøet i Grønland. Lovbehandlingen starter klokken 10.00.
- Dagens første samråd starter klokken 10.15, hvor børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) skal redegøre for sin holdning til forårs-SFO og kommunernes sparemanøvre.
- Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagard (M) er indkaldt til åbent samråd om Klimarådets statusrapport for 2023. Ministeren skal blandt andet redegøre for regeringens fremtidige klimapolitiske initiativer.
Fredag
- Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Industri, Udenrigsministeriet og det globale center for klimatilpasning afholder et arrangement om investeringer i klimatilpasning. Minister for udviklingssamarbejde og globalt klima Dan Jørgensen (S) deltager i programmet.
Lørdag
- SF afholder landsmøde på Comwell i Kolding. I løbet af weekenden skal partiet blandt andet debattere valgprogrammet til Europa-Parlamentsvalget og godkende partiregnskabet. Programmet starter klokken 9.30.
Søndag
- Ugen runder af med bispevielse i Odense Domkirke, som markerer, at Mads Davidsen er den nye biskop over Fyens Stift.