Ugens embedsmand: Da Karen-Inger Bast forlod anklagerpulten, var Patienterstatningen alt, hun kunne ønske

Du har været direktør i Patienterstatningen i over 15 år, har du oplevet, at embedsværket har ændret sig i den tid?

Ja. Patienterstatningens sager - og de menneskeskæbner, der ligger bag – er i langt højere grad på politikernes og mediernes dagsorden. Det er godt, fordi det sikrer åbenhed og presser os til at blive endnu bedre, men det gør også, at vi indimellem kommer til at bruge meget tid på mediehåndtering.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet bruger også Patienterstatningen langt mere end for 15 år siden. Ofte afføder konkrete sager i pressen spørgsmål fra Folketinget, som vi også skal hjælpe med at svare på.

Det gør sagerne fra Aarhus Universitetshospital, hvor mave-tarmkræft-patienter er blevet behandlet for sent og har fået forkert information.

Ikke to sager er ens, men desværre vil mange af de mest syge patienter ikke få erstatning, fordi forsinkelsen ikke har haft tilstrækkelig betydning for deres overlevelseschancer eller behandlingsforløb. Hvis vi kan give erstatning efter loven, gør vi det.

Amputationssagerne, som også startede i Region Midtjylland, fylder også. Jeg tror, at alle kan sætte sig ind i, hvor fatalt det er at miste et ben, som kunne have været bevaret. Og hvor svært det er at leve med tanken om, at amputationen måske kunne være undgået.

Da jeg blev direktør, havde jeg været anklager i næsten 25 år, og jeg syntes, at jeg havde taget min portion af sager om drab, voldtægter og narkosager.  

Det vil være forkert at sige, at jeg var træt af sagerne, men jeg ville gerne prøve kræfter med topledelse et sted, hvor det var muligt at gøre en endnu mere markant og meningsfuld forskel.

Patienterstatningen var og er alt det, jeg kunne ønske mig. Det er jura, svære sager, arbejde med en bestyrelse, politik – og ikke mindst dygtige, engagerede medarbejdere, som brænder for deres arbejde.