Ugens embedsmand: Thomas Hestbæk Andersen gør en dyd ud af at være nærværende og menneskelig

MØD EMBEDSVÆRKET: Direktøren i Dansk Sprognævn involverer sig personligt og gør en dyd ud af at være nærværende og menneskelig, når han er på arbejde. Men Thomas Hestbæk Andersen er også nøjeregnende med ikke at overskride grænsen til det private. 

Thomas Hestbæk Andersen har været direktør for Dansk Sporgnævn siden februar 2019. Det er hans første job i den danske centraladministration. 
Thomas Hestbæk Andersen har været direktør for Dansk Sporgnævn siden februar 2019. Det er hans første job i den danske centraladministration. Foto: Dansk Sprognævn
Malte Bruhn

Hvilken opgave tager mest af din tid i øjeblikket?
Vi er i færd med at lægge ny strategi for Dansk Sprognævn og forhandle rammeaftale for de næste fire år, og det kræver resurser, for vi har mange interessenter hvis behov skal tilgodeses. Vi har meget vi gerne selv vil præge dagsordenen med, vi er mange nye hoveder med nye fagprofiler som er kommet til efter udflytningen sidste år, vi står overfor at skulle have nyt repræsentantskab og bestyrelse, og, og, og. Det er vildt spændende at skulle sætte retningen for de næste fire år i et sådan krydspres. Men der er også mange bolde i luften. 

Hvad ved dine kollegaer ikke om dig?
Jeg involverer mig personligt og gør en dyd ud af at være nærværende og menneskelig når jeg er på arbejde, men jeg er også nøjeregnende med ikke at overskride grænsen til det private. Så der er da masser af aspekter af hvad der gør mig til mig som mine kolleger ikke kender til. Men de ved godt at jeg har et svagt punkt for den gamle Top Gun-film og glæder mig til 2’eren rammer biograferne.

Hvordan kobler du af i en travl hverdag?
Der er jeg nok sådan en lidt stereotyp, midaldrende direktørtype, for jeg nyder at spille golf, cykle i lycra, læse Hemingway og lave god mad til familien.

Hvis du frit skulle vælge et helt andet job end embedsmand, hvad skulle det så være?
Da jeg var meget ung og aftjente min værnepligt i Beredskabskorpset hvor jeg blev uddannet brandmand og røgdykker, og fik lidt vinkler på skulderen som såkaldt ambulancegruppefører, flirtede jeg seriøst med at søge ind for at blive falckredder.
Et halvt år senere, efter at jeg var vendt hjem fra at have arbejdet i Paris, røg jeg imidlertid og lidt tilfældigt med den tsunami af alle os der valgte en humanistisk universitetsuddannelse, som ramte i midten af 1990'erne. Jeg læste dansk, blev senere ph.d. i samme fagfelt, og direktørstillingen her i Sprognævnet er absolut et drømmejob.

Fakta
Thomas Hestbæk Andersen (født 1975 i Aarhus) har været direktør for Dansk Sprognævn siden 1. februar 2019.

Han har tidligere været lektor og forskningsleder ved Institut for Sprog og Kommunikation ved Syddansk Universitet. 

Han er cand.mag. i Nordisk og Virksomhedskommunikation. Han har skrevet en Ph.d. om leksikogrammatiske metaforer i dansk.

Dansk Sprognævn, der hører under Kulturministeriet, blev udflyttet fra Frederiksberg i København til Bogense på Fyn 1. april 2019. Det fik tidligere direktør Sabine Kirchmeier til at forlade sin stilling efter 12 år på posten.

Dansk Sprognævn er en statslig forskningsinstitution under Kulturministeriet.

Sprognævnet 
beskæftiger sig med det danske sprogs udvikling og brug gennem forskning, normering og ved rådgivning.

Kilde: Dansk Sprognævn

{{toplink}}

Hvis du tænker tilbage på dit første job i embedsværket, hvad overraskede dig så mest ved den verden?
Jeg sidder stadig i mit første job i embedsværket. Selvom det ikke overrasker mig mere, så reflekterer jeg stadig jævnligt over hvor meget en procedurekultur jeg virker i. Den grundlæggende antagelse om at hvis ikke det er skrevet ned og dokumenteret, så er det ikke sket. Det udfordrer til tider smidigheden i en mindre organisation som den jeg er i spidsen for. Og de mange procedurer synes ofte at have øje for virkeligheden i de større statsorganisationer, og derfor skyder vi ikke så sjældent gråspurve med kanoner.

Der er jeg nok sådan en lidt stereotyop midaldrende direktørtype, for jeg nyder at spille golf, cykle i lycra, læse Hemingway og lave god mad til familien.

Thomas Hestbæk Andersen
Direktør i Dansk Sprognævn

Hvad er embedsværkets største udfordring lige nu?
Jeg ved ikke om det er den største udfordring, men de mange møgsager hvor forskellige medarbejdere i staten ikke har kunnet kende forskel på dit og mit, har medført en række nye procedurer og kontrolforanstaltninger. Jeg kan jo godt følge logikken i sådanne tiltag, men hver gang man stiller et nyt batteri af kanoner op i hver stor og lille statsinstitution (blot for at blive i metaforeren med gråspurve og kanoner), så fjerner man resurser fra kerneopgaverne.

Denne artikel er skrevet uden brug af startkomma, selvom det normalt er tilfældet i alt, der bringes på Altinget. Det skyldes, at Dansk Sprognævn ikke anbefaler startkomma, hvorfor Thomas Hestbæk Andersen har insisteret på, at denne artikel er skrevet uden brug af startkomma.

Dokumentation

UGENS EMBEDSMAND

Hver uge møder Altinget Embedsværk én af landets embedsmænd. 

Vi undersøger, hvem der gemmer sig bag hæve-sænke-bordene og de folkevalgte politikere i centraladministrationens styrelser, ministerier og departementer.

Hvad drømmer de om? Hvordan ser de på embedsværket? Og hvordan kobler de af i en travl hverdag? 

Kender du én, der skal være ugens embedsmand? 

Så send en mail til [email protected] 


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024