V-borgmester åbner for nyt samarbejde med Enhedslisten: “Vi er bestemt ikke forlovet med Socialdemokratiet”
Venstre har fokuseret “lige lovligt meget” på landbrug og landdistriker og glemt at fortælle storbyvælgerne, hvorfor liberal politik er relevant for dem, mener borgmester Jens-Kristian Lütken. Han varsler samtidig et langt større sats på frit valg i den offentlige sektor i København.
Søren Dahl
JournalistHvis Venstre skal have en seriøs chance for at rejse sig til fordums storhed, kræver det, at partiet kaster mere kærlighed på københavnerne og andre storbyvælgere, end tilfældet er i dag.
Det mener Jens Kristian-Lütken, der udover at være partiets leder i København også tilhører den relativt eksklusive skare, som Venstre-borgmestre i landets største byer udgør i dag.
“Jeg synes, at der har været en periode, hvor Venstre har fokuseret lige lovligt meget på landdistrikterne og landbruget, og glemt, at der også skulle være politik til de mange borgere, der bor i storbyer,” siger Jens Kristian Lütken.
Han tilføjer dog, at partiet på visse punkter er “på vej tilbage i den rigtige retning”.
“Jeg noterer mig jo, at vores formand også mener, at vi skal blive bedre til at fortælle børnefamilierne på Østerbro, hvad vi kan gøre for dem,” siger Jens Kristian Lütken og henviser til Venstre-formand Troels Lund Poulsens udtalelser i et nyligt interview i Berlingske.
Det er for mig at se billedet på den moraliserende og pegefinger-løftende tilgang om, at det er bedre at gå i folkeskole end i privat- eller friskole, som vi skal helt væk fra.
Jens-Kristian Lütken, beskæftigelses- og integrationsborgmester (V)
Disse vælgere kan Venstre ifølge ham i højere grad nå ved at gribe dagsordnen om at sætte den lokale velfærd fri og tilbyde mere flere muligheder for borgerne. Som også regeringen selv er inde på med det nye udspil til en ældrereform.
“De perioder, hvor musikken virkelig har spillet i Venstre, har i min optik været der, hvor vi har evnet at favne både land og by. Den balance skal vi genfinde.
Derfor hviler der også et ansvar på mine skuldre i forhold til at gøre liberal politik relevant for dem, der bor i København,” siger borgmesteren.