Profile
Log ind
WAYF login
Log på med SSOGlemt adgangskode?
Bliv abonnent
Kommentar af 
Rikke Viemose

Kære heteroseksuelle mænd, I kan sagtens gifte jer med højtuddannede kvinder. De bider ikke

Hvis vi skal skabe mere lighed i ægteskabet, kræver det, at flere mænd vil gifte sig med kvinder, der har større succes, end de selv har, skriver Rikke Viemose.

Foto: Lærke Posselt
Rikke Viemose
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi har hørt det mange gange: Danske kvinder har de seneste par årtier uddannet sig bedre og mere end mænd.

Det har efterhånden skabt et uddannelsesgab, der betyder, at der er mere end 100.000 flere danske kvinder med en videregående uddannelse end mænd.

Ofte bliver det fremstillet som et problem. I takt med ændringen er der nemlig blevet flere singler.

Der er en overvægt af veluddannede, ufrivilligt singlekvinder i byerne og af kortuddannede, ufrivilligt singlemænd uden for byerne. Mange gange er forklaringen, at det er fordi "kvinder gifter sig opad". Kvinder gifter sig oftest med mænd, der er mindst lige så godt uddannet som sig selv, og ofte tjener manden i et ægteskab også mere end kvinden.

Det er faktisk lige så rigtigt at sige, at mænd foretrækker at "gifte sig nedad".

Rikke Viemose
Journalist & forfatter

I mange diskussioner har jeg hørt mænd betegne kvinder som snobbede eller kræsne og konkludere, at fordi kvinder ikke vil gifte sig "nedad", er der mange mænd, som er ensomme og har det dårligt.

Men stop nu lige et øjeblik.

Historien om, at "kvinder gifter sig opad", er et alt for simpelt narrativ. Det er faktisk lige så rigtigt at sige, at mænd foretrækker at "gifte sig nedad".

Mange undersøgelser har rigtignok vist en tydelig tendens til, at kvinder i stort set hele verden er gift med mænd, der er bedre uddannet og tjener mere, end de selv gør.

I socialvidenskaben kaldes denne ulighed for 'hypergami' og den forklares af forskerne med patriarkalske normer. Historisk set har kvinder overalt i verden været nødsaget til at gifte sig til status, hvis de ville sikre sig økonomisk, fordi mænd har (haft) bedre adgang til uddannelse og velbetalte jobs.

I Danmark er det – trods uddannelsesniveauet – også stadig sådan, at kvindernes lønniveau halter efter mændenes.

Læs også

Mange studier viser, at mænd har lettere end kvinder ved at få en flot karriere og væsentlige lønløft undervejs i arbejdslivet. Mens kvinder går ned i løn, når de får børn, stiger mænds status og løn, når de bliver fædre.

Men mens kvinder søger partnere, der kan matche dem uddannelsesmæssigt, så foretrækker mænd at gifte sig med flotte, yngre kvinder, der har en lavere indkomst og uddannelse end de selv har.

Det kan man blandt andet læse om i den store amerikanske undersøgelse "The End of Hypergamy".

Heri hedder det, at "mønsteret, hvor mænd har mere uddannelse end deres hustruer (kaldet 'hypergami'), altid har været en af ​​de mest udtalte former for ulighed mellem kønnene i heteroseksuelle romantiske forhold".

Kønsforsker Keld Reinicke forsøgte at forklare det i et interview i Berlingske for et par år siden, hvor han talte om, at højtuddannede kvinder "kan virke skræmmende" på mænd.

Det skal gøres klart for mænd, at de ikke skal være så bange for veluddannede kvinder.

Rikke Viemose
Journalist & forfatter

Så selvom fokus i diskussionerne oftest er på kvinderne, så handler uligheden i pardannelser lige så meget om, at mænd vægrer sig ved at "gifte sig opad".

Jeg tror, vi er mange, der har mødt mænd – i hvert fald i min egen midaldrende generation og ældre – der har eller har haft det svært med at danne par med kvinder, der tjener mere, end de selv gør.

For nylig hørte jeg om et par, der havde samme profession, og hvor kvinden var gået på deltid. I omgangskredsen er alle overbevist om, at det var, fordi manden ikke brød sig om, at konen havde mere succes end han.

I takt med at flere og flere kvinder tager længere uddannelser end mænd, håber jeg, at vi kan nedbryde den slags patriarkalske normer. Så ingen mænd skal være flove over at være sammen med en succesfuld kvinde.

Det sker naturligvis ikke, hvis kvinderne følger de råd, som etnolog Sarah Holst Kjær gav enlige kvinder i den artikel fra Berlingske, der er nævnt ovenfor.

Heri rådede hun Ph.D.-uddannede singlekvinder til at lægge uddannelsen på hylden, flytte på landet og tage arbejde som kassedame i det lokale supermarked, hvis de ville finde en mand.

Jeg synes, det er en bedre strategi at få gjort det klart for mænd, at de ikke skal være så bange for veluddannede kvinder.

Og hvem ved, måske kommer det helt af sig selv? I den vestlige verden er der i hvert fald allerede tegn på, at flere mænd med korte uddannelser gifter sig med veluddannede kvinder.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rikke Viemose

Journalist, forfatter, kommunikationsrådgiver
Journalistik, Danmarks Journalisthøjskole, BA i Litteraturvidenskab og Moderne Kulturhistorie, Københavns Universitet

Kenneth Reinicke

Lektor, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, RUC
cand.scient.soc., ph.d. i mandeforskning

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024