Danmark misser igen mål om fly og skibe til redning i Grønland. "Ikke tilfredsstillende," siger Mette Frederiksen

En tredjedel af 2023 har Forsvaret ikke haft et Challenger-fly til rådighed til eftersøgning og redning i Grønland trods en politisk aftale om at være der hele året. “Ikke tilfredsstillende,” siger statsminister Mette Frederiksen.

<div>Challenger-flyene bliver foruden overvågning i Grønland brugt til at transportere blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S). Her sidder hun og forbereder sig i flyet forud for et besøg i Grønland i 2019.</div>
Challenger-flyene bliver foruden overvågning i Grønland brugt til at transportere blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S). Her sidder hun og forbereder sig i flyet forud for et besøg i Grønland i 2019.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Rasmus Raun WesthNathalie MortensenAndreas Krog

"Mayday, mayday," lød det over radioen hos Flight Information Center Nuuk og Arktisk Kommando ved frokosttid mandag 29. juli.

To piloter meddelte, at deres fly styrtede.

Challenger-flyet, som Flyvevåbnet stiller til rådighed for Arktisk Kommando, fandt hurtigt frem til flyets position og kunne følge det i luften, mens det styrtede mod havet.

Vi har kapacitetsudfordringer i vores samlede beredskab, og det er vi i gang med at få ændret på.

Mette Frederiksen (S)
Statsminister
30 minutter efter mayday-kaldet blev de to personer reddet op i en gummibåd og videre op på Triton, et af Søværnets inspektionsskibe i Thetis-klassen.

Ifølge TV 2 var det et ”lykketræf”, at Challenger-flyet var "på mission få sømil fra området" i Sydvestgrønland.

Nu viser tal, som Altinget har fået fra Forsvarsministeriet og Arktisk Kommando, at flyet kun var til rådighed i 239 ud af årets 365 dage i 2023.

Altså under to tredjedele af året. Det er til trods for en tværpolitisk politisk aftale fra 2016 om, at et Challenger-fly og mindst et af Thetis-inspektionsskibene skal stå til rådighed for SAR, search and rescue, i Grønland året rundt.

Utilfreds statsminister

Statsminister Mette Frederiksen (S) er ikke imponeret, da Altinget spørger ind til det store efterslæb.

"Når vi ikke leverer alt det, vi gerne vil, så er det ikke tilfredsstillende,” siger Mette Frederiksen.

"Vi har kapacitetsudfordringer i vores samlede beredskab, og det er vi i gang med at få ændret på," siger statsministeren til Altinget under et pressemøde på Flyvestation Aalborg 27. august.

 

 

Skibe halter også

Heller ikke inspektionsskibene i den Thetis-klasse, som i juli fik de to nødstedte piloter tilbage på land, leverede Danmark som lovet til Grønland i 2023. Således var mindst et inspektionsskib kun til rådighed 283 dage ud af de aftalte 365 dage.

Ifølge tal fra Arktisk Kommando var der i 2023 i alt syv døgn, hvor der hverken var et Challenger-fly eller Thetis-skib til rådighed i Grønland.

Kravene til beredskabet i Grønland omfatter også andre fartøjer, herunder mindre skibe i Knud Rasmussen-klassen og røde redningshelikoptere fra Air Greenland, der er kendt fra DR-serien De arktiske reddere.

Ingen af de i alt fem krav er dog opfyldt, konkluderer Forsvarsministeriet i en rapport, omend et af kravene om de røde redningshelikoptere er "delvist opfyldt".

Múte B. Egede forventer forbedring

Som det også fremgår af grafen ovenfor, er det langtfra første gang, at Danmark ikke har kunnet leve op til målene for beredskabet i Grønland.

Det er ellers Danmarks pligt, understreger Grønlands landsstyreformand, Múte B. Egede (IA), til pressemødet i Aalborg.

”Jeg regner med, at Danmark – på de områder, hvor det stadig har sagsområder – færdiggør det arbejde, de skal gøre, og har udstyr, der virker, siger Múte B. Egede og tilføjer:

”I henhold til selvstyreloven har Danmark også en forpligtelse til, at tingene er på et dansk niveau,” siger han.

Der blev også diskuteret beredskab, da Danmark, Færøerne og Grønland mødtes i rigsfællesskabet kontaktudvalg, fortæller Mette Frederiksen. Det er et Hercules-fly på billedet, men uden for hangaren holdt et af Forsvarets Challenger-fly klar til afgang. 
Der blev også diskuteret beredskab, da Danmark, Færøerne og Grønland mødtes i rigsfællesskabet kontaktudvalg, fortæller Mette Frederiksen. Det er et Hercules-fly på billedet, men uden for hangaren holdt et af Forsvarets Challenger-fly klar til afgang.  Foto: René Schütze/Ritzau Scanpix

Mette Frederiksen understreger, at der i Grønland såvel som på Færøerne og i Danmark er brug for en opgradering af Forsvarets materiel.

"Det gælder rigsfællesskabet i det hele taget, at vi får behov for at styrke vores beredskab, siger Mette Frederiksen.

"Der er jo en grund til, at vi som regering har valgt at investere så massivt i Forsvaret," siger hun.

Grønlandsk folketingsmedlem: Hold øje med Rusland

Det var den daværende VLAK-regering, der sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre i 2016 besluttede, at Forsvarets tilstedeværelse i Arktis og Grønland skulle styrkes med blandt andet Challenger-fly og inspektionsskibe på vagt året rundt.

Jeg regner med, at Danmark – på de områder, hvor det stadig har sagsområder – færdiggør det arbejde, de skal gøre, og har udstyr, der virker.

Múte B. Egede
Grønlands landsstyreformand
Siden da har det grønlandske folketings Aaja Chemnitz (IA) stillet og fået besvaret mange spørgsmål om det arktiske beredskab.

”Det er jo ikke tilfredsstillende, at man ikke lever op til sine egne politiske besluttede målsætninger, om at der skal være en bedre overvågning af Grønland,” siger hun og fortsætter:

”Hvis man ser på den sikkerhedspolitiske situation med Ruslands ageren i verden lige nu, så giver det ekstremt god mening, at vi i endnu højere grad ved hvad der foregår.”

Arktisk Kommando: Vi har det grej, vi har

Når Forsvaret ikke har det lovede udstyr, er det Arktisk Kommando i Nuuks opgave at prioritere "så konsekvenserne bliver så små som mulige."

"Der vil i den forbindelse altid være mest fokus på at løse vores militære opgaver og vores eftersøgnings- og redningsopgaver," forklarer generalmajor Søren Andersen, chef for Arktisk Kommando, i et skriftligt svar.

"Øvrige støtteopgaver vil i den sammenhæng havne længere nede på prioriteringslisten, som for eksempel søopmåling af grønlandske farvande," lyder det fra generalmajoren.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Múte Bourup Egede

Landsstyreformand, Naalakkersuisut, formand for Inuit Ataqatigiit (IA)
Kultur- og samfundshistorie (Grønlands Uni.) (ikke færdiggjort)

Aaja Chemnitz Driefer

MF (IA), formand, Arktiske Parlamentarikere
cand.scient.adm. (Ilisimatusarfik 2004)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024