COP27 handler også om det tøj, du har på

Vi ved, at det findes over det hele, på alle kontinenter, i alle typer af økosystemer, og er blevet fundet selv på Antarktis. Nylige undersøgelser har fundet mikroplastik i menneskekroppe - blandt andet i vores blod. Vi ved i princippet ikke, hvor farligt mikroplastik er, men det er kendt for at transportere tungmetaller og giftstoffer. Flere forsøg har også vist, at det forstyrrer hormonbalancer og forplantningsevnen ved mindre dyr.

Så selvom vi ikke kender effekten på mennesker, er det ikke fordi, det ser alt for godt ud. Kigger vi på hvor mikroplastik kommer fra, er det estimeret at mellem 16 og 35 procent af verdens mikroplastik stammer fra syntetiske tekstiler (EEA, 2021).

Jeg kunne komme med endnu flere eksempler, men jeg håber, at jeg har overbevist dig om, at tekstilindustrien har voldsomme aftryk på verden, og at det er noget, som vi skal tage handling på.

Vi skal udfordre den lineære forretningsmodel

De enorme aftryk har sit udspring i den lineære forretningsmodel, som er den klart dominerende, i tekstilindustrien. En model, hvor en forbruger køber et stykke tøj, bruger det i kort tid, for derefter at skille sig af med det.

Flere mennesker med flere penge vil have mere tøj, som bliver brugt i kortere og kortere tid, inden det bliver smidt ud. Inden for EU ligger vores forbrug af tekstil i gennemsnit på 14,8 kilo per person per år (EEA, 2021) og kurven går kun opad.

Mellem 2000 og 2015 fordoblede vi mængden af tøj produceret i verden (Ellen MacArthur, 2017) og det ser ud til at den mængde vil stige med endnu en tredjedel fra nu og frem til 2030 (Textile Exchange, 2021). Det ser altså ud til at bjergene af tekstil kommer til at blive større, jo længere vi kigger frem, og det er på trods af al snak om genanvendte fibre og lukkede systemer.

Det kan godt være, vi skal vænne os til at det bløde bomuldslagen har fået en reparation eller to, næste gang vi overnatter på hotel.

Markus Hatting
Tekstilekspert, IDA

Denne enorme stigning er klart domineret af polyester, som står for omkring 50 procent af alle fibre produceret i dag.

Så selvom der er en række spændende teknologier, som lover at kunne reducere miljøaftrykkene gevaldigt, så er planeten på et stadie, hvor vi ikke kan vente på, at disse teknologier bliver opskaleret og mainstream (eller til at finde ud af om denne vej faktisk vil løse vores problemer).

Der er brug for at skrue alvorligt på vores forbrug og på vores forhold til tøj. Vi er ved at vågne op til denne realitet, og EU-kommissionen har da også erklæret, at fast fashion skal være out of fashion. Den har samtidig taget initiativ til en række direktiver, planer og aftaler, der skal skubbe os i den retning.

Vi skal altså vænne os til at købe mindre og til gengæld reparere, bytte, leje og pleje vores tøj meget mere.

Overforbruget skal bremses

Det vil betyde hurtige og drastiske ændringer – især i forhold til at reducere vores overforbrug. 

Der er flere måder at skubbe til denne udvikling. Nogle mener vi bør gå i retning af at indføre klima- eller ressourceafgifter, som vil give en fordel til de produkter og services, som har de laveste påvirkninger på vores verden. Andre mener vi bør gå i retning af reelle begrænsninger på, hvor mange ressourcer, vi må bruge. For eksempel bliver der nu snakket om at lægge en begrænsning på hvor meget plastik, vi må producere i verden.

Begge dele, mener jeg, har potentiale til at ændre den måde vi forbruger på. Men noget af det, vi især har brug for, er at sætte langt mere ind på at skabe de inspirerende samfund, som har et højt niveau af livskvalitet uden at have et stort aftryk på verden. Det være sig både på de store samfundsniveauer og i mindre skala.

Forhåbentlig bliver dette års klima COP i Sharm el-Sheikh en løftestang til de helt store og nødvendige forandringer i tekstilindustrien, men vi behøver ikke passivt sidde og vente på resultaterne fra forhandlingsbordene.

Virksomheder kan komme lovgivningen i forkøbet og købe ind på ideen om at finde alternativer til lineære brug-og-smid-væk modeller, og på det individuelle plan kan vi alle gøre en forskel ved at få vores ting til at holde længere og dermed reducere presset på både ressourcer og produktion.

Så kan det godt være, vi skal vænne os til at det bløde bomuldslagen har fået en reparation eller to, næste gang vi overnatter på hotel.

Spørgsmålet er, om vi på både stor og lille skala har fantasi og vilje til at skabe et samfund hvor noget andet end forbrug og vækst er i centrum – og om vi formår at implementere det i tide.