Forskere: Skovens klimabidrag må ikke modarbejde biodiversiteten

Anders Højgård Petersen
Specialkonsulent, Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, Københavns Universitet
Hans Henrik Bruun 
Lektor, Biologisk Institut, Københavns Universitet
Lars Båstrup-Spohr
Adjunkt, Biologisk Institut, Københavns Universitet
Rasmus Ejrnæs
Seniorforsker, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet
Jacob Heilmann-Clausen
Lektor, Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, Københavns Universitet
Carsten Rahbek
Professor, Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, Københavns Universitet

En række skovbrugsforskere advokerer for målrettet skovdyrkning som det bedste middel til at mindske atmosfærens indhold af CO2, og rundt om i mange skove kan man se, hvordan underskov, buske samt krogede og hule træer, som før ikke kunne udnyttes kommercielt, nu ryger i flisbunken.

Men skovene er også levested for en betydelig del af den biologiske mangfoldighed, som generelt er truet af den i forvejen ganske intensive skovdrift på langt størstedelen af det danske skovareal. Skal Danmark have en rig natur, og målsætningen om at standse tabet af biodiversitet skal nås, må samfundet afsætte store skovarealer til natur. Dette gode kan godt fremmes samtidig med betydelig kulstoflagring i skovøkosystemet.

Claus Feldby og en række kolleger fremhæver i en kronik i Altinget 29. oktober den rolle, som skovdyrkning kan spille i kampen mod klimaforandringer. Skovene er vigtige i denne sammenhæng, fordi træerne optager og oplagrer CO2 i lang tid, og fordi det træ, som fældes, kan erstatte fossile brændsler, enten direkte i energisektoren eller ved at erstatte energitunge byggematerialer som stål og beton.

Skal Danmark have en rig natur, og målsætningen om at standse tabet af biodiversitet skal nås, må samfundet afsætte store skovarealer til natur.

Med baggrund i konkrete beregninger argumenteres i kronikken for, at man gavner klimaet mest ved at udnytte skovenes træer til at fortrænge fossile brændstoffer i stedet for at lade skovene stå urørte.

Bevarelsen af biodiversitet er imidlertid et andet meget vigtigt punkt på den internationale dagsorden for bæredygtighed, som også skal inddrages i forvaltningen af vores skove. I den forbindelse er det meget vigtigt, at vi verden over afsætter plads til natur uden produktionsformål.

Det diskuteres stadig internationalt, i hvilken grad og under hvilke omstændigheder en udnyttelse af skovene til træproduktion er bedre for klimaet end lagringen ved at lade skovene stå urørt.

I skoven betyder dette, at den forstlige drift ophører. Kun ad den vej kan vi sikre hele den brede vifte af levesteder, som de skovlevende dyr, planter og svampe er afhængige af. Det er der bred international enighed om blandt forskere. Det er også, hvad danske forskere anbefaler ud fra konkrete nationale analyser. Endelig er det i tråd med målsætningen i Danmarks nye nationale skovprogram, om at ti procent af skoven skal drives med natur og biodiversitet som hovedformål.

Men der er stadigvæk langt op til Aichi-målet, som følger af FN’s biodiversitetskonvention og lægger op til en arealreservation til natur på 17 procent af landarealet.

Hvis brugen af biomasse af hensyn til klimaet for alvor skal kunne bryste sig af at være miljøvenlig, så må det være en forudsætning, at den ikke spænder ben for målet om at standse tabet af biodiversitet. Vi finder det langt mere perspektivrigt at se efter synergier mellem biodiversitet og klimaindsats, fordi de urørte skove fortsat vil optage og lagre CO2 i træ og jord langt ind i fremtiden.

I forhold til bevarelsen af biodiversitet er der bred enighed om vigtigheden af, at de ”almindelige skove”, som anvendes til træproduktion, også drives på en mere bæredygtig måde. Også her er der en konflikt i forhold til ønsket om at høste mest muligt brændsel i skovene og en risiko for at gøre mange skove endnu fattigere på biodiversitet, end de er i dag.

I forhold til biodiversiteten er det vigtigt at bevare store, gamle træer, at sikre dødt ved og at bevare ikkekommercielle træarter og blomstrende buske, som i høj grad findes i skovbryn, i sumpede skove og i skove, som ikke er blevet forstligt drevet med tynding og hugst. Alt dette er strukturer, som ikke har værdi som bygnings- eller møbeltræ, men som i stigende grad udnyttes i energisektoren til stor skade for biodiversiteten.

I forhold til kronikkens tal og beregninger vil vi påpege, at der er tale om en meget kompleks problemstilling. Det diskuteres stadig internationalt, i hvilken grad og under hvilke omstændigheder en udnyttelse af skovene til træproduktion er bedre for klimaet end lagringen ved at lade skovene stå urørt, ikke mindst når man også inddrager det nødvendige hensyn til biodiversiteten.