Danske Revisorer: Troværdighed er alfa omega, når bæredygtighedsrapporter underskrives

Tillid til tredjeparten er afgørende – ligesom tilliden til en finansiel revisor er det. Af samme grund har vi meget omfattende krav til godkendte revisorers uddannelse og praktiske erfaring i at efterprøve virksomheders oplysninger, både finansielle og andre oplysninger.

Når en revisor afgiver en erklæring, er han/hun altså ikke kundens repræsentant, som en rådgiver vil være i de fleste kundeforhold. Revisor er "offentlighedens tillidsrepræsentant", som det hedder i revisorloven.

Evnen til at efterprøve oplysninger systematisk og uafhængigt er kernen i revisors faglighed. Og det er ikke revisionsvirksomheden, men den enkelte revisor, der står personligt til ansvar for sin erklæring og kan blive indbragt for Revisornævnet og sanktioneret eller miste sin godkendelse.

Tillid til andre landes erklæringer

Vejen til at blive godkendt (statsautoriseret) revisor minder lidt om uddannelsen til speciallæge: Mange års uddannelse og specialisering i en vekselvirkning af teori og praksis, skolebænk og mesterlære.

Det er afgørende, at politikerne ikke kommer til at åbne for en "light-version" af en revisorerklæring, for det ville undergrave den bæredygtige omstilling.

Camilla Hesselby
Vicedirektør, FSR - danske revisorer

Detaljeret lovgivning, tilsyn, uddannelseskrav og branchestandarder sikrer revisors kompetencer, etik og uafhængighed.

Hvis de kommende krav til andre erklæringsgivere på bæredygtighedsområdet ikke matcher kravene til revisorer, er der risiko for, at erklæringer, der på overfladen ligner hinanden, ikke er udført med den samme kvalitet, når erklæringsgiverne efterprøver og verificerer ESG-oplysningerne.

Det vil true tilliden til oplysningerne i årsrapporten og dermed undergrave den mere bæredygtige udvikling, som rapporterne skal fremme. Derfor er det afgørende, at politikerne ikke kommer til at åbne for en "light-version" af en revisorerklæring. 

Når Danmark selv åbner for alternative erklæringsgivere, skal vi også acceptere alternative erklæringsgivere fra andre EU-lande. Og så kan spørgsmålet hurtigt blive, hvordan Frankrig eller Litauen har fortolket direktivets krav til erklæringsgivernes kompetencer, uafhængighed, etik, tilsyn med videre.

Andre har givet op

Direktivet, CSRD, tillader det enkelte EU-land selv at vælge, om det vil etablere en ordning for alternative erklæringsgivere.

Den mulighed har erhvervsministeren fra start erklæret sig fast besluttet på at udnytte – men opgaven har krævet mere tid end de andre elementer i implementeringen.

Norge og Finland havde lignende planer, men har siden opgivet at matche kravene til alternative erklæringsgivere med dem for godkendte revisorer.

I Danmark arbejdes der stadig.

I FSR – danske revisorer er vi spændte på at se giraffen.