Om  
Poul Villaume
Tim Knudsen

Mindeord om professor og samtidshistoriker Poul Villaume, 74

Professor emeritus Poul Villaume, København, er død, 74 år. og professor emeritus i statskundskab Tim Knudsen skriver mindeord.

Med Poul Villaumes død har vi mistet en dygtig, flittig og engageret samtidshistoriker med gennemført intellektuel hæderlighed.

Historieskrivning og samfundsvidenskab er skrøbelig over for politisering. Allersværest er det at skrive samtidshistorie. Man kan ikke undgå at støde nogen. Men frygtløst og med integritet holdt Poul fast i, at hans opgave var sagligt at komme så tæt på virkeligheden som muligt. Uanset om han stødte ind i fordomme.

Han efterlader sig talrige værdifulde publikationer om dansk udenrigspolitik under den kolde krig. Her skal bare nævnes hans doktordisputats om dansk sikkerhedspolitik 1949 til 1961, hans fine bidrag til Politikens/Gyldendals Danmarkshistorie om perioden 1970-2005, som fik fremragende anmeldelser - og ikke mindst hans sidste store værk, tre bind om de storpolitiske dramaer gennem det 20. århundrede.

Det sidste bind udkommer til efteråret, og bringer os frem til 1991. Jeg var så heldig at lære ham at kende - dog først på et sent tidspunkt i hans liv, og så den dødsmærkede forskers heroiske udholdenhed med at afslutte dette bind.

Han skrev til mig kort tid før sin død: "Det lykkedes – med det yderste af neglene – at blive færdig". 

Poul Villaume deltog i den offentlige debat med kritiske analyser af en række krige, herunder også krigene i Afghanistan og Irak, som Danmark var med i. Senest pegede han på, at USA havde ført en letsindig og farlig Ukraine-politik frem. Ikke overraskende blev han modsagt, men jeg tror, at eftertiden kan se, at USA gik for vidt ved at forsøge at få Ukraine ind i Nato.

Kritikken af ham blev også næret af en ungdomssynd. Som ung deltog han i Kommunistisk Arbejderforbund marxister-leninister, en af de mange sære små sekter på venstrefløjen i 1970’erne. Den tid havde han for længst lagt bag sig.

For mig at se blev han den bedst tænkelige historieprofessor.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Poul Villaume

Professor emeritus, Københavns Universitet, debattør
cand.phil. i historie (Københavns Uni. 1986), dr.phil. (Københavns Uni. 1995)

Tim Knudsen

Forfatter, foredragsholder og professor emeritus, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet
cand.phil. i samfundsfag (Københavns Uni. 1978), cand.mag. (Københavns Uni. 1980), lic.adm.pol. (Københavns Uni. 1985)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024