Jeg har tillid til bibelen som Guds ord. Hvorfor skal jeg brændemærkes som fundamentalist?

I kirkedøren for åben mikrofon satte præsten mit navn på og sagde: "Vi kender det jo fra Taleban, vi kender det fra Irak, fra Islamisk Stat, fra Iran. Det er jo det samme."

Stiftets biskop udtalte efterfølgende, at det var "uhyrlige påstande" og "perfidt at kalde missionsk teologi ond."

En leder i Kristeligt Dagblad bemærkede: "Bundniveauet for debat er nået, når man sammen­ligner danske præster med militante islamister. Det udtrykker en mangel på forståelse for religion og for dens alvor. Det er et studie i farisæisme at se pæne mennesker positionere sig i forhold til Indre Mission."

Der er enorme indholdsmæssige forskelle på de grupper, som i Danmark omtales som henholdsvis kristne fundamentalister og politisk islam: Man ser radikalt forskelligt på demokrati, voldsanvendelse, politiske styreform og uendeligt meget mere.

Derfor er det også et utilbørligt magtsprog, når dialogen pludselig forsøges annulleret med en påstand om, at hvis man tror på bibelens ufejlbarlighed, så har man et skriftsyn som islams, eller når det folkekirkelige Indre Mission sidestilles med Hizb ut-Tahrir.

For kristne i de missionske miljøer er bibelen ikke en bog, der blev åbenbaret ved diktat. Den er det inspirerede og troværdige vidnesbyrd om Guds indgreb i verden, som kulminerede, da han selv blev menneske.

Den er bogen om Guds redningsplan og ikke en bog, man indretter et samfunds styreform efter eller en lovbog, hvis væsentligste hensigt er at diktere livsførelse og moral.

Bibelens budskab lader sig ikke applicere på enhver kultur og enhver tidsalder uden den ringeste form for kontekstualisering.

Det vil sige, at dens budskab må forsøges oversat, ikke bare til et andet sprog, men også til forskellige kulturelle kontekster.

Der er enorme indholdsmæssige forskelle på de grupper, som i Danmark omtales som henholdsvis kristne fundamentalister og politisk islam.

Hans-Ole Bækgaard

Fænomenet 'kristen fundamentalisme' opstod sidst i 1800-tallet i USA som et alternativ til det sekulariserede samfunds relativistiske syn på bibelen og dets tillid til naturvidenskabelige landvindinger og som reaktion mod den fremvoksende liberale teologi.

I 1909 tog det form som en bevægelse med udgivelse af en række essays, "The Fundamentals," i 1910'erne.

Fra 1920'erne udviklede bevægelsen sig antiintellektuelt. Man isolerede sig fra andre kristne og var politisk meget konservative.

Resultatet blev, at de folk i den engelsktalende verden, som efter Anden Verdenskrig fornyede vækkelsesbevægelserne, bevidst ikke kaldte sig fundamentalister, men evangelikale.

Da medierne omkring 1980 begyndte at kalde mullaherne i Iran for "islamiske fundamentalister," gled begrebet til at handle om radikal, antidemokratisk og meget ofte voldelig islam.

Som tidligere sognepræst Jens Ole Christensen nævner: "Herfra har det muteret yderligere til at handle både om enhver form for ekstremisme og vanvid og undertiden om hardlinere i diverse sammenhænge, og man kan for eksempel høre det brugt om miljøfundamentalister. I enkelte tilfælde kan man høre det brugt som artsbetegnelse for mennesker, der drager specifikke etiske konsekvenser af deres tro."

I 2017 fjernede det offentlige leksikon faktaklink.dk deres artikel om "kristen fundamentalisme." Kritikken gik på, at beskrivelsen af kristne fundamentalister var en karikatur, fejlbehæftet og fordomsfuld, og at det var tvivlsomt, om nogen i Danmark kunne genkende sig selv i beskrivelsen.

En ekspert konkluderede, at artiklen byggede på en meget selektiv og fordomsfuld læsning af et meget snævert udvalg af mulige kilder.

Af flere grunde er det fortsat problematisk at bruge betegnelsen "kristen fundamentalist" om blandt andet folkekirkekristne, der fastholder det traditionelle lutherske syn på bibelen som Guds ord og som autoritet.

For det første fordi den form for usaglig og ureflekteret brug af et så negativt ladet begreb blot tjener til at udskamme en bestemt gruppe mennesker, som man derfor heller ikke behøver at tage alvorligt.

Man tager ikke ad notam, at kristentro og fundamentalisme simpelthen er gået hver til sit.

Hans-Ole Bækgaard

Man tager ikke ad notam, at kristentro og fundamentalisme simpelthen er gået hver til sit.

For det andet fordi ordet også sender et helt andet budskab, end hvad man står for som en overbevist kristen.

I begyndelsen af 2018 havde Magasinet Friskolen interviewet nogle personer om tolerance og frisind i samfundet. Ved hvert billede af de interviewede blev der grafisk sat et stempel, hvor stemplet på mig var 'kristen fundamentalist.'

Efter en kritisk henvendelse skrev redaktøren: "Det sender et helt andet budskab end det, som du står for. Det vil jeg gerne beklage og undskylde for. Jeg blev grebet af det grafiske element og tænkte mig ikke ordentligt om."

Det blev ændret i den digitale version til "overbevist kristen" og en berigtigelse blev bragt på lederpladsen i det førstkommende magasin. Stor respekt til den redaktør.

Ved Folketingets åbningsdebat for nogle uger siden sagde den færøske politiker Sjúrður Skaale i sin tale: "Selve idéen om, at der er en Gud og et liv efter døden er blevet så fjern, at man ikke kan begribe, at andre indretter deres liv efter det."

Helt enig – og det gør ikke en kristen til fundamentalist, at man har tillid til bibelen som Guds ord og finder vejledning deri til livet her og nu.