1. behandling af forslag til folketingsbeslutning om stop for økonomisk støtte til det palæstinensiske selvstyre (B 55).
Med forslaget ønskes det, at Danmark indstiller enhver form for økonomisk støtte til det palæstinensiske selvstyre, indtil det kan dokumentere, at det palæstinensiske selvstyre og PLO har indstillet alle former for betalinger til personer, der er blevet dømt og fængslet for at begå terrorhandlinger, og til disses familiemedlemmer samt til familiemedlemmer til personer, der er blevet dræbt under udførelse af terrorhandlinger.
Endvidere ønskes det, at regeringen skal arbejde for, at EU indstiller den økonomiske støtte til det palæstinensiske selvstyre.
Beslutningsforslaget er fremsat af Claus Kvist Hansen (DF), Kenneth Kristensen Berth (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Espersen (DF), Marie Krarup (DF), Peter Kofod Poulsen (DF), Hans Kristian Skibby (DF) og Peter Skaarup (DF).