Folketingets Kulturudvalg har kaldt fungerende kulturminister Christina Egelund (M) i åbent samråd om omkostningerne i forbindelse med opførelsen af Filmtaget i København.
Mener ministeren, at der er god nok økonomistyring på kulturområdet, når omkostningerne for et projekt som opførelsen af Filmtaget kan overstige det planlagte budget så voldsomt?
Mener ministeren ikke, at Folketinget burde have været orienteret om omkostningerne til opførelsen af Filmtaget
Overvejer ministeren tiltag for at sikre bedre økonomistyring med projekter på kulturområdet, og i bekræftende fald hvilke?
Vil ministeren forholde sig til, hvorfor vi skulle have en offentligt støttet biograf midt i København, hvor der alt andet lige er stort udbud af biografer sammenlignet med resten af Danmark, og mener ministeren, at Filmtaget er omkostningerne værd?
Vil ministeren fremlægge en samlet redegørelse for forløbet med opførelsen af Filmtaget og herunder svare på, hvornår ministeren selv blev orienteret om udgifterne til projektet, og hvad der har været ministerens reaktion?
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Katrine Daugaard (LA) og Søren Espersen (DD).