Hans Kristian Skibby (DF) spørger erhvervsministeren, Simon Kollerup, om høringssvaret fra Danske Bilimportører om at undtage leasing fra forbuddet

L 173 skal gennemføre den politiske aftale af 19. januar 2021 indgået af regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.

Formålet er at afværge tab af sponsorindtægter for dansk idræts- og foreningsliv som følge af markedsføringsforbuddet. Lovforslaget er således udtryk for et bredt politisk ønske om at sikre gode rammer for det danske foreningsliv, der har stor betydning for det danske samfund og danskere i almindelighed.

Samtidig er den politiske aftale udtryk for, at det store opgør med kviklån ønskes fastholdt. Lovforslaget har på den baggrund alene til formål at sikre sponsorindtægter til dansk idræts- og foreningsliv.

Jeg hæfter mig samtidig ved, at Forbrugerombudsmanden i sin forhåndsbesked af 20. oktober 2020 til De Danske Bilimportører har tilkendegivet, at:

”Markedsføring af leasingaftaler, der ikke er forbrugerkreditaftaler og markedsføring af virksomheder, der ikke udbyder forbrugerkreditaftaler, er ikke omfattet af forbuddet i markedsføringslovens § 11 b, stk. 1.

Markedsføring af leasingaftaler, der er kreditkøb, er omfattet af undtagelsen i § 11 b, stk. 3, hvorefter forbuddet i § 11 b, stk. 1, ikke finder anvendelse. Det samme gælder markedsføring af virksomheder, der udbyder sådanne leasingaftaler og ikke udbyder andre forbrugerkredit-aftaler end kreditkøb.

Markedsføring af virksomheder, der udover leasingaftaler også udbyder forbrugerkreditaftaler uafhængigt af køb af en specifik vare eller tjenesteydelse, er derimod omfattet af forbuddet i § 11 b, stk. 1, medmindre fx visningen eller omtalen af virksomhedens navn, logo eller andre kendetegn sker i markedsføring af en leasingaftale/forbrugerkreditaftale, der er kreditkøb, jf. undtagelsen i § 11 b, stk. 3.” Vi har tidligere set eksempler på, at udbyderne omgår de forbrugerbeskyttende tiltag, der er blevet iværksat. Derfor var det med kviklånsopgøret nødvendigt med en række initiativer, der kunne sikre beskyttelsen af forbrugerne og dermed også begrænse risikoen for omgåelse.

Markedsføringsforbuddet i § 11 b er således rettet mod alle, der markedsfører forbrugslån, uanset om der er tale om en forbrugslånsvirksomhed, en bank eller andre. Det følger af den politiske aftale, der ligger til grund for lovforslaget.

Der blev i de politiske forhandlinger overvejet forskellige modeller, og det er min klare opfattelse, at der med loven er fundet en god balance mellem ønsket om en effektiv forbrugerbeskyttelse og erhvervslivets interesser.