Udvalget
svarer
Sophie Løhde

Noah Sturis (?) spørger indenrigs- og sundhedsministeren, Sophie Løhde, om teknisk bistand til et ændringsforslag, der indebærer, at lovforslaget først træder i kraft efter næstkommende folketingsvalg fsva. de nye bundgrænser m.v.

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 104, Spørgsmål 2
Vil ministeren yde teknisk bistand til et ændringsforslag, der indebærer, at lovforslaget først træder i kraft efter næstkommende folketingsvalg fsva. de nye bundgrænser, der vedrører deltagelse i folketingsvalg, og at lovforslaget først træder i kraft efter næstkommende regionsrådsvalg og kommunalbestyrelsesvalg fsva. de nye bundgrænser, der vedrører deltagelse i disse valg?

Svar fra torsdag den 4. maj 2023
”Vil ministeren yde teknisk bistand til et ændringsforslag, der indebærer, at lovforslaget først træder i kraft efter næstkommende folketingsvalg fsva. de nye bundgrænser, der vedrører deltagelse i folketingsvalg, og at lovforslaget først træder i kraft efter næstkommende regionsrådsvalg og kommunalbestyrelsesvalg fsva. de nye bundgrænser, der vedrører deltagelse i disse valg?” Svar:

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har som svar på spørgsmålet udarbejdet nedenstående ændringsforslag til lovforslag nr. L 104.

Ikrafttrædelsestidspunktet for den nye indberetningspligt, der indføres med lovforslaget, og som medfører, at kredsorganisationer og folketingskandidater i visse tilfælde selv skal indberette oplysninger om private og anonyme tilskud til regionsrådet, ændres ligeledes i nedenstående. Den nye indberetningspligt indføres for at sikre samme grad af åbenhed, som der er efter de gældende regler. Indberetningspligten skal derfor efter min opfattelse følge de nye bundgrænser og træde i kraft samtidig.

Det bemærkes, at regeringen støtter lovforslaget i dets nuværende form og ikke støtter ændringsforslaget.

Ændringsforslag til lov om ændring af partiregnskabsloven og partistøtteloven (Nye bundgrænser for offentlig partistøtte og anordningshjemmel til ikraftsættelse af partistøtteloven for Færøerne m.v.) (L 104) f (…):

ændres »stk. 2« til: »stk. 2-6«. indsættes som nye stykker:

»Stk.

2.

§ 2, nr. 1, 2 og 7, finder ikke anvendelse for tilskud, der udbetales på grundlag af deltagelse i folketingsvalget, der blev afholdt i 2022. For tilskud, der udbetales på grundlag af deltagelse i folketingsvalget i 2022, finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 3.

§ 2, nr. 3 og 4, finder ikke anvendelse for tilskud, der udbetales på grundlag af deltagelse i regionsrådsvalget, der blev afholdt i 2021. For tilskud, der udbetales på grundlag af deltagelse i regionsrådsvalget i 2021, finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 4.

§ 2, nr. 5 og 6, finder ikke anvendelse for tilskud, der udbetales på grundlag af deltagelse i kommunalbestyrelsesvalget, der blev afholdt i 2021. For tilskud, der udbetales på grundlag af deltagelse i kommunalbestyrelsesvalget i 2021, finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 5.

§ 2, nr. 12 og 15-18, finder ikke anvendelse for private og anonyme tilskud modtaget til og med 2024. For private og anonyme tilskud modtaget til og med 2024 finder de hidtil gældende regler anvendelse.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 6.

[Ændring af overgangsbestemmelse]

Bemærkninger Til nr. 01 og 02 Stk. 1 regulerer, at loven træder i kraft den 1. januar 2024.

Det foreslås i stk. 2, at bestemmelserne i lovforslagets § 2, nr. 1, 2 og 7, om nye bundgrænser for modtagelse af partistøtte på grundlag af folketingsvalg ikke finder anvendelse for tilskud, der udbetales på grundlag af deltagelse i folketingsvalget, der blev afholdt i 2022. For tilskud, der udbetales på grundlag af deltagelse i folketingsvalget i 2022, finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Partier, der er berettiget til tilskud (partistøtte) på grundlag af deltagelse i folketingsvalget den 1. november 2022, vil i det år, hvor det næste folketingsvalg afholdes, modtage partistøtte på grundlag af stemmetallene ved valget den 1. november 2022, jf. partistøttelovens § 6, stk. 1. Hvis der f.eks. afholdes folketingsvalg i 2026, vil de partier, der i forvejen er berettigede til partistøtte på grundlag af deltagelse i folketingsvalget den 1. november 2022, således først i 2027 få offentlig partistøtte på grundlag af stemmetallene ved folketingsvalget i 2026 og under hensyn til de foreslåede bundgrænser.

Partier og kandidater uden for partierne, der ikke er berettiget til partistøtte på grundlag af folketingsvalget den 1. november 2022, vil i det år, hvor det kommende folketingsvalg afholdes – under forudsætning af at de bliver berettigede til partistøtte – få udbetalt partistøtte på grundlag af dette valg. Partistøtten vil blive udbetalt med en forholdsmæssig del af det årlige partistøttebeløb, regnet fra udgangen af den måned, hvor folketingsvalget afholdes, jf. partistøttelovens § 6, stk. 2. Hvis der f.eks. afholdes folketingsvalg i oktober 2026, vil partierne m.v. således i 2026 få udbetalt partistøtte for to måneder (november og december) og under hensyn til de foreslåede bundgrænser.

Det foreslås i stk. 3, at bestemmelserne i lovforslagets § 2, nr. 3 og 4, om nye bundgrænser for modtagelse af partistøtte på grundlag af regionale valg ikke finder anvendelse for tilskud, der udbetales på grundlag af deltagelse i regionsrådsvalget, der blev afholdt i 2021. For tilskud, der udbetales på grundlag af deltagelse i regionsrådsvalget i 2021, finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Side 2 De nye bundgrænser for modtagelse af partistøtte på grundlag af regionale valg har dermed første gang virkning for tilskud, der udbetales på grundlag af deltagelse i regionsrådsvalget, der afholdes i 2025. Tilskud (partistøtte) til kandidatlister på grundlag af valget i 2025 udbetales første gang for 2026 og sidste gang for 2029, jf. partistøttelovens § 9, stk. 1.

Det foreslås i stk. 4, at bestemmelserne i lovforslagets § 2, nr. 5 og 6, om nye bundgrænser for modtagelse af partistøtte på grundlag af kommunale valg ikke finder anvendelse for tilskud, der udbetales på grundlag af deltagelse i kommunalbestyrelsesvalget, der blev afholdt i 2021. For tilskud, der udbetales på grundlag af deltagelse i kommunalbestyrelsesvalget i 2021, finder de hidtil gældende regler anvendelse.

De nye bundgrænser for modtagelse af partistøtte på grundlag af kommunale valg har dermed første gang virkning for tilskud, der udbetales på grundlag af deltagelse i kommunalbestyrelsesvalget, der afholdes i 2025. Tilskud (partistøtte) til kandidatlister på grundlag af valget i 2025 udbetales første gang for 2026 og sidste gang for 2029, jf. partistøttelovens § 11 a, stk. 1.

Det foreslås i stk. 5, at bestemmelserne i lovforslagets § 2, nr. 12 og 15-18, ikke finder anvendelse for private og anonyme tilskud modtaget til og med 2024. For private og anonyme tilskud modtaget til og med 2024 finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Private og anonyme tilskud modtaget af kredsorganisationer og kandidater for folketingspartier til og med 2024 skal som hidtil alene indberettes af den regionale kandidatliste og alene i forbindelse med kandidatlistens ansøgning om regional partistøtte.

Oplysninger om private og anonyme tilskud modtaget i 2024 skal indberettes i forbindelse med den regionale kandidatlistes ansøgning om regional partistøtte for 2025, der skal indsendes i 2025. Hvis den regionale kandidatliste ikke ansøger om partistøtte, ikke er berettiget til partistøtte (hvilket i øvrigt skal afgøres efter de hidtidige regler, jf. lovforslagets § 4, stk. 3, som affattet ved dette ændringsforslag), eller partiet ikke har en regional kandidatliste (regional organisation), skal oplysninger om private og anonyme tilskud modtaget af partiets kredsorganisationer og folketingskandidater således ikke indberettes.

Kredsorganisationer og kandidater for folketingspartier skal for 2026 og frem i visse tilfælde selv indberette oplysninger om private og anonyme tilskud direkte til regionsrådet, jf. lovforslagets § 2, nr. 12. I 2026 skal der indberettes om private og anonyme tilskud modtaget i 2025.
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024