Mindeord om historiker Poul Villaume (74)

Poul Villaume slog sit navn fast i den danske offentlighed, da han i 1995 forsvarede sin disputats om dansk sikkerhedspolitik fra 1949 til 1961. Afhandlingen hed 'Allieret med forbehold', og tesen var lige så provokerende, som den var veldokumenteret: Danmark var i 1950'erne en forbeholden allieret i Nato, for mens landet blev integreret i det atlantiske samarbejde, var dansk sikkerhedspolitik samtidig præget af en rodfæstet modvilje mod oprustning og stormagtsdominans.

Villaume dokumenterede, hvordan danske regeringer afviste permanent fredstidsstationering af allierede soldater og oplagring af atomvåben på dansk jord i fredstid. Han påviste, at danske forsvarsudgifter lå i bunden af Nato-gennemsnittet, og han beskrev USA's forsøg på at påvirke Danmark i amerikansk retning.

'Allieret med forbehold' var enestående som afhandling betragtet, og sådan vurderede bedømmelsesudvalget det også. De officielle opponenter offentliggjorde efter det mundtlige forsvar deres oppositioner under overskrifterne 'Skamros med forbehold' og 'Et stort skridt for dansk samtidshistorie – med forbehold'. Selv Udenrigsministeriets forhenværende direktør Eigil Jørgensen følte sig kaldet til at deltage i debatten. Han var enig i rosen og karakteriserede afhandlingen som "fremragende". Med disputatsen havde Poul Villaume sat scenen for det, der skulle blive et usædvanligt virke i og for dansk samtidshistorie.

Poul Villaume voksede op i 1960'ernes Horsens med en finsk mor, en dansk far og storebroren Peter. Forældrene havde mødt hinanden under Den Finske Vinterkrig, hvor moderen havde arbejdet som sygeplejerske i det finske Lottekorps, mens faderen havde arbejdet som læge i Røde Kors. Efter krigen rejste de til Danmark og slog sig ned i den østjyske købstad, hvor faderen blev ansat som psykiater i statsfængslet. Traumatiseret af Vinterkrigens ulykker opgav moderen sin karriere og blev resten af livet hjemmegående.

Poul Villaume voksede op med den kolde krig, og den kom på godt og ondt til at forme hans liv. Efter sin studentereksamen i 1969 rejste Villaume blandt andet i Latinamerika og Mellemøsten, hvor han lærte Det Globale Syd at kende, og det var først som 30-årig, han begyndte at studere historie. Inden havde han kortvarigt læst statskundskab, og før det havde han ernæret sig som freelancejournalist og kommentator. Men det var historien, der kaldte, han blev cand.phil. i 1986, lektorvikar i 1995, lektor i 1998, og i 2002 blev karrieren kronet med det eftertragtede professorat i samtidshistorie ved Københavns Universitet. Poul Villaume gik på pension i 2020, én måned efter han var fyldt 70 år.

Poul Villaume var en usædvanlig historiker, og strengt taget var 'Allieret med forbehold' en umulig afhandling at skrive. Det relevante kildemateriale var nemlig dokumenter i Udenrigsministeriets og Forsvarsministeriets arkiver, men disse var i 1980'erne og 1990'erne stort set utilgængelige for forskningen. Villaume ville det imidlertid anderledes, han rejste derfor til USA og Canada, Storbritannien og Norge, og her indsamlede han et omfattende kildemateriale, der kom til at udgøre grundstammen i det, der blev til disputatsen.

Det var et møjsommeligt arbejde at skrive 'Allieret med forbehold', men Poul Villaume havde kundskaben, fliden og stædigheden til at gennemføre arbejdet. Samtidig dokumenterede han i afhandlingen det, der skulle blive et af sine adelsmærker som historiker: Han var som få i stand til at overskue et stort og sammensat, vidt forgrenet kildemateriale fra utallige kildegrupper beroende i adskillige lande og på den baggrund beskrive sikkerhedspolitikkens historie i tæt dialog med en for de fleste helt uoverskuelig og hastigt voksende historiografi. 'Allieret med forbehold' var et mesterværk.

Efter fastansættelsen i 1998 blev Poul Villaume en af sin generations mest produktive danske samtidshistorikere. Sammen med Thorsten Borring Olesen udgav han i 2005 I blokopdelingens tegn, et mere end 800 sider stort bind i Dansk Udenrigspolitiks Historie om perioden fra 1945 til 1972, og samme år udkom Lavvækst og frontdannelser, det 15. bind i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie om perioden fra 1970 til 1985. Hvor Villaumes bidrag til udenrigspolitikkens historie helt overvejende beskæftigede sig med diplomati, politik og strategi, viste han i Danmarkshistorien sig som en anderledes historiker, der også havde indsigt i socialhistorie, kulturhistorie og hverdagshistorie.

Derudover strålede han i Danmarkshistorien som en fremragende formidler, der leverede sine budskaber i et levende og letlæst sprog. Det er ikke tilfældigt, at bogen to år senere udkom i en særudgave sammen med Søren Hein Rasmussens bidrag til Danmarkshistorien. Det nye bind havde titlen 'Et land i forvandling. Danmarks historie 1970-2005' (2007).

I anden halvdel af 2000'erne og i 2010'erne trådte Poul Villaume for alvor i karakter som professor, og samtidig justerede han sit faglige fokus. Det blev tydeligt, da han i 2007 arrangerede Copenhagen Cold War Conference med deltagelse af 25 senior- og juniorforskere fra fjorten lande, da han mellem 2009 og 2012 stillede sig i spidsen for et nordisk-baltisk forskernetværk med 73 medlemmer, der udforskede den kolde krigs mellemperiode i Nordeuropa, og da han fra 2010 til 2013 var leder af et kollektivt forskningsprojekt om europæiske og transatlantiske relationer fra slutningen af 1960'erne til 1980'erne.

Disse initiativer skabte international respekt om koldkrigsforskningen på Københavns Universitet, og blandt Villaumes udenlandske samarbejdspartnere i denne periode var Odd Arne Westad, Anne Deighton, Csaba Békés, Vojtech Mastny og Oliver Bange, der alle var funklende stjerner på den internationale akademiske nattehimmel.

Forskningsprojekterne resulterede i et stort antal artikler og antologier, flere ph.d.-afhandlinger og en disputats, og blandt andet medredigerede Poul Villaume selv samleværkerne 'Perforating the Iron Curtain' (2010), 'Northern Europe in the Cold War' (2016), 'The Long Détente' (2017) og 'The Long 1970s' (2017). Derudover indgik han i samme periode i redaktionsgruppen bag Gads leksikon om 'Den kolde krig og Danmark' (2011), et kompakt opslagsværk på mere end 700 sider i to spalter med hundredvis af indgange til dansk koldkrigshistorie.

Det var også i 2000'erne og 2010'erne, Villaume blev en hyppigt søgt bedømmer og skattet vejleder, der uddannede flere af den efterfølgende generations fremtrædende danske koldkrigshistorikere, eksempelvis Iben Bjørnsson, Dino Knudsen og Margit Bech Vilstrup.

Bag Poul Villaumes virke lå et brændende engagement. På det personlige plan var det især knyttet til moderen, der var gået i stykker på grund af sine oplevelser under Vinterkrigen. Men derudover var det politiske engagement en fast følgesvend i Poul Villaumes liv. I anden halvdel af 1970'erne var han medlem af en maoistisk gruppe, i 1980'erne var han medstifter af fredsbevægelsen 'Nej til Atomvåben', og efter den kolde krig var han i 2009 med til at grundlægge Rådet for International Konfliktløsning, som han virkede i frem til sin død.

Ifølge kritikere især i dagspressen var det muligt at spore Villaumes politiske engagement i både hans forskning og i hans virke som debattør, og undertiden skete det, at kritikere forsøgte at reducere ham til en partipolitisk hånddukke for den yderste venstrefløj. Det sled på ham, han følte sig uretfærdig behandlet, og så generede det ham voldsomt, når eksempelvis Berlingske rituelt gav hans bøger én eller to ud af seks mulige stjerner. Hvad Villaume imidlertid ikke fik af anerkendelse i den offentlige debat, det fik han i anden sammenhæng.

Med Søren Hein Rasmussen modtog han i 2007 Sven Henningsen-prisen, der gives til den "bedste, alment tilgængelige bog inden for fagene samtidshistorie, statskundskab og international politik", i 2008 blev han indvalgt i Det Kongelige Danske Selskab for Fædrelandets Historie, på 60-årsdagen i 2010 modtog han et festskrift skrevet af kollegerne, han var formand for Selskabet for Samtidshistorisk Forskning 2014-21, og i 2016 blev han tildelt Ridderkorset af Dannebrogordenen.

Som person var Poul Villaume stilfærdig, venlig og altid korrekt. Han var også et musisk menneske, havde en stor viden om klassisk musik, var en fremragende pianist og en flittig koncertgænger. Ydmyg var han imidlertid ikke. Villaume vidste selvfølgelig, at humanistisk forskning foregår i en kontinuerlig dialog med omverdenen, ligesom han vidste, at viden udvikler sig over tid. Men samtidig nærede han en afgrundsdyb tillid til egen forskning. Han mente fuldt og fast, at han havde ret i sine tolkninger, og så mente han, at hans forskning rummede et læringspotentiale i fredelig konfliktløsning, som nutidens politikere burde lære af. Der var mange, der ikke delte den opfattelse, og det havde Villaume vanskeligt ved at forstå og acceptere. Han havde jo ret, mente han.

De sidste år af sin ansættelse på Københavns Universitet indledte Poul Villaume arbejdet med det, der skulle blive hans livsværk: En globalhistorie i tre bind om den kolde krigs historie. Første bind udkom under titlen 'Frygtens logik' (2020), andet bind under titlen 'Mellem frygt og håb' (2023), og ti dage inden sin død afleverede han sidste korrektur på det afsluttende tredje bind, der er planlagt til at udkomme 20. september 2024 under titlen 'Håbets gennembrud'.

Værket er en imponerende, detaljeret og stofmættet analyse af den kolde krigs udvikling i hele konfliktens kronologiske og geografiske udstrækning. Det er baseret på den nyeste forskning, der er fyldige referencer til gavn for læserne, og bøgerne vil de næste mange år være et referenceværk for danske studerende og forskere, der ønsker viden om, hvad den kolde krigs enkelte episoder handlede om. Værket fortjener at blive oversat og udgivet i en engelsksproget udgave.

Som blot 72-årig fik Poul Villaume konstateret en sjælden, aggressiv og ondartet kræftform. Han kæmpede for at holde sig i live, men efter to år kunne han ikke længere, og 25. juli 2024 var det slut. Poul Villaume efterlader sig hustruen Kirsten Bruun og datteren Monica Villaume fra et tidligere parforhold.

Æret være Poul Villaumes minde.