Om  
Stefan Hermann
Christine Antorini

Prominent rektor afløser tidligere minister som fondsdirektør

Rektor på Københavns Professionshøjskole, Stefan Hermann, fratræder sin stilling. Fremtiden er på plads i Life Fonden, hvor han afløser tidligere børne- og undervisningsminister Christine Antorini som ny fondsdirektør.  

Stefan Hermann er færdig som rektor på Københavns Professionshøjskole. Han bliver i stedet ny direktør for Life Fonden, hvor han afløser Christine Antorini. 
Stefan Hermann er færdig som rektor på Københavns Professionshøjskole. Han bliver i stedet ny direktør for Life Fonden, hvor han afløser Christine Antorini. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Sebastian Vidkjær Stone

Stefan Hermann fratræder sin stilling som rektor på Københavns Professionshøjskole efter mere end 15 år ved roret.

Han afløser tidligere børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) som administrerende direktør i Life Fonden. 

Det oplyser Københavns Professionshøjskole og Life Fonden. 

51-årige Stefan Hermann forlader ved udgangen af september sin rektorstol. Allerede 1. oktober sætter han sig dog i en ny stol. Denne gang som direktør for Life Fonden, der er et initiativ under Novo Nordisk Fonden. 

"Det har været mit arbejdsliv hidtil allerstørste opgave at være med til såvel at skabe som at lede Københavns Professionshøjskole. Jeg giver nu stafetten videre velvidende, at Københavns Professionshøjskole på den ene side har opnået meget, er veldrevet og fremsynet, men også at der er store udfordringer forude," lyder det fra den fratrædende rektor. 

Jagten på en ny rektor for de mere end 21.000 studerende og 2000 ansatte på Københavns Professions Højskole er allerede sat ind, oplyser bestyrelsesformand Jesper Fisker, der udtrykker stor ærgrelse over den profilerede rektors opsigelse: 

"Stefan Hermann har været en nøglefigur i skabelsen af Københavns Professionshøjskole og den position, som vi har fået. Vi har nydt godt af Stefans strategiske blik og ambitiøse visioner, og vi er kede af hans beslutning."  

Afløser tidligere minister 

Stefan Hermann har allerede fremtiden på plads med sit skifte til direktørstolen i Life Fonden, hvor han afløser Christine Antorini, som har valgt at træde tilbage selv.

Beslutningen om at fratræde skyldes et ønske om at søge nye karriereudfordringer, forklarer den tidligere minister:

"Det har været en virkelig svær beslutning at stoppe, men nu er Life Fonden kommet rigtig godt på vej, og derfor er det et godt tidspunkt til at skifte til en ny karrierevej". 

Fonden, der blev skabt af Novo Nordisk Fonden i 2018, har som ambition at skabe et landsdækkende undervisningsinitiativ, der fokuserer på interessen for naturvidenskab blandt landets unge. En ambition, som Stefan Hermann nu har ansvaret for at føre ud i livet. 

Foruden sin tid som rektor har Stefan Hermann bestredet poster som vicedirektør for kunstmuseet Arken og chefkonsulent i Undervisningsministeriet. Han er desuden forfatter til flere bøger om uddannelse og er en hyppig debattør i den offentlige debat. 

 

 

  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stefan Hermann

Direktør, Life Fonden, fhv. rektor, Københavns Professionshøjskole
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1999)

Christine Antorini

Sygeplejerske-studerende, fhv. MF (S), fhv. børne- og undervisningsminister
cand.comm. i offentlig forvaltning (Roskilde Uni. 1994)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024