Om  
Christel Schaldemose

Socialdemokrat kan blive den første danske EP-næstformand i 25 år

Europæiske socialdemokrater har udpeget den erfarne dansker Christel Schaldemose som en af deres kandidater til de mindst fire næstformandsposter, de er næsten sikre på at få i det nye Europa-Parlament.

Christel Schaldemose, der var de danske socialdemokraters spidskandidat ved EU-valget i juni, ser ud til at kunne rykke op i Europa-Parlamentets præsidium.
Christel Schaldemose, der var de danske socialdemokraters spidskandidat ved EU-valget i juni, ser ud til at kunne rykke op i Europa-Parlamentets præsidium.Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Thomas Lauritzen

BRUXELLES: Når de 720 medlemmer af det nyvalgte Europa-Parlament i næste uge samles i Strasbourg for første gang siden valget i juni, har en af danskerne gode chancer for at rykke op i Parlamentets topledelse.

Den socialdemokratiske gruppe S&D har valgt 56-årige Christel Schaldemose som kandidat til en af de fire eller fem af 14 pladser som næstformand i Europa-Parlamentet, socialdemokraterne kan regne med at få.

Hele Parlamentets nye ledelse – formanden, næstformændene og de såkaldte kvæstorer – skal først vælges endeligt på tirsdag af hele den europæiske folkeforsamling, så derfor er ingen formelt udnævnt endnu.

Men fordelingen af næstformænd aftales på forhånd mellem de politiske grupper i forhold til deres størrelse, og ifølge den forhåndsaftale får S&D fire eller muligvis fem af dem denne gang.

Eftersom Christel Schaldemose er blandt de fire første på de europæiske socialdemokraters liste, så må hun formodes at blive udnævnt. I så fald bliver hun den første danske næstformand i Europa-Parlamentet i 25 år.

Venstremanden Bertel Haarder var næstformand 1997-1999, og før ham havde den tidligere konservative statsminister, Poul Schlüter, den titel i årene 1994-1997.

De 14 næstformænd kan lede plenarsamlingerne som stedfortrædere for parlamentsformanden, og de udgør en del af det såkaldte præsidium, som er Parlamentets øverste organisatoriske ledelse.

Præsidiet træffer for eksempel afgørelse om parlamentsmødernes afvikling, samt administrative og personalemæssige spørgsmål og Parlamentets budget.

Christel Schaldemose har siddet i Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet i 18 år, siden hun kom ind i 2006 for at afløse Henrik Dam Kristensen. Siden er hun blevet valgt ind fire gange: 2009, 2014, 2019 og senest 9. juni i år, hvor Schaldemose fik over 142.000 personlige stemmer.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christel Schaldemose

MEP (S)
cand.mag. i historie (SDU 2002)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024