Danske Sømands- og Udlandskirker får ekstrabevilling på finansloven
Partierne bag finansloven for 2023 har besluttet at tildele fem millioner kroner ekstra til Danske Sømands- og Udlandskirker.
Peter Ingemann Nielsen
JournalistDen danske folkekirkes forlængede arm i udlandet får tilført flere midler.
I finansloven for 2023 har regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale og SF besluttet at tildele Danske Sømands- og Udlandskirker fem millioner kroner.
Beløbet er en engangsbevilling i 2023, som lægges oven i den bevilling, foreningen i forvejen stod til at få på finansloven. I regeringens finanslovsudspil fra marts stod foreningen til at få en bevilling på 12,7 millioner kroner.
Danske Sømands- og Udlandskirker har til formål at støtte danskere rundt omkring i verden med kirke, kultur og fællesskab.
Til Altinget fortæller formand for Danske Sømands- og Udlandskirker, Anne Jensen, at de er "meget glade" for bevillingen, og at den blandt andet skal bruges til at understøtte foreningens sociale og diakonale indsats i udlandet - eksempelvis i Thailand.
Danske Sømands- og Udlandskirker er primært finansieret af menighederne rundt omkring og indsamlede midler i Danmark. Hertil kommer midlerne fra finansloven.