Partier klager over socialministeren: ”Der udvises en manglende respekt for lovbehandlingsprocessen og Folketingets vigtige arbejde”
SF, DD, DF og EL har klaget til Folketingets formand over lovbehandlingen af de nye og omdiskuterede magtanvendelsesregler. I klagen kritiseres ministeren for at stå i spidsen for en sjusket proces og for at afvise bekymringer for lovens kvalitet. Socialministeren afviser kritikken.*
Simon Lessel
RedaktørDe omdiskuterede justeringer af reglerne for magtanvendelse over for personer med handicap får ny hård kritik fra en række partier på begge fløje i Folketinget.
De langer i en klage til Folketingets formand ud efter ministerens håndtering af lovbehandlingen, som de kalder ”sjusket,” ”meget forceret” og for at lægge ”et urimeligt pres” på folketingsmedlemmerne.
Der er over 20 forskellige punkter, hvor man giver yderligere mulighed for magtanvendelse, og det er simpelthen ikke godt nok gennemarbejdet.
Charlotte Broman Mølbæk
Handicapordfører, SF
”Vi oplever, at der udvises en manglende respekt for lovbehandlingsprocessen og Folketingets vigtige arbejde hermed,” skriver ordførere fra SF, Enhedslisten, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti og fortsætter:
”I en tid, hvor der arbejdes med at nedbringe stress blandt folketingsmedlemmer, må man som minimum forvente, at en minister planlægger en lovbehandling, hvor der er tid til at behandle grundigt det fremsatte, at der er styr på lovforslaget ved fremsættelse, og at ministeren selv overholder frister. Det er ikke tilfældet her.”
Ifølge SF’s handicapordfører Charlotte Broman Mølbæk risikerer lovbehandlingen at gå ud over retssikkerheden for personer med handicap.
”Jeg er utilfreds med, at man pisker et lovforslag igennem, der har så omfattende betydning for brugen af magt. Der er over 20 forskellige punkter, hvor man giver yderligere mulighed for magtanvendelse, og det er simpelthen ikke godt nok gennemarbejdet,” siger hun til Altinget.
Partierne har i klagen opsummeret deres kritik af forløbet i en række punkter (se kritikpunkterne i faktaboksen nederst i artiklen).