Retoriker: Mette Frederiksen brød traditionerne med sin åbningstale
ÅBNING: Mette Frederiksens åbningstale var "atypisk" og renset for leflende, personlige anekdoter, der skulle fremstille hende som en folkelig statsminister, vurderer retoriker.
Martin Mauricio
ForsideredaktørStatsministerens tale i forbindelse med Folketingets åbning er muligvis den kedeligste tale, der findes i Danmark. I hvert fald set i et historisk perspektiv.
Det siger Marie Lund, der er lektor i retorik ved Aarhus Universitet. Hun er en del af et hold retorikforskere, der i øjeblikket arbejder på en bog om danske taler − heriblandt åbningstalen, der årligt holdes af den siddende statsminister den første tirsdag i oktober.
Men da Mette Frederiksen (S) tirsdag holdt sin første åbningstale som statsminister, brød hun med en ellers fast tradition.
”Mette Frederiksen lægger ud med at sige, at hun ikke vil lave en opremsning af alle de ting, regeringen vil gennemføre. Der kan man hurtigt tænke: Jamen det var jo faktisk det, du skulle?” siger Marie Lund med henvisning til en paragraf i Grundloven fra 1953, der pålægger den siddende statsminister at tale om ”rigets almindelige stilling” og regeringens ”påtænkte foranstaltninger”.
Det er efterhånden blevet en trend for politikere at inddrage personlige oplevelser for at fremstå følelsesfulde og folkelige.
Marie Lund
Lektor i retorik ved Aarhus Universitet
”Det er med andre ord statsministerens opgave at give et billede af samfundet lige nu og samtidig fortælle, hvordan regeringen vil løse de problemer, der er. Men Mette Frederiksen siger, at det behøver hun ikke at gøre, fordi hun allerede har fremlagt det skriftligt i form af regeringens lovkatalog. Og det har hun sådan set ret i, men hun går godt nok hele linen ud, og det gør talen meget atypisk,” siger Marie Lund.
Regeringen offentliggjorde sit lovkatalog få minutter inden, at Mette Frederiksen gik på talerstolen.
En tale renset for personlige anekdoter
En af de væsentlige styrker i talen, som Marie Lund fremhæver, er, at Mette Frederiksens tale ikke spillede på en række personlige anekdoter og oplevelser, der skulle få hende til at fremstå ”folkelig”.
”Det her er en meget politisk tale, som hun skal levere som statsminister, og når hun undlader at bruge de her leflerier, der ofte virker kalkulerede, bringer det hende tilbage i rollen som politiker. Og det gør noget vældig godt for talen. Det er efterhånden blevet en trend for politikere at inddrage personlige oplevelser for at fremstå følelsesfulde og folkelige, men når alle gør det, virker det på ingen måde efter hensigten,” siger Marie Lund.
Men hun nævner trods alt et eksempel fra sin praktik i hjemmeplejen?
”Det er rigtigt, og hun nævner også hurtigt sin datters skole, men begge dele bliver sagt kort og naturligt for at understrege en konkret pointe. Hun gør det ikke som et større konstrueret eksempel. Det virkede jo helt parodisk, når Lars Løkke i sine åbningstaler skulle fortælle om sin mor, morfar, hustru og sine børn,” siger hun.
Samtidig fremhæver hun, at talen var præget af en vis ”hverdagsromantik”, hvilket ifølge hende gør, at Mette Frederiksen alligevel formår at fremstå som en politiker, der forstår, hvad det er, som optager den almindelige dansker i dagligdagen.
”Indledningen bruger hun på at tale om ærlighed og tillid, og det er meget snusfornuftigt, da hun for eksempel taler om tilliden til fagpersonalet i ældreplejen og om de fancy, engelske betegnelser i uddannelsessystemet. Hun citerer også Dan Turèll og taler om jordbærboder, og det gør alt sammen, at borgerne bedre kan identificere sig med hende,” siger Marie Lund.
Frederiksen leverede ikke store visioner
I sin tale gør Mette Frederiksen meget ud af at markere, at hun vil gribe tingene anderledes an, vurderer Marie Lund.
”Hun siger, at hun ikke bare vil gøre som de andre. De andre kommer kun med nogle praktiske lovforslag, men hun vil gøre det helt anderledes. Vi skal have en ny samtale, vi skal lave en bedre samfundsanalyse, og det ligger mellem linjerne, at hun vil være visionær,” siger hun.
Men det lykkes ikke for hende at fremlægge de store visioner for fremtidens velfærdssamfund.
”Hun beskriver hele tiden vejen hen til målet, som er at forbedre velfærdssamfundet. Men hun mangler, og det har hun til fælles med mange andre statsministre, at fortælle, hvad målet for vores samfund er. Hun fortæller ikke, hvad samfundet i sidste ende skal få ud af for eksempel at sikre en værdig ældrepleje, og her er det underligt, at de store politiske visioner mangler,” siger hun.
Laveste lixtal i 20 år
Sprogmæssigt satte Mette Frederiksen en ny rekord med dagens tale. En opgørelse, som Altinget har lavet, viser, at hendes tale er den åbningstale, der har det laveste lixtal i mere end 20 år.
Artiklen fortsætter under grafikken.
Men de faldende lixtal er først og fremmest en naturlig udvikling, der har været i gang, siden man i 1966 besluttede at gøre lovkataloget skriftligt, forklarer Marie Lund.
"Engang var lixtallet højt, fordi åbningstalen var en skriftlig genre, og der blev læst op af meget lange, tunge manuskripter. Men det ændrede man på. Når udviklingen så fortsætter i dag, handler det om, at man som statsminister skal have forståelse for det retoriske publikum. Man forsøger ikke at tale hen over hovedet på borgerne ved at gøre sproget mere simpelt og inkluderende," siger hun.
FORSTÅ LIXTALLENE
En teksts lixtal er opgjort efter, hvor lange sætningerne er i gennemsnit, og hvor hyppigt der optræder lange ord.
Her er nogle ofte brugte tommelfingerregler for teksters lixtal:
- 24: Meget let, børnebøger
25 - 34: Let, lettere skønlitteratur
35 - 44: Middel, almindelige dagblade
45 - 54: Svær, populærvidenskabelige artikler og faglitteratur
55 -: Meget svær, teoretiske afhandlinger og lovtekster
Bemærk, at lixtal bruges til at vurdere, hvor svær en tekst er at læse – ikke at høre. Derfor vil en tale typisk skulle have et lavere lixtal end en tekst, der skal læses af modtageren.
Kilde: Omatskrive.dk