EU foreslår ny model for beskatning af banker

BANKSKAT: Ideen om en europæisk beskatning af aktiehandel har længe delt vandene i EU. Nu er et nyt forslag om beskatning af bankernes overskud på vej.

Der har i EU hersket splittelse i spørgsmålet om, hvorvidt der skulle indføres en EU-skat på aktiehandel. Flere lande, blandt andre Tyskland og Frankrig, har presset hårdt på for at få indført transanktionsskatten i et forsøg på at få bankerne til at kompensere for de milliarder af euro, som de europæiske stater har pumpet i finanssektoren under den finansielle krise.

Modstanderne af tiltaget, heriblandt Danmark, har dog argumenteret for, at en beskatning af transaktioner blot vil få banker til at flytte handlen med aktier ud af EU. En kritik som nu får opbakning fra Den Europæiske Centralbank (ECB).

"En transanktionsskat rummer en række ulemper; især hvis den indebærer unilateral implementering," udtalte præsidenten for ECB, Jean-Claude Trichet, sidste torsdag med reference til, at nogle EU-lande havde truet med unilateralt at indføre transanktionsskatter, såfremt man på EU-niveau ikke kunne nå til enighed om en fælles beskatning.

Ud over faren for, at banker vil flytte deres virksomheder ud af EU, så vil en transanktionsskat også være dyr at indføre, da det vil kræve en omstilling af it-systemer i hele finanssektoren, skriver Jyllands-Posten.

Den alternative bankskat
På trods af, at flere lande har forholdt sig kritisk til ideen om en beskatning af transaktioner, så synes der dog i EU at være bred enighed om, at bankerne bør beskattes hårdere efter den finansielle krise.

Som alternativ til transanktionsskatten har Komiteen af Bank- og Finanstilsyn i Europa (CEBS) foreslået en beskatning af bankernes overskud og lønninger. Et forslag som får opbakning fra EU-Komissionen.

For at banker ikke skal kunne undgå beskatning ved at flytte deres virksomhed ud af EU, mener både CEBS og EU-Kommissionen, at denne skat ikke blot skal gælde for banker med hovedkvarter i EU, men også for samtlige datterselskaber og filialer i resten af verden. Derudover skal skatten også gælde for europæiske datterselskaber og -filialer af banker med hovedkvarter uden for EU. Dermed kan bankerne ikke undgå skatten ved at flytte væk fra EU.

CEBS regner på den måde med at være i stand til at rejse 25 milliarder euro om året. For at skabe opbakning til forslaget har CEBS foreslået, at indtægterne fra denne skat skal gå direkte til staterne og ikke til en central afviklingsfond, som det ellers tidligere har været foreslået.  

Danmark forsat skeptisk
Hidtil har Danmarks finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) markeret sig som en af de hårdeste kritikere af transsanktionsskatten. Hvad angår det nyeste forslag påpeger finansministen, at Danmark allerede har indført den såkaldte lønsumsafgift, og mener derfor ikke, at der er grund til, at danske banker bliver beskattet yderligere af en EU-skat.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024