Boligskatten stiger uden om skattestoppet

BOLIGSKATTER: Danskerne betaler mere og mere i boligskat på trods af regeringens skattestop. Det skyldes, at der ikke er et stop på kommunernes opkrævning af grundskyld.
Niels Th. Dahl

På trods af regeringens højprofilerede skattestop på boliger, betaler de danske boligejere mere og mere i skat.

Det skriver dagbladet Børsen på baggrund af tal fra Skatteministeriet.

I 2011 bliver den samlede opkrævning af boligskatter således på 37,9 mia. kr. mod kun 24,2 mia. kr. i 2001, der var det sidste år, inden skattestoppet trådte i kraft. Det svarer til en stigning på godt 56 pct.

Grundskylden kan stige
De højere boligskatter skyldes, at boligejere ikke bare skal betale ejendomsværdiskat til staten, men også den såkaldte grundskyld til kommunerne. Ejendomsværdiskatten er i skattestoppet fastfrosset på kroner og øre, men grundskylden har lov til at stige i takt med ejendomspriserne, så længe den ikke stiger med mere end 7 pct. om året.

Man skal være opmærksom på, hvor meget man kan risikere at stige i grundskyld, fordi der stadig ligger en regning og venter. Vi ved, at der er nogle kommuner, hvor der er stigninger i vente hvert år mere end 10 år frem, fordi vurderingerne ikke er indfaset.

Ulrikke Ekelund
Cheføkonom i BRF Kredit

Det kan få stor betydning for boligejernes økonomi, vurderer cheføkonom i BRF Kredit Ulrikke Ekelund, over for Børsen:

"Man skal være opmærksom på, hvor meget man kan risikere at stige i grundskyld, fordi der stadig ligger en regning og venter. Vi ved, at der er nogle kommuner, hvor der er stigninger i vente hvert år mere end 10 år frem, fordi vurderingerne ikke er indfaset," siger hun.

Sætter boligskattedebat i relief
Tallene fra Skatteministeriet sætter de seneste ugers debat om boligskatterne noget i relief. Her har det nemlig føget med beskyldninger fra regeringen mod Socialdemokraterne og SF, som de beskylder for at have planer om at hæve boligskatten for at kunne finansiere deres økonomiske plan "Fair Løsning" - noget, som både S og SF kategorisk afviser, og som da heller ikke står nogen steder i den økonomiske plan.

De økonomiske vismænd har imidlertid foreslået at afskaffe den nominelle fastfrysning af ejendomsværdiskatten og lade den flyde med ejendomspriserne.

Danskerne betalte i 2001 14,7 mia. kr. i ejendomsværdiskat - det beløb var i 2011 faldet til 12,5 mia. kr.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024