S-SF giver skatteskruen et ekstra nøk

SKATTESTIGNINGER: S-SF planlægger i deres 2020-plan at indeksere sundhedsafgifterne fra 2016, hvis de kommer til magten. Dermed vil de hæve skatterne med yderligere 1,3 mia. kr. i forhold til deres oprindelige skatteudspil.
S-SF har siden 2009 villet øge skatterne med ca. 17 mia. kr. Nu kommer der en indeksering af sundhedsafgifterne på 1,3 mia. kr. oveni.
S-SF har siden 2009 villet øge skatterne med ca. 17 mia. kr. Nu kommer der en indeksering af sundhedsafgifterne på 1,3 mia. kr. oveni.Foto: Colourbox
Niels Th. Dahl

Skatteskruen får et ekstra nøk i Socialdemokraternes og SF's nye økonomiske 2020-plan "Fair Løsning 2020".

De to partier planlægger nemlig at påbegynde en indeksering af sundhedsafgifterne på spiritus, vin, øl, chokolade og fedt, så afgifterne stiger i takt med den almindelige prisudvikling. Et skridt, der ifølge planen vil indbringe staten yderligere 1,3 mia. kr. i 2020.

Afviger fra nominalprincippet
Dermed afviger Socialdemokraternes og SF's skattepolitik for første gang fra det såkaldte "nominalprincip", der betyder, at afgifter fastholdes i kroner og øre over tid. De to partier har ganske vist tidligere brudt med regeringens skattestop og foreslået nye skatter og afgifter for ca. 17 mia. kr. - men de har indtil denne uge fastholdt princippet om, at afgifterne ikke skulle stige yderligere hvert år.

Det er imidlertid nødvendigt nu at indeksere sundhedsafgifterne, mener S-SF, fordi den forbyggende værdi, der gerne skulle være ved at gøre usunde varer dyrere, ellers vil forsvinde over tid, når værdien af afgiften langsomt udhules.

Fakta

FAKTA:

"Nominalprincippet" kom ind i dansk skattelovgivning med VK-regeringens skattestop i 2002, hvor samtlige afgifter, der opkræves i kroner og øre, blev fastfrosset. Regeringen påbegyndte i forbindelse med skatteomlægningen i 2007 selv en indeksering af den største del af afgifterne, nemlig energiafgifterne, men brugte dengang provenuet til at nedsætte indkomstskatten.

S-SF vil derimod ikke lempe andre skatter, men vil bruge det ekstra provenu på 1,3 mia. kr. fra indekseringen af sundhedsafgifterne som finansiering til øgede offentlige udgifter til bl.a. uddannelse af dagpengemodtagere og afskaffelse af de laveste kontanthjælpsydelser. 

S-SF har endnu ingen konkrete planer om også at indeksere miljøafgifterne og garanterer, at de ikke vil indeksere ejendomsværdiskatten.

Med "Fair Løsning 2020" er der således kun visse miljøafgifter og den omdiskuterede ejendomsværdiskat tilbage, som S-SF ikke vil indeksere med prisudviklingen.

Hård kritik fra borgerlige
Det nye forslag om indeksering af afgifterne møder ikke uventet hård kritik både fra regeringen og den borgerlige tænketank CEPOS. Skatteminister Peter Christensen (V) forventer, at S-SF har mere i samme stil liggende i skuffen:

Hvis millionærskatten kun giver 1 mia. kr., så kan enhver jo se, at resten af befolkningen også kommer til at betale gildet.

Peter Christensen (V)
Skatteminister

"Det bliver ikke det sidste, vi kommer til at se fra S og SF. Hvis de skal have deres plan til at hænge sammen på en seriøs måde, så vil der være brug for flere skattestigninger end dem, de indregninger, og jeg tror, vi vil se langt flere af den slags automatiske skattestigninger i lovgivningen, som ikke kræver Folketingets godkendelse," siger han.

Grænsehandel vil øges
Indekseringen på 1,3 mia. kr. i 2020 kommer oven i de forhøjelser af sundhedsafgifterne på 3,9 mia. kr., som S-SF foreslog allerede forrige år. Cheføkonom Mads Lundby Hansen fra CEPOS mener imidlertid, det er tvivlsomt, om pengene overhovedet kan inddrives, fordi en så stor afgiftsforhøjelse kan få grænsehandlen til at eksplodere:

"Det her er jo en ekstra skatteforhøjelse i forhold til det paradigme, der ligger i den danske skattelovgivning. Og det vil forstærke det problem, vi har med grænsehandlen, hvor det for danskere er attraktivt at køre over på den anden side af grænsen. Derfor kan det provenu, man budgetterer med, meget vel blive betydeligt mindre, ligesom det vil føre til tab af arbejdspladser," siger Mads Lundby Hansen.

Dokumentation

S-SF fremlagde i 2009 planen "Fair Forandring", der bl.a. indebærer højere afgifter på usunde fødevarer for 3,9 mia. kr. Det betyder en forhøjelse af afgifterne på cigaretter, sodavand, sukker, mættet fedt, slik og chokolade.

S-SF planlægger i den nye plan "Fair Løsning 2020" nu at indeksere samtlige "sundhedsafgifter" fra 2016. Det drejer sig om afgifterne på spiritus, vin, øl, alkoholsodavand, tobak, chokolade, konsumis, mineralvand, mættet fedt og enkelte andre afgifter.

S-SF vil indeksere dem med 1,8 pct. om året og forventer et merprovenu på 1,3 mia. kr. i 2020.


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024