Nu er der udsigt til armlægning om lønkronerne blandt offentligt ansatte

Sygeplejersker, pædagoger og social- og sundhedsassistenterne er blandt de grupper, der nu har rettet lyset mod regeringens lønkomité i kampen for lønstigninger.     

Men noget tyder på, at de i lige så høj grad skal indstille sig på en fortsat kamp med deres kollegaer andre steder i den offentlige sektor.

For selv hvis regeringen finder penge frem, når komitéen har afleveret sine anbefalinger, er det uklart, hvordan de skal fordeles. Foreløbig er forbundene blevet enige om, at de skal indgå i overenskomstforhandlingerne i 2024. Men de senere års forhandlinger har vist, at det ikke er nemt for de forskellige grupper på det regionale og kommunale område at blive enige om fordelingen af lønkronerne.

Vil koste milliarder

Ved forhandlingerne i 2018 lykkedes det dem ganske vist at lande en lavtløns- og en ligelønspulje med arbejdsgiverne, men beløbene var beskedne og udgjorde kun 0,02 procent af den samlede ramme. Og det var tilmed under en overenskomstfornyelse, hvor de ansatte på tværs af lønniveauer havde indgået en musketér-ed om at strejke, hvis ikke de hver især fik opfyldt deres krav. Akademikerne og de faglærte grupper er imidlertid i dag fortsat uenige om, hvorvidt lønstigningerne fremover skal fordeles procentvis eller i kroner og ører.

En pengepose fra Christiansborg er med det nuværende flertal bag lovindgrebet særdeles usikker og vil under alle omstændigheder ikke være stor nok til at løfte grupperne til det lønniveau, de ønsker. Økonomiprofessor Bo Sandemann Rasmussen fra Aarhus Universitet vurderede i foråret, at det vil koste mellem 15 og 20 mia. kr. årligt, hvis man skal løfte alle medarbejdergrupperne med mange kvinder ansat til niveauet i tilsvarende mandefag.

Intet alternativ til lønmodel 

Udfordringen for forbundene er, at den samlede lønpose til hver overenskomstforhandling er givet på forhånd, fordi de offentlige ansattes lønninger automatisk bliver reguleret, så de følger de privatansattes.

Den ordning nyder bred opbakning i Folketinget, som gerne vil undgå, at virksomhederne bliver nødt til at hæve lønningerne for at konkurrere med det offentlige om medarbejderne. Analysen er, at det vil skade deres konkurrenceevne i forhold til udlandet, hvilket også den socialdemokratiske regering er særdeles opmærksom på.

Fagbevægelsen føler samtidig, at ordningen alligevel giver medlemmerne en vis sikkerhed for altid at følges med de private. Selv om lønkomitéen nu skal se nærmere på blandt andet den mekanisme, har ingen endnu præsenteret et alternativ på trods af, at diskussionen har været der flere gange før.

Privatansatte går ikke med til offentlig lønfest

Lønrammen er altså givet på forhånd, og derfra skal forbundene så blive enige om fordelingen på tværs af uddannelsesniveau. Den øvelse bliver ikke nemmere af, at de privatansattes fagforeninger netop også står stejlt på, at de offentlige lønninger ikke må stikke af.

I den forbindelse er det værd at bemærke, at FH – der nu spænder over begge sektorer – ikke har afgivet høringssvar til regeringens lovindgreb. Torsdagens opfordring til at lade Enhedslisten og SF blive inddraget i lønkomitéens arbejde kom alene fra sygeplejerskerne. 

Strejken og forårets debat om tjenestemandsreformen har utvivlsomt sat fokus på, hvordan samfundet værdisætter de såkaldt varme hænder, og debatten om lønfastsættelsen i det offentlige vil også fortsætte.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) vil nu spørge parterne på det offentlige område til råds om mulige alternativer til den nuværende model. Formentlig for at imødekomme kritikken fra Dansk Folkeparti, der allerede onsdag efter indgrebet kritiserede regeringen for ikke at have gjort noget tidligere og blot ventet på et indgreb, der ligeså godt kunne have fundet sted i starten af sommerferien. 

Men en grundlæggende forandring af løndannelsen i det offentlige har formentlig lange udsigter.